EU-Nyhedsbrev

Uge 10 - 2010: Flekslån står for fald

De populære rentetilpasningslån, eller flekslån som de kaldes, kan blive forhistorie hvis Europa-Kommissionens nye anbefalinger om en styrkelse af den finansielle sektor vedtages. Konsekvensen af anbefalingerne er nemlig, at det simpelthen bliver for dyrt for realkreditinstitutterne, at udbyde lånene. I krisetider er renten lav, og det er vigtigt, at familien Danmark får mulighed for at udnytte dette, så de kan få så mange penge mellem hænderne som muligt. Dette gøres muligt gennem rentetilpasningslånene. På samfundsniveau kan en afskaffelse af disse lån betyde en milliardregning, som i sidste ende skal betales af ejerne af fast ejendom.

Der er tale om forhandlinger der ligger meget tidligt i den lovgivningsmæssige procedure, men disse kan være allermest afgørende for udfaldet. Det er jo netop her, det bestemmes hvilken retning et givent forslag tager, og hvilke ting det skal indeholde. Senere i processen kan råderummet være begrænset til, at slette de værste elementer, eller at stemme et forslag helt ned.

En væsentlig årsag til, at den finansielle krise udviklede sig så dramatisk som den gjorde, hænger sammen med, at de finansielle virksomheder i mange lande løber ganske mange risici, og der er især stor ubalance mellem de penge de låner ud og måden disse udlån finansieres. I Danmark, har vi en en-til-en sammenhæng mellem lån på den ene side og obligationer på den anden side. Dette gør systemet gennemskueligt og stabilt.

Kommissionen vil imidlertid nedbringe de risici, som finansielle virksomheder kan løbe, og dermed kræves mere end en-til-en finansieringen, der er beskrevet ovenfor. Men medicinen virker forskelligt. I nogle lande kan det muligvis mindske sygdommene, men den danske realkreditmodel kan tage skade af denne medicin.

Sagen er opstået som følge af det høringsdokument med anbefalinger, Kommissionen netop har udsendt. Deri findes en række tiltag, der skal forhindre fremtidige finansielle kriser. Dokumentet er baseret på anbefalinger fra Basel Komitéen, som består af repræsentanter fra nationalbankerne fra nogle af verdens største økonomier, som Danmark altså ikke er blandt. Sideløbende med høringsproceduren udarbejder Basel Komitéen ligeledes en kvantitativ analyse, der skal vise hvilke konsekvenser, forslagene helt konkret får for de forskellige EU-lande. Det er et utroligt vigtigt arbejde, og det vil forhåbentlig få Kommissionen til at justere de bestemmelser, der kommer til at ramme flekslånene.

Jeg har rejst sagen politisk, ved at sende et brev til den ansvarlige mand i Europa-Kommissionen, den franske kommissær Michel Barnier, for at få svar på hvilke skridt han vil tage, for at sikre, at fundamentalt sunde finansieringsordninger ikke bliver unødvendig hårdt ramt. Jeg afventer svar. Allerede for et halvt år siden, tog Lene Espersen, der på det tidspunkt var økonomi- og erhvervsminister, kontakt til Charles McCreevy som er Michel Barniers forgænger i Kommissionen.

Dermed skulle man mene at Kommissionen kender til problemstillingen, som jeg allerede har rejst over for flere af mine kolleger i Det Europæiske Folkeparti (EPP) i Europa-Parlamentet. Det bliver formentlig også en kollega fra EPP-gruppen, østrigeren Othmar Karas, der bliver ansvarlig for lovforslaget, når det skal behandles i Europa-Parlamentet.

Der er stadig lang vej til målstregen, og bestemmelserne træder formentlig først i kraft fra 2013. Det er dog i disse tider, at vi skal behandle lovgivning, der i høj grad kan påvirke danskernes velfærd i årene fremover.

Vi skriver snart marts måned, og den økonomiske krise raser fortsat i form af stigende arbejdsløshedstal og alarmerende offentlige finanser i Europa. EU er lige nu konfronteret med store udfordringer, som på mange måder tvinger os til at spørge os selv, hvad vi vil med EU-samarbejdet. Krisen har allerede tydeligt demonstreret, hvor afhængige EU-landenes økonomier og markeder er af hinanden. For landene i eurozonen er dette kun blevet understreget yderligere med begivenhederne i Grækenland. Det betyder, at der i Bruxelles i disse dage tales meget om behov for mere styring fra EU's side, ikke mindst når det drejer sig om den nye fælles vækststrategi "EU 2020".

Det er helt klart, at der i mange af de europæiske befolkninger er en stor skepsis over for "mere EU". Efter min opfattelse er det dog fordi, at rigtig mange mennesker stadig tror, at deres nationale regeringer kan løse problemerne bedre alene. Desværre mener jeg ikke, at det er virkeligheden. Naturligvis kan dansk konkurrenceevne til dels styrkes med danske tiltag. Sagen er bare, at disse tiltag ikke vil have megen effekt, hvis de ikke sker i koordination med de andre EU-lande.

