Tak for invitationen til at komme her i dag.
Det er grundlovsdag, og traditionen tro er vi samlet for at fejre denne dag. For os konservative er det en mærkedag, en dag hvor vi samles for at markere de værdier vort samfund er bygget på.
Det er dagen hvor vi markerer den personlige friheds ukrænkelighed, boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens ukrænkelighed og den fri og lige ret til at drive erhverv.
For store dele af ungdommen og for mange danskere er alt dette blevet en selvfølge. De har aldrig oplevet andet, men det er godt at minde hinanden om, at sådan er det ikke alle steder i verden.
Det er stærke borgerlige værdier, som er gjort til vore borgerlige rettigheder, og det er stærke værdier som respekten for menneskers forskellighed.
Frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er grundpillerne i vores samfund. Og som danskere tager vi dem for givet, mens mange mennesker overalt i verden hver dag kæmper med livet som indsats for disse frihedsrettigheder.
Demokrati og personlig frihed er ikke en selvfølge, og de forhold, vi har i Danmark, bygger på en arv af vore forfædres kamp for at skabe lige rettigheder for alle.
Det er en arv, som vi må være bevidst om, og det er en arv, som vi må give videre til de kommende generationer.
Ind imellem tales der om en ny grundlov. Jeg ønsker at fastholde den nuværende grundlov. Danmarks vise fædre tænkte sig grundigt om, da man i 1849 beskrev vore frihedsrettigheder. Når debatten rejser sig om grundloven, er det ofte med afsæt i den danske folkekirke.
Der er kommet mange nydanskere til i vort land og mange har en anden tro med. Det er for mig helt i orden, og grundloven giver netop religionsfrihed. Altså retten til at tro på det man vil. Men det betyder ikke religionslighed.
Grundloven beskriver i § 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det vil jeg holde fast i.
Nogen argumenterer for, at det giver folkekirken en fortrinsret. Ja det er rigtigt, men vi bør huske på, at det samfund, vi har bygget op gennem århundreder, bygger på kristne værdier med den danske folkekirke som omdrejningspunkt.
Kristendommen afspejles i vores måde at behandle andre mennesker på. Den afspejles i demokratiets love og har gjort det gennem hundreder af år. Tilgivelse, omsorg er en del af vore danske værdier. Så kristendommen har været et omdrejningspunkt for det samfund vi har i dag, et samfund som mange med en anden tro efterstræber og ønsker at komme til at bo i.
Lad os blot stå ved, at vi er en kristen nation. Vores nation bygger på de kristene værdier om næstekærlighed og barmhjertelighed, og det skal vi blot stå ved.
Folk, som kommer udefra og bidrager til det danske samfund, har vi budt velkommen, men her i Danmark har vi vor kristne tro, den har Grundloven givet fortrinsret, og sådan må det være. Hvis nogen har det dårligt med, at Kristusfiguren figurerer i danske pas, så må man blot sige, at de også har friheden til at flytte til et andet land, hvor passene ser anderledes ud.
Vi har også en grundlov, som forpligtiger. Vi må aldrig glemme, at vi selv har et ansvar. Et personligt ansvar for os selv og for samfundet.
Ingen rettigheder uden pligter.
Grundloven tilbyder os muligheden for at skabe et liv i frihed. Det giver os frihed under ansvar.
Det er vores pligt at forvalte det ansvar med omhu.
For mange i dagens Danmark glemmer det personlige ansvar.
Man har pligt til at sørge for sig og sine. Det er selvfølgelig nemmere at skubbe det over på samfundet, og sige det er samfundets ansvar.
Men nej, det er IKKE samfundets ansvar at sørge for alle.
Dem som kan klare sig selv – skal klare sig selv.
Det er de svageste i vores samfund, vi skal hjælpe og ikke dem, som kan selv.
Desværre er det gået den forkerte vej, flere og flere kræver, at det offentlige også skal tage sig af mere og mere. I den sidste ende kan det betyde, at man fratager det enkelte menneske dets personlige frihed og personlige ansvar.
