Indhold

    Om mig

    Charlotte Dyremose, Folketinget, Christiansborg, 1240 København K, Tlf. 33 37 42 04, mail: kfchdy@ft.dk

    Opstillet i Lyngby-kredsen 

    Folketinget
    Jeg blev valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti første gang 20. november 2001.

     

    Jeg har gennem årene varetaget forskellige ordførerskaber for partiet, nemlig: skattepolitisk ordfører, socialpolitisk ordfører, familiepolitisk ordfører , dyrevelfærdspolitisk ordfører, arbejdsmiljøpolitisk ordfører, energipolitisk ordfører og videnskabspolitisk.

    I dag er jeg den konservative folketingsgruppes uddannelsespolitiske ordfører og kirkepolitiske ordfører samt gruppesekretær for Den Konservative Folketingsgruppe. Herudover er jeg formand for Folketingets uddannelsesudvalg.

    Jeg er medlem af følgende af Folketingets udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget, Skatteudvalget samt Udvalget vedrørende Det Etiske Råd. Desuden er jeg stedfortræder i Det Politisk-Økonomiske Udvalg samt Udvalget for videnskab og teknologi.

    Ud over folketingsarbejdet har jeg en række bestyrelsesposter og har desuden siden 2004 været medlem af Skatterådet (tidligere Ligningsrådet).

     

    Jeg er ambassadør for  "Projekt handicappolitiker" hos Sammenslutningen af unge med handicap (SUMH).

    Uddannelse
    Jeg er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 2004, og samfundsmatematisk student fra Virum Gymnasium sommeren 1996. 


    Min baggrund
    14. juli 2001 blev jeg gift med Jacob Bræstrup (specialkonsulent) i Virum Kirke. Vi bor i dag i et dejligt hus i Virum. Sammen har vi Christian, som er født d. 7/7 2007.

     

    I min fritid er jeg konkurrencerytter. Jeg rider en disciplin, der hedder reining. Det er westernridningens dressur. Det betyder at man rider et program og bedømmes individuelt på det. Min hest er en amerikansk quarterhest, som jeg har købt i USA i 1997. Sammen har vi siden vundet adskillige nationale og internationale konkurrencer, har en lang række danmarksmester-titler og har de seneste år haft fast plads på det danske landshold.

    Jeg holder af westernridningen fordi det er en afslappet og naturlig måde at ride hesten på. Det er en fantastisk følelse at samarbejde med et dyr om toppræstationer. Og så er ridning i det hele taget en dejlig måde at komme ud i naturen og få motion. Ridning er for mig den bedste form for afslapning.

    Derfor er jeg konservativ
    At være konservativ handler om at tage ansvar. Ansvar for vores eget liv og ansvar for dem, der ikke kan klare sig selv. Men også ansvar for fremtiden og de fremtidige generationer samt for den natur, vi skal overlade til vores børn og børnebørn.

    Vi danskere er privilegerede. Vi har et veludbygget velfærdssamfund. Det skal vi bevare. Men vi skal også turde skabe nye sammenhænge. Vi skal sikre de bedste betingelser for vækst og velfærd både for de nutidige og fremtidige generationer. Det kræver først og fremmest lavere skatter, der gør det lettere at tiltrække og fastholde den kvalificerede arbejdskraft, som er forudsætningen for velfærden. Og det kræver et højt uddannelsesniveau, der sikrer, at alle får de bedste forudsætninger for et godt og velfungerende arbejdsliv.

    Politik handler ikke kun om love og vedtægter, men også om hvilke livsværdier vi ønsker for os selv og for samfundet. Vi skal lade mennesker tage ansvar selv, hvis de kan - og så længe de kan. Men vi skal være der for dem, der ikke kan klare sig selv. Ligesom vi altid må være forpligtede overfor fællesskabet og over for de kultur- og naturværdier, der er grundlæggende for fællesskabet.

    Som konservativt folketingsmedlem vil jeg forsat arbejde for at sikre sammenhængen mellem fortiden, nutiden og fremtiden.

    Konservative Charlotte Dyremose - Folketinget, Christiansborg, 1240 København K - tlf. 33 37 42 04 - Email: kfchdy@ft.dk

    www