2020 Strategien, som skal fastlægge retningslinjerne for vækst frem mod 2020, præsenteres endeligt af Kommissionen i foråret. Den er afløseren til den famøse Lissabonstrategi, som havde det formål at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden i 2010. De fleste vil være enige om, at Lissabon ikke tilnærmelsesvist har nået sine mål - og selv før krisen ikke engang var tæt på at gøre det. Så hvordan sikrer man sig nu, at 2020-strategien faktisk kommer til at levere varen?

Dette har vi diskuteret intensivt i Parlamentet i denne uge, hvor formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, holdt sin første tale for MEP'erne. Selvfølgelig var der debat om strategiens tre umiddelbare prioriteter: For det første et "indre marked for viden" med flere synergieffekter og øget udveksling af know-how for forskning og erhvervsliv, for det andet en mere social markedsøkonomi med borgerne i centrum og for det tredje en økonomi baseret på grønne teknologier i overensstemmelse med EU's klima- og miljømål.  Derudover handlede debatten dog også i høj grad om bedre sammenhæng mellem strategi og implementering.

For det springende punkt er implementering. Både MEP'erne og indkomne svar til Kommissionens høringsprocedure har afspejlet det. Man ønsker flere bindende mål og forpligtelser. Mange mener, at Kommissionen denne gang skal have større overvågningsbeføjelser og måske ligefrem sanktionsmuligheder. Men hvor realistisk er det i praksis? Efter den møjsommelige proces med vedtagelsen af Lissabontraktaten vil de fleste europæiske befolkninger ikke være positivt stemt for stærkere styring, og den ustabile situation vedrørende euroen og Grækenland gør det ikke nemmere. Derfor har vi et dilemma.

For mig at se, er der ingen vej uden om mere forpligtende samarbejde, hvis en strategi som 2020 skal lykkes. Det er et budskab, som jeg gerne vil understrege her. Det er vores fælles vækst og velstand, der står på spil - et projekt, som vi ikke kan tage isoleret hånd om i Danmark. Dog har vi gennem EU-samarbejdet en chance for at fortsætte den linje, som Danmark allerede med succes har udstukket de sidste årtier - og derigennem fortsat fokusere på viden som basis for vækst.

Uge 6 - 2010: Et Parlament inde i varmen - og ude i kulden

Det har været en begivenhedsrig og vigtig uge for Europa. Tirsdag i Strasbourg godkendte jeg, sammen med et stort flertal af Parlamentet, den nye Barosso II-Kommission, med Connie Hedegaard som klimakommissær. Dermed afsluttede vi en (for) lang periode med høringer af kommissærkandidater, og en tid hvor det har været småt med nye initiativer.

Men vi har også set konturerne af den nye dynamik i det europæiske samarbejde, som er skabt med Lissabon-traktaten, og som vil præge EU i de kommende år. Det er en afgørende tid, vi går i møde. Der er store udfordringer, som kræver fælles handling. Som ugens begivenheder har vist, er Europa-Parlamentet både rykket tættere ind i varmen - men måske også skubbet ud i kulden.

En gang var Europa-Parlamentet blot en perifer rådgivende forsamling - og selv tredive år efter institutionens oprettelse i følge den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, stadig et "Mickey Mouse" parlament, som der ikke rigtig var nogen grund til at tage seriøst. Det var dengang. I dag, endnu tredive år senere, er Europa-Parlamentet, med fornyet styrke i Lissabon-traktaten, en uomgængelig aktør med indflydelse på snart sagt alle politikområder og i den grad rykket langt ind i varmen, hvor beslutningerne træffes.

Foranlediget af den nye traktat vedtog vi så tirsdag en ny aftale om forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen. Den betyder, at vi parlamentarikere nu kan udfordre Kommissionens monopol på at fremsætte lovforslag i EU. Kommissionen har forpligtet sig på at tage stilling til forslag (såkaldte initiativ-betænkninger) fra Parlamentet inden for tre måneder, og inden for et år at fremsætte et tilsvarende lovforslag. Og der skal gode grunde til, for at Kommissionen kan udlade at tage imod Parlamentets opfordring. Der bliver også mere kontakt mellem de to institutioner, mere udveksling af og adgang til information, og Parlamentet får indflydelse på internationale forhandlinger, som Kommissionen fører på medlemslandenes vegne.

Det er store fremskridt for Europa-Parlamentet.

Mens Parlamentet var samlet i Strasbourg mødtes torsdag EU's stats- og regeringschefer under deres nye rammer. Mødet var nemlig ikke under ledelse af det nuværende nationale formandskab, Spanien, som det ville have været tilfældet før Lissabon-traktaten, men under ledelse af den nyligt valgte faste formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy. Normalt foregår den slags møder i den store ministerrådsbygning, der myldrer med embedsmænd og diplomater. Men ikke denne gang. Det lille "Solvay-bibliotek", som oprindeligt var indrettet som videnskabeligt bibliotek, dannede rammerne om mødet. Her var der nærmest kun plads til Van Rompuy selv og de 27 stats- og regeringschefer, og de kunne så se hinanden i øjnene uden at have mulighed for at indhente formaninger, bekymringer og forbehold fra de embedsmænd, der normalt vil udgøre deres følge.