I dagens Danmark er der snart ikke grænser for, hvor meget staten skal garantere for det enkelte individ, når vi hører på Helle Thorning og Willy ”feel good”.
Helt uafhængig af den verden, der omgiver os med finanskriser og økonomisk krise, mener socialisterne, at vejen til en anden regering er at tilbyde folket alt mellem himmel og jord. Det ER total økonomisk uansvarlighed.
Man skal blot huske på, at intet i denne verden er gratis – ordet gratis betyder, at der er andre, som betaler.
--
Europa er i en brydningstid – Danmark er i en brydningstid.
Fra mit arbejde i Europa-Parlamentet fylder Europas aktuelle krise meget. Det er faktisk noget, som vi beskæftiger os med hver eneste dag. Det er faktisk en sag, som også bekymrer europæiske socialister dernede, hvilket står i fuldstændig modsætning til de danske socialister, som stadig kun tænker på at dele økonomiske midler ud, og deres økonomiske politik vil ødelægge de virksomheder, som tjener pengene hjem til Danmark.
Europa blev ramt af subprime krisen fra USA i efteråret 2008. En fiansiel krise udviklede sig til en dybtgående økonomisk krise, som kommer til at påvirke hvert enkelt dansk hjem i årene, som kommer.
Der er krisebevidsthed i Europa. Der er INGEN krisebevidsthed i Danmark. Det kan blive fatalt for os alle, hvis vi ikke navigerer i tide.
Regeringen har gjort sit med krisepakken i Danmark, som færdigbehandles i det danske Folketing, inden folketinget går på ferie. Den ene skylle efter den anden hagler ned over regeringen.
Fagbevægelsen forsøger i store falske annoncer at koble sig sammen med med Helle Thorning og Villy Søvndal for at vinde danskernes tillid, lad os ikke håbe det lykkes.
Sker det, bliver regningen for de kommende generationer smidt i de danske børneværelser. Lad det ikke gå sådan.
Vi har i Danmark under den borgerlige regering ført en sund økonomisk politik, hvor vi har afdraget på vores gæld. Det betyder faktisk, at Danmark står bedre rustet end de fleste andre lande til at tackle de udfordringer, vi står over for. Men det betyder ikke, at vi kan lade 5 og 7 være lige.
Danmark er ramt som alle andre lande, og derfor må statsbudgettet strammes i overensstemmelse hermed. Men som vi ser i den danske presse, så er det svært at finde forståelse herfor.
Når dagpengeperioden nedsættes til 2 år, så er vi et af de lande i verden, som stadig har den længste dagpengeperiode overhovedet. Det har fået fagbevægelsen til at fare op. Det samme gælder begrænsningen i fradraget for det faglige kontingent.
Endnu mere har en beskæring i børnepengene givet af ballade. De enkelte punkter bliver hver for sig drevet frem i manegen af oppositionen og dele af pressen og herefter udråbt som den helt store ulykke. Ja, der er oven i købet mennesker, som offentligt siger, at de ikke ville have fået børn, hvis de havde kendt til den økonomiske beskæring af børnechecken. Gad vide, hvad de børn egentlig ville tænke, hvis de kunne overskue sådanne udtalelser.
At det koster i meningsmålingerne til regeringen behøver man ikke være atomfysiker for at finde ud af. Vi er i Danmark blot nødt til at sætte tæring efter næring.
Problemstillingen ligger måske i, at der i dag i Danmark er flere skattenydere end skatteydere!! De mennesker, som får penge af det offentlige hver måned til den første, er i flertal i Danmark.
Hertil kommer, at vi bliver flere og flere ældre og færre og færre unge til at forsørge de ældre. Ud over at det kræver flere penge til de offentlige kasser, så betyder den ændrede demografi, at vi har behov for flere penge til vore hospitaler og plejehjem i fremtiden. Det behøver man heller ikke at være atomfysiker for at finde ud af.
Nu er det sådan, at økonomer gerne vil gøre økonomi mere indviklet, end det er.