Beslutningen om at udnævne den nu forhenværende belgiske premierminister, Van Rompuy, til Det Europæiske Råds første faste formand var næppe truffet, førend han blev stemplet i de europæiske medier som en grå og trist bogholdertype uden visioner og gennemslagskraft. Han var i sandhed en kompromiskandidat, hed det. Nu ser vi i stedet konturerne af en "Van Rompuy-plan" om at skabe fornyet fremdrift ved at få stats- og regeringscheferne til at gå forrest og vise vejen, når EU skal handle i fællesskab, uden at alt for mange andre kan blande sig. Van Rompuy har da heller ikke vist sig synderligt imponeret af det mægtige Europa-Parlament, hvor han dårligt nok har været endnu.

Både tirsdagens og gårsdagens begivenheder viser, at banen så småt er kridtet op til de kommende års europæiske samarbejde. Det er med et styrket Parlament, men også med en ny fast formand for stats- og regeringscheferne forhippet på at bære førertrøjen. Så mens jeg med glæde konstaterer at Europa-Parlamentet er trådt et trin op ad stigen og ind i varmen, blæser der køligere vinde fra Van Rompuy, der synes opsat på at føre de store debatter om Europas fremtid i en langt mindre forsamling.

I Europa-Parlamentet skal vi benytte os af de nye kompetencer til yderligere at præge udviklingen i Europa. Vi går spændende og afgørende debatter i møde om Europas fremtid.

Som mange andre erhverv gennemgår landbruget i EU krisetider, og danske landmænd har det særligt hårdt - og det selvom vi nok har nogle af Europas dygtigste landmænd. Jyllands-Posten har beskæftiget sig med landbrugets afhængighed af EU-støtte, og dansk landbrug skulle således stå med et underskud på 12,7 mia. kr. for årene 2008-2010. Dansk landbrug har i samme periode modtaget 22,3 mia. kr. i EU-støtte, så hvis støtten er fraregnet, ville underskuddet have været på 35 mia. kr. for de tre år. Til trods for dette mener jeg fortsat, at landbrugsstøtten skal afskaffes, og det bør så modsvares af bedre rammevilkår for landmændene i Danmark, herunder en afskaffelse af jordskatter og nemmere ejerskifte.

Det er hårdt at være landmand i Danmark, og jeg har stor sympati for de landmænd, der ikke kan videresælge deres drifter pga. en gældssætning, der har oparbejdet sig over flere år. Dansk landbrug har problemer med struktur- og ejerskabsforhold, men landbrugsstøtten er med til at fastholde disse og holder de mindst produktive bedrifter kunstigt i live. Det ville være bedre at ændre de relevante struktur- og ejerskabsforhold på en værdig og ordentlig måde i stedet for denne langsomme død, visse bedrifter gennemlever i disse tider.

I 1984 var landbrugspolitikkens andel af EU-budgettet 71 %, men i 2013 kommer den helt ned på 33 %. Som stedfortræder i budgetudvalget i Europa-Parlamentet arbejder jeg for en generelt mere retfærdig fordeling af EU-budgettet til projekter, der kan skabe en europæisk merværdi. Det gør landbrugsstøtten ikke, og jeg vil kæmpe for at få den helt afviklet.

Til efteråret præsenterer Europa-Kommissionen sit forslag til fremtidens landbrugspolitik. Derudover skal de såkaldte finansielle perspektiver, der udgør EU's samlede budget for en syvårig periode med start i 2014, forhandles på plads under det danske formandskab for Det Europæiske Råd i 2012. Danmarks kontante udbytte af EU kommer fra forsknings- og landbrugsbudgettet, mens vi taber penge på strukturfondene (som typisk går til de østeuropæiske lande). Derfor skal Danmark i forhandlingerne satse på at flytte penge fra landbrugsstøtten til forskningsbudgettet, så EU i højere grad kan konkurrere på viden, og Danmark fortsat vil kunne inddrive en pæn andel af pengene. Men som jeg vil uddybe i det følgende, bliver det ikke nemt.

Det bliver svære forhandlinger for Danmark, idet de tre store EU-institutioner vil arbejde sammen om at blokere for en afvikling af støtten. Flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer, anført af de franske samt syd- og østeuropæiske, er imod at reducere budgettet. At de prioriterer landbruget højt blev eksemplificeret under afstemningen om en mælkefond på €280 millioner i oktober 2009, hvor 528 stemte for og kun 89 imod. Det Europæiske Råd har valgt den kompromissøgende og anonyme Herman Van Rompuy til sin formand (populært kaldet ’EU-præsident’), så de store lande fortsat kan tækkes. Således kommer de reformivrige lande med Danmark og Sverige i spidsen til at være i undertal.

Det ser ikke bedre ud med den nye Europa-Kommission, hvis mandatperiode løber i fem år. Her overtager rumænske Dacian Cioloş, der har stærke forbindelser til Frankrig, landbrugsporteføljen fra Marian Fischer Boel. Europa-Kommissionen er som bekendt den eneste institution, der formulerer lovgivningsforslagene, og det er dermed vigtigt, at der kommer nogle spiselige forslag herfra. Cioloş udtrykte dog helt andre hensigter, da han for nylig besøgte Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, der skulle vurdere den nye kommissærs holdninger. Han sagde, at ”landbrugsbudgettets størrelse er helt berettiget” ligesom han mente, at der skal være en mere ligelig fordeling af støtten i fremtiden, medlemslandene imellem forstås.

Sidste udmelding kan have store konsekvenser for landbrugsbudgettet. I dag er det nemlig sådan, at de central- og østeuropæiske lande (herunder Cioloş’ fædreland), modtager forholdsvis mindre i landbrugsstøtte end de gamle medlemslande. Hvis alle landene skal have det samme i støtte, bliver budgettet meget stort, hvis ikke de gamle medlemslande går med til at nedbringe deres egen støtte betragteligt.

Jeg afventer Kommissionens udspil om landbrugspolitikkens udformning efter 2013 med spænding, men selv som naturlig optimist kan man ikke forvente, at der bliver skåret i det samlede landbrugsbudget.

Så lakker det mod enden af året; et år der unægteligt har budt på store ændringer for mig som konservativ politiker. Folketinget er blevet skiftet ud med Europa-Parlamentet, og fra at arbejde med EU-politik på medlemslandenes side af bordet som en del af ministerrådet, sidder jeg nu på den anden side som folkevalgt. Og de første 6 måneder har bestemt bekræftet mig i, at man som MEP har en både betydningsfuld og spændende opgave!

EU har længe været vigtigt for det danske samfund. Dog er det med mange af de udfordringer, vi ved udgangen af 2009 står over for, blevet endnu mere klart, at der skal findes flere fælles løsninger. Når det drejer sig om vækst, viden, konkurrenceevne, energi og klima, er vi nødt til at agere sammen i EU.

For at rykke afgørende ved tingene har vi i EU lige nu meget brug for én ting: Den nye kommission. Det er nemlig først, når den er godkendt, at vi igen kan få sat gang i det maskineri, der fremsætter de lovgivningsforslag, som Parlamentet skal tage stilling til. Og vi har brug for nye initiativer. Jeg ser i foråret bl.a. frem til forslag, der følger op på de små og mellemstore virksomheders (SMV'erne) vilkår, og vi skal derudover have set på efterfølgeren til den såkaldte Lissabon-strategi, som skal skabe vækst og arbejdspladser i Europa frem til 2020.

I forhold til godkendelsen af den nye kommission har vi de sidste uger i udvalgene haft travlt med at forberede de høringer, som skal finde sted i januar. Man skal ikke underkende vigtigheden af Parlamentets mulighed for at se de indstillede kommissærer efter i sømmene. På den måde bliver det nemlig sikret, at kommissærerne, der trods alt skal have ansvaret for EU's politikker og dermed næsten 500 mio. borgeres hverdag, virkelig også har styr på deres fagområder. Heldigvis er der ingen tvivl om, at rigtig mange af MEP'erne virkelig er inde i deres sager ned til mindste tekniske detalje, så kommissærerne skal nok få deres sag for! Forhåbentlig står de prøven til at blive godkendt d. 26. januar.

For mig bliver det vigtigste selvfølgelig høringerne i mit eget hovedudvalg, Udvalget for Industri, Forskning og Energi (ITRE). Da vi både dækker industri, informationssamfund, forskning, energi og rumpolitik, får ITRE hovedansvaret for at høre 4 af de i alt 27 kommissærer. Det drejer sig om tyske Günther Oettinger med ansvar for energiområdet, italienske Antonio Tajani med porteføljen for industri og iværksætteri, irske Maire Geoghegan-Quinn, som skal stå i spidsen for research, innovation og videnskab og endelig hollandske Neelie Kroes, som skal være ansvarlig for EU's digitale dagsorden.

Vi har de seneste uger udarbejdet spørgsmål i ITRE, som skal fordeles mellem udvalgets medlemmer. Der bliver flere interessante ting at spørge om. Noget af det, der personligt ligger mig meget på sinde er eksempelvis, hvordan Kommissionen vil sikre, at statsstøtteordninger og protektionisme ikke underminerer den fair konkurrence på det indre marked. Jeg vil også gerne have, at der bliver spurgt ind til, hvordan Kommissionen konkret vil sørge for at tage hensyn til SMV'erne i den kommende lovgivning, og til hvordan SMV'erne kan få bedre adgang til at indgå i konkurrencen om offentlige udbud.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser frem til, at vi i Parlamentet får flere af de "lovtunge" sager på skrivebordet. I stedet for alt for meget symbolpolitik skal vi have flere forslag, som gør noget for at afhjælpe den økonomiske krise. Og hvad er så det for en slags forslag? Jo, i denne uge ved plenarsamlingen i Strasbourg har vi fx stemt et forslag igennem, der skal give bedre kreditmuligheder for mikrovirksomheder, dvs. virksomheder med færre end 10 ansatte, inklusive selvstændige, og med en årlig omsætning og/eller en årlig balance på mindre end 2 mio. EUR. Denne "mikrofinansieringsfacilitet" har navnlig det formål at hjælpe folk i gang, som har vanskelig adgang til lånemarkedet. Idéen er aktivt at støtte selvstændige og sårbare personer på arbejdsmarkedet og at anspore folk med gode erhvervsidéer. Nu skal ordningen selvfølgelig lige stå sin prøve i den virkelige verden, men i princippet er det i mine øjne flere af den type tiltag, vi har brug for.