Dansk økonomi kan vi sammenligne med den almindelige familie. Man kan bruge lidt flere penge i familien, end man tjener - men kun i en periode. På et tidspunkt må der være sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Er man for længe om at rette ind og bruge mindre, så kommer der en regning i form af renter. Penge som kan bruges bedre andre steder.
Socialisterne i Danmark mener, at man blot kan vente, og tiden bliver bedre. Det er en utopi. Der må gribes ind i tide, og det er hvad regeringen gør. Om det så er nok vil de kommende måneder så vise. Der er ingen garantier for, at indgrebet er nok. Jeg er overbevist om, at dette kun er første runde.
Det vil ikke betyde mindre ballade, og folk vil protestere og sige, de har krav det ene og det andet! Hvad er det man har krav på - et land kan ikke bruge flere penge, end det tjener på den lange bane. Gør nu ikke tingene mere indviklede, end de er.
I fremtiden er der brug for flere reformer både i Danmark og i Europa.
--
Går vi lidt op i helikopteren og ser på Europa - så er vi en europæisk familie, som ER ved at være presset. Det første sår var Grækenland.
Grækenland har brugt flere penge, end de har tjent og er i dag dybt gældsat. Grækenland befandt sig på kanten af en statsbankerot. Markedet havde mistet troen på, at grækerne nogensinde kunne betale det tilbage, som de skylder. Tidligere tiders overforbrug har ramt grækerne.
Regeringen søger at stramme op og nedsætte det offentlige forbrug. Man gennemfører store demonstrationer, og i dag tvivler mange på, om grækerne har evnen og viljen til at klare sig selv.
Europa og IMF - den Internationale Valutafond er kommet Grækenland til hjælp med kæmpe milliardlån, og grækerne er sat på en skrap kur for i det hele taget at kunne låne penge.
Hvordan er vi kommet så langt, at mens USA er stærkt gældsat og ikke rammes, så rammes først Grækenland. Og nu kæmper Spanien for ikke at blive den næste.
Europa og Danmark har mistet konkurrencekraft.
Markedet bliver nervøst, fordi man tvivler på, om landene formår at betale deres lån tilbage. De har haft underskud på deres statsbudget i gode tider, og nu har de det i ringe tider. Hvornår kommer de til at kunne svare enhver sit, samtidig med at borgerne råber på større offentlige udgifter.
Både Danmark og Europa er lullet i søvn. Vi har været fremragende til at bevillige hinanden flere og flere goder, samtidig med at der ikke er investeret nok i uddannelse, forskning og innovation.
Jeg havde i min tid som minister den fornøjelse at lede danske handelsdelegationer over det meste af verden. Jeg har haft mulighed for at se den globalisering, som ændrer verden i rekordfart. Jeg har besøgt Rusland, Japan, Korea, Kina, Indien og Vietnam, og på den anden side af Atlanten har jeg haft mulighed for at besøge Brasilien, Chile og Mexico. Det har vist en verden i forandring.
Globaliseringen drives af, at transport af varer koster meget lidt af et produkts pris. Når containerskibe sejler rundt i hele verden, så flyttes varer til meget lave priser, så transport er det ene element af globaliseringen.
Det andet er prisen på kommunikation. Internettet har vi kun haft i et par årtier, men det udvikler sig hele tiden. En nyhed spredes over hele verden på ultrakort tid.
Masser af data kan flyttes rundt i verden, så billige it-ingeniører i Indien arbejder for hele verden. Tegninger, ordrer m.v. flyttes rundt om kloden på splitsekunder.
Det, vi i Europa står over for, er en udfordring som næppe er set før. Jeg har jo på mine rejser med selvsyn kunnet konstatere, at der arbejdes til meget små timelønninger rundt omkring i verden. Mellem 1-2 dollars i Kina, under en dollar i Vietnam og andre steder i Østen.