Ligesom i 2009 ser jeg det selvfølgelig også som min opgave i 2010 at sætte et mærkbart konservativt fingeraftryk på debatten og de sager, jeg har med at gøre her i Bruxelles. Det er en dagsorden, jeg glæder mig meget til at forfølge, og navnlig ser jeg frem til at gøre det i et stærkt samarbejde med partiet og det konservative bagland.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle!

Uge 48 - Connie Hedegaard og EU-konference

I denne uge blev Connie Hedegaard endelig udnævnt til dansk kommissær i Europa-Kommissionen og jeg fulgte Barrosos pressemøde tæt da han i dag kl. 12.15 officielt tildelte Connie klimaporteføljen. Min tålmodighed har været lille, men jeg er glad for, at Danmark, Det Konservative Folkeparti og Connie har opnået så godt et resultat. I endnu højere grad end tidligere, har Danmarks grønne parti mulighed for at markere klimaområdet og EU-indsatsen generelt.

Det var en naturlig beslutning, da ingen af de andre kommissærer har en profil på klima- eller miljøområdet, der når Connie til sokkeholderne! Visse personer har frygtet, at klimakommissæren kommer til at sidde på en post uden reelt indhold, men Barroso slog ved dagens pressekonference fast, at Connie får sit eget general-direktorat under sig. Et general-direktorat svarer til et dansk ministerium, og dermed har Connie nu store ressourcer til sin rådighed.

Connie er støbt af et materiale, der gør, at hun kan nå langt, hvis hun spiller sine kort rigtigt og lader de andre kommissærer vide, at klima skal tænkes ind i samtlige politikker. På den måde bliver hendes koordinerende rolle meget central. Dette lagde Barroso også vægt på ved dagens pressemøde, hvor han understregede klimapostens vigtighed og tyngde.

Det er min opfattelse, at Connies centrale placering i Kommissionen ikke mindst er sikret pga. hendes personlighed. Det er ikke altid porteføljen, der bestemmer, hvor meget indflydelse man har, det handler i høj grad også om, hvor meget man tager. Hollandske Neelie Kroes har, i den netop overståede periode, som konkurrencekommissær raget ind over tunge områder som energi og industri og stævnede bl.a. Microsoft i en bemærkelsesværdig sag og har gjort sig bemærket i en sådan grad, at hun fem år i træk har haft flotte placeringer på Forbes' liste The World's 100 Most Powerful Women.

Ved EP-valget fik centrum-højre en klar fremgang. Denne tendens blev endnu engang manifesteret ved sammensætningen af den nye kommission. Med udnævnelsen går de konservative kommissærer af Europa-Kommissionen frem med 3, så vi nu har 13 i alt og herunder altså en enkelt dansk. Der vil være 8 liberale og kun 6 socialister. Den 20. januar skal Parlamentet så stemme om den samlede Kommission, før José Manuel Barroso II kan påbegynde sit arbejde den 1. februar. Ugen før afstemningen skal kommissærerne gennemgå tretimers høringer i Europa-Parlamentet. Som medlem af Udvalget for Industri, Forskning og Energi er det mit og mine kollegers job at grille de nominerede kommissærer med ansvar for industri, informationssamfundet, forskning, energi og rumpolitik.

Connie skal formentlig optræde i Miljøudvalget, og med hendes store kendskab til området og de tekniske detaljer er jeg sikker på, hun kommer til at klare sig godt. Hun er desuden højt respekteret blandt de konservative i Europa, og det tæller trods alt noget, idet den konservative gruppe sidder på godt en tredjedel af Parlamentets taburetter. Det er under disse høringer, at de enkelte parlamentsmedlemmer vil sikre sig, at den kommende kommission arbejder for lige præcis deres sager - det skaber selvfølgelig en ganske hed stemning og gør også det hele lidt mere interessant. Under forhandlingerne til Barroso I blev der afvist en kommissær fra hver ende af det politiske spektrum, og det kan let komme til at ske igen - bare ikke for Connie.

Også på de interne linjer rykker Det Konservative Folkeparti, når det kommer til EU-politikken. Sammen med partiet arrangerer jeg en EU-konference, som finder sted i morgen lørdag den 28. november. Der er tale om et heldagsarrangement, hvor vi skal vende EU's rolle i fremtiden. Udover mig selv vil også EU-ordfører Helle Sjelle, klima- og energiordfører Per Ørum Jørgensen, professor og centerleder hos Center for Europæisk Politik Marlene Wind, politisk kommentator Thomas Larsen og programleder for klima i WWF John Nordborg tale. Svenning Dalgaard fra TV2 skal være moderator. Konferencen skal desuden fungere som startskuddet på et EU-netværk, der i højere grad involverer aktive medlemmer af Det Konservative Folkeparti i europadebatten. Alt dette bør være ingredienser til en god dag med andre konservative i DGI-byen i morgen.


Uge 46 - Krisens konsekvenser: Protektionisme og statsstøtte i EU

Et af de største spørgsmål, EU står for lige nu, er selvsagt, hvordan EU's medlemslande kommer ud af den økonomiske krise. Også her i Europa-Parlamentet er der stort fokus på problematikken. Bl.a. blev der jo ved valgperiodens start nedsat et midlertidigt udvalg om den økonomiske krise, og som suppleant har jeg nu i de seneste uger fulgt udvalgets første møder.

Det endelige mål med arbejdet er selvfølgelig, at udvalget skal komme med nogle bud på de afgørende spørgsmål: Hvordan får vi skabt vækst? Hvordan får vi skabt nye arbejdspladser? Og hvordan sikrer EU sig en plads som verdens førende vidensøkonomi? Der er ingen tvivl om, at alle arbejder med de bedste intentioner. Men både i udvalget og den generelle EU-debat er der altså et par kritiske punkter, som indtil videre glimrer ved deres fravær. Jeg tænker her især på tendenserne til protektionisme og statsstøtte. I de seneste måneder har vi netop desværre set, at det er med den slags tiltag, mange EU-lande "tackler" krisen. Det er et konkurrenceforvridende skråplan på flere fronter.

For det første skaber det en ulige konkurrencesituation mellem EU's medlemslande på det indre marked, når størrelsen på statskassen bliver et konkurrenceparameter. Dette betyder så for det andet, at konkurrencen mellem konkrete sektorer bliver forvredet. Tag nu blot et par eksempler som rederi- og gartneribranchen. Den tyske stat planlægger i øjeblikket at yde et støttebeløb i milliardklassen til det tyske rederi Hapag-Lloyd. Man behøver ikke at være ekspert for at se, hvad det betyder for danske rederiers konkurrencedygtighed, når der skal hentes globale kontrakter i hus. Hvad angår gartneribranchen, har de hollandske myndigheder etableret yderst favorable statsstøttede låne- og tilskudsordninger til deres gartnerier. Dette betyder selvfølgelig sværere vilkår for eksempelvis danske gartnerier, der i øjeblikket er meget hårdt trængt på grund af krisen.

For det tredje betyder statsstøtteordninger også ulige vilkår for store virksomheder på den ene side og SMV'er på den anden. Og hvorfor så det? Jo, fordi støttekronerne navnlig bliver postet i store foretagender, hvor der er mange arbejdspladser. Men disse virksomheder har jo netop ofte problemer, fordi de bygger på forældede produktionsformer. Tag nu bare som eksempel tyske Opel, der jo i øvrigt også holder en række underleverandører fast i forældede mønstre, som ikke fører til ny teknologi. Statsstøtte til de store er kortsigtet tænkning. Vi skal tænke anderledes og navnlig på de små virksomheder, da det er her, det fremtidige vækstpotentiale ligger. Det er her, de nye bæredygtige job skal skabes.  Men statsstøtte og protektionisme kan aldrig blive en måde at skabe udvikling på, heller ikke for SMV'er. Nej, svaret ligger i bedre EU-lovgivning for SMV'erne, dvs. i tiltag, som mindsker administrative byrder, lemper krav til regnskabsføring og giver nemmere adgang til forskningsmidler. Det er selvfølgelig i forlængelse af disse overvejelser, at jeg har involveret mig i det stykke lovgivningsarbejde, der i de kommende måneder skal fastlægge strammere betalingsfrister for handelstransaktioner. SMV'er i EU får nemlig ofte deres betalinger for produkter og ydelser mange måneder for sent, navnlig fra offentlige myndigheder. De såkaldte "late payments" er en kæmpe hæmsko for SMV'ernes udviklingspotentiale, så her skal vi have gjort noget!

De tider, hvor nationalstaten kunne overleve på at lukke sig om sig selv og lukke den fri konkurrence ude, er forbi. Og tendenserne til protektionisme og statsstøtte truer med at gøre krisen længerevarende og dybere, hvis nogen ikke råber op. Og det har jeg i hvert fald i sinde at gøre her i Europa-Parlamentet. Dels vil jeg gøre det i kriseudvalget, dels har jeg allerede i form af et spørgsmål til Kommissionen konkret fulgt op på den nævnte sag vedrørende gartneristøtte. For Kommissionen, som jo bestemmer over EU's konkurrenceregler, må altså gøre sig tanker om, hvordan disse regler påvirker situationen i medlemslandene. Situationen er i øjeblikket uholdbar, og det vil jeg gøre mit til for at ændre her i Bruxelles.


Uge 43 - Informationsfrihed - og lovgivning til fremme af SMV'er 

Så har der i denne uge igen været plenarsamling i Strasbourg. Efter at vi ved sidste samling brugte meget tid på spørgsmålet om Kommissionens formand, har der denne gang været en mere almindelig dagsorden. Den politiske hverdag begynder at indfinde sig, men lad det være sagt med det samme: Hverdagen i Europa-Parlamentet er bestemt ikke kedelig, og af til og til kan bølgerne gå højt.

At fronterne sommetider bliver trukket hårdt op, har bl.a. været demonstreret de seneste uger, hvor vi har haft en diskussion vedrørende presse- og informationsfrihed i Italien. Visse italienske MEP'ere har sammen med parlamentets venstrefløj fremsat hård kritik af den italienske premierminister og regering og ønsket EU-regulering på medieområdet.
Det har tidligere været diskuteret i parlamentet, hvornår EU's institutioner skal bruges til at løse nationale problemer. Det er klart, at vi i parlamentet i nogle tilfælde skal diskutere spørgsmål, som vedrører fundamentale borgerrettigheder i medlemsstaterne. Men visse ting er og bliver nationale anliggender, og på linje med EPP-Gruppen mener jeg ikke, at vi skal bruge parlamentet som forum til at debattere disse sager. Parlamentet bør ikke udvikle sig til en slagmark for national politisk mudderkastning. Og faktisk har Italiens egen præsident, Giorgio Napolitano, som er socialist, udtryk samme synspunkt.