Går vi så til Mexico for at tage et land på den anden side af Atlanten, er timelønningerne nogle og tyve kr. inkl. sociale bidrag. Varerne puttes ind i en container og sendes rundt om hele kloden. Mexico har frihandelsaftaler med Nordamerika og Latinamerika og EU. Derfor er danske virksomheder også til stede derovre, og derfor nyder vi som danskere også godt af globaliseringen.
Det viser, at vores hjemmemarked er hele verden. Det giver nye udfordringer i konkurrencen, og det er den kamp om konkurrencekraft, som vi som danskere og europæere ikke klarer for godt i øjeblikket.
Tidligere kunne man henføre til, at vi havde kvaliteten, og det som kom fra Kina var af ringe kvalitet. Sådan ser verden ikke ud længere. Korea producerer biler med 7 års garanti, og Kina har lige købt Volvo.
Hertil kommer, at de uddanner hobetal af designere og ingeniører i både Indien, Kina og Sydkorea. Globaliseringen skaber vindere og tabere, og det er i vore hænder, om vi vil være vindere eller tabere.
--
Betyder det, at danskerne kommer til at skære i nogle velfærdsydelser i fremtiden for at kunne bruge disse skattekroner til uddannelse, forskning og innovation, så vi igen bliver konkurrencedygtige på verdensmarkedet - eller vores alles nye hjemmemarked?
Ja det gør det. Nu er der kamp om efterløn, børnepenge, fradrag for faglige kontingenter, flere penge til kommuner, flere penge til hospitaler m.v.
Kan det fortsætte, hvis Danmark ikke tjener penge - nej det kan det ikke.
Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard er helt enige i, at efterlønnen den skal garanteres. Det lyder godt i ældre vælgeres øren, men meget skidt i ungdommens og børnenes ører. Skal de være med til at betale regningen for vores rødvinsgenerationer!?
Nu er politik det muliges kunst. Jeg har det fint med at se mig selv i spejlet efter en årrække som partiets formand og som vicestatsminister i VK-regeringen. Men jeg lægger heller ikke skjul på, at kunne vi have skabt det politiske flertal, skulle vi have gået videre. Det gælder skattelettelser, og det gælder velfærdsreformer. Begge dele vil bidrage til, at Danmarks konkurrencekraft øges.
De forbudte ord er jo:
- at udfase efterlønnen og kun lade den omhandle de nedslidte.
- at få arbejdsugen op på 40 timer - mon arbejdsmarkedets parter kan blive enige om det?
- at sige, at folkepensionen i fremtiden skal være foreholdt dem, som ikke har tjent til de frikadeller, de skal have i dette liv.
- at skatten på den sidst tjente krone så hurtigt som muligt skal ned på 50 %, så vi kan holde på dygtige veluddannede danskere og tiltrække dygtige veluddannede udlændinge til Danmark.
- at fordoble budgetterne til forskning, uddannelse og innovation så hurtigt, som økonomien kan bære.
I det hele taget lade være med at lade 90 % af de rigeste betale til 90 % af de fattigste. At belønne dem, som kan og vil, at hjælpe dem, som ikke kan men gerne vil, og sidst men ikke mindst at lade dem, som kan men ikke vil, mærke konsekvenserne.
Problemet ER, at det er der ikke politisk flertal for. Som jeg nævnte, er der flere skattenydere, end der er skatteydere, og dermed er flertallet væk for at gøre det, som er nødvendigt og klogt.
Får Helle og Villy magt, som de har agt, vil Danmark rutsje ned af velstandsstigen. Og Danmark vil få en gentagelse af 70'ernes Danmark, hvor statsministeren hed Anker Jørgensen.
Vi vil få en ny Anker Jørgensen, hun vil blot hedde Helle til fornavn. Det fortjener danskerne ikke.
Til slut vil jeg på denne Grundlovsdag komme med en tak til de danske soldater, som med livet som indsats gør tjeneste i udlandet.
De risikerer det ypperste de ejer, nemlig livet i kampen for frihed, demokrati og menneskerettigheder.
På en dag som i dag må vi sige tak - vi er stolte af jer.
Fortsat god grundlovsdag.