At sagen i bund og grund drejede sig om et indenrigspolitisk slagsmål i Italien blev understreget, lige inden afstemningerne gik i gang onsdag. En række italienere på tværs af salen måtte igennem et skænderi, inden der kunne stemmes. Under selve afstemningerne gik beslutningsforslagene om et EU-direktiv på området ikke igennem. Men heller ingen af de andre beslutningsforslag, som parlamentets forskellige grupper havde fremsat, blev vedtaget. Parlamentet var meget delt i sagen, og der blev hujet og råbt i plenarsalen. Så ja, visse sager kan sætte sindene i kog hernede i den politiske hverdag, men i den konkrete sag er min holdning klar: Lad dem nu holde balladen i Italien og benytte de italienske domstole til at rede trådene ud. Der er grænser for, hvad Europa-Parlamentet skal blandes ind i.

I forhold til mit eget politiske arbejde er det i denne uge lykkedes mig at blive EPP's ordfører på en udtalelse til et lovgivningsforslag, der drejer sig om bekæmpelse af forsinkede betalinger i handelstransaktioner. Jeg har haft kig på sagen i nogle uger, navnlig fordi den er meget vigtig for de små og mellemstore virksomheder. For at komme ud af den økonomiske krise, er det i den grad vigtigt, at vi tænker på SMV'ernes betingelser i ny EU-lovgivning, så de kan skabe nogle arbejdspladser. Kort sagt går lovforslaget ud på at sætte en stopper for det faktum, at virksomheder ofte må vente alt for længe på betalinger for deres ydelser og produkter, specielt fra offentlige myndigheder.  

I Danmark og andre nordiske lande er problemet med forsinkede betalinger ikke så omfattende. Vi er i reglen gode til at betale regninger til tiden. Men i visse sydeuropæiske lande kan der i gennemsnit gå flere måneder, før virksomheder modtager deres penge. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Den slags udeståender kan være fatale for virksomhedernes samlede økonomi og muligheder for at skabe vækst og job. SMV'er er i en økonomisk krise mere sårbare over for sene betalinger. Det kan i sidste ende dreje sig om virksomhedernes eksistensgrundlag - og det kan IKKE være rigtigt, når det er de offentlige myndigheder, som ikke holder sig til aftalerne. Gør de ikke det, må der følge en økonomisk øretæve bagefter.

I første omgang er der med lovforslaget således fokus på retningslinjer, som skal gælde for offentlige myndigheder, og der er lagt op til at indføre en betalingsfrist på 30 dage. Vi skal arbejde med indholdet hen over efteråret, og det er en sag, jeg glæder mig meget til at komme ned i substansen af. Her er der virkelig basis for at arbejde fremadrettet for positive og konkrete resultater.


Uge 41 - Fokus på den økonomiske krise og innovation

I denne uge har der været mini-samling i Bruxelles. Disse bliver afholdt 3-4 gange årligt som supplement til de store samlinger, der finder sted i Strasbourg hver måned. På dagsordenen var bl.a. nedsættelsen af et nyt, midlertidigt udvalg om den økonomiske krise, og jeg var så heldig at få en suppleantpost i udvalget. Det er en post, jeg sætter stor pris på, og man skal ikke lægge for meget i det faktum, at det kun er en suppleantpost, da man som suppleant har de samme beføjelser som et fuldt medlem. Det vil sige, at jeg kan deltage i alle debatter, stille ændringsforslag og i reglen deltage i udvalgets afstemninger.

Danmarks størrelse taget i betragtning, og det at jeg er den eneste dansker i EPP-Gruppen, som tæller 265 medlemmer, var jeg ikke levnet mange chancer for at få en plads, men det lykkedes. Generelt synes jeg faktisk, at de danske medlemmer har gjort det rigtig godt her i parlamentet, når det gælder udvalgsposter og andre prestigefulde poster. Jeg vil i det nye udvalg kæmpe for danske interesser. Vi skal have lukket de europæiske statskasser, så de ikke bliver fuldstændig tømt som følge af protektionistiske tiltag. I Europa er vi kommet ud på en kraftig glidebane, hvor landende nærmest overbyder hinanden i statsstøtteordninger, og det er bl.a. i kampen mod dette, at jeg vil gøre min stemme hørt. Der er en stor gråzone for disse støtteordninger, og vi skal alle blive bedre til at vurdere, hvornår der er tale om ordninger, som skader konkurrencen og dermed andre landes mulighed for at gøre sig gældende på et marked.

Der kan herske begrebsforvirring, når det gælder protektionisme og socialpolitik. Det sidste kan være meget anvendeligt og medfører jo ofte efteruddannelse og omstrukturering af industrier til mere konkurrencemæssige forhold. Protektionistiske tiltag kan dog også være forklædt som socialpolitik, og det er her, vi skal passe på. I den kommende tid vil jeg være med til at belyse denne problematik, og der ligger da også allerede flere konkrete sager på mit bord.

Hovedopgaven for det nye udvalg bliver at rådgive de faste udvalg om lovforslag, der vedrører krisen. Vi får således en ganske central placering i parlamentets arbejde. Vi vil afholde flere høringer med eksperter, repræsentanter fra industrien, arbejdsmarkedets parter samt nationale regeringer. Det er så tanken, at vi skal producere en midtvejsrapport om et halvt år og en konkluderende rapport om et år, når det midlertidige udvalgs arbejde formentlig er forbi.

Udover det ovenstående vil jeg i udvalget fokusere på vilkårene for de små og mellemstore virksomheder (SMV'er). At jeg har en ganske særlig interesse for SMV'erne afspejles af at jeg er formand for EPP-Gruppens SMV-arbejdsgruppe. Her skal vi i den kommende periode arbejde aktivt for at mindske de administrative byrder for SMV'erne og i det hele taget give dem betingelser, så de kan skabe de nye arbejdspladser, vi har brug for. Vi skal agere proaktivt og sørge for at påvirke Kommissionen, allerede mens den udarbejder sine lovforslag. For at komme ud af krisen, er det vigtigt, at vi "tænker småt", dvs. tænker på SMV'ernes potentiale. 

I forhold til det innovations- og SMV-politiske område har jeg i denne uge fået skabt mig endnu en platform. Kommissionen har sammen med Regionsudvalget lanceret et nyt initiativ, hvor man hvert år vil udvælge de mest innovative regioner i EU. Her er jeg netop blevet medlem af den jury, der skal udmærke disse regioner, der har bevist iværksætterånd. Det er en spændende opgave, fordi initiativet drejer sig om at fremme EU's konkurrenceevne, sætte fokus på innovativ "best practice" og ikke mindst om at gøre SMV'erne til en del af vidensøkonomien og den grønne vækst. Disse ting bliver helt afgørende for vores velstand i Europa i de næste år, og derfor skal der kæmpes for SMV'erne på alle de fronter, vi kan.


Uge 38 - POSITIV START I EUROPA-PARLAMENTET

Afskaf Strasbourg

Lad det være sagt med det samme - jeg er fortaler for, at Parlamentet skærer den månedlige rejse til Strasbourg væk for derved at hjælpe klimaet, spare en masse penge og en masse besvær. Egentlig har jeg altid været af den holdning, men når jeg nu selv møder de unødvendige rejser, der fordrer en masse logistiske besværligheder irriterer det mig endnu mere. Min rejse til Strasbourg i denne uge blev nemlig forlænget til at vare 11 timer, da flyet fra København til Stuttgart måtte lande i München, fordi landingsbanen i Stuttgart var blevet lukket pga. en nødlanding. Min gode ven og kollega Krišjānis Kariņš var i øvrigt om bord på flyet, hvori piloten leverede en perfekt nødlanding der var nødvendig da der var problemer med landingsstellet.

Tilfreds med genvalg af Barroso

Besværlighederne med at flytte til Bruxelles en gang om måneden hindrer ikke politikerne og organisationen i at fungere. Der var ingen tvivl om at det største punkt på dagsordenen var afstemningen om genvalget af Barroso som formand for Kommissionen. Som konservativ har jeg kendt Barroso i mange år. Han har gjort det rigtig godt som formand hidtil. Han har gennemslagskraft, hvilket han beviste ved G20-topmødet, hvor han samlede Europa. Han har vægtet de folkevalgtes røst i Europa-Parlamentet højt, og så har han altså formået at få klimaet på dagsordenen i forbindelse med forhandlingerne om klimapakken.

Venstrefløjen har forsøgt at få afstemningen udskudt, og de forsøger at presse citronen for at få så mange indrømmelser som muligt. Jeg har hørt argumentet om, at Barroso ikke har bred opbakning, men han har altså støtte fra EU's 27 medlemslande, og ved afstemningen i Parlamentet fik han 382 stemmer for, mens 219 stemte imod. Sjældent har vi vel set en dansk statsminister med opbakning fra mere end 50-60% af de folkevalgte?

Formandspost og politiske forhandlinger

De politiske forhandlinger i Europa-Parlamentet er meget anderledes, end dem jeg kender fra Folketinget. Til gruppemøderne i den konservative gruppe i Folketinget var vi 18 medlemmer, hos de konservative i Europa-Parlamentet er der 265 medlemmer! Ikke desto mindre lykkedes det mig i denne uge at forhandle en formandspost på plads helt i tråd med det politiske håndværk jeg har lært i Danmark og Ministerrådet.

Gruppen jeg skal være formand for, arbejder med vilkårene for små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Gruppen består af omkring 60 konservative og som formand, forventer jeg at kunne være med til at tilvejebringe nogle af de holdninger, den konservative gruppe får på området. De konservative er desuden den suverænt største politiske gruppe, og beslutningerne der træffes her kan derfor være ganske retningsvisende for det samlede parlaments beslutninger.

Til trods for den nye arbejdsmetode, rejseaktivitet (som jeg trods alt er vant til fra min tid som minister) og mange andre krævende omstændigheder, har det været en positiv oplevelse at blive medlem af Europa-Parlamentet.