Af Helle Sjelle, MF og EU-ordfører
I december måned kommer alverdens stats- og regeringschefer til København for at forhandle om det, der forhåbentlig munder ud i en ambitiøs, global klimaaftale. En aftale er absolut nødvendig, hvis vi ønsker at begrænse den globale opvarmning og dermed oversvømmelser, tørke – og mere ekstremt vejr i det hele taget. FN’s klimapanel, IPCC, skønner, at en begrænsning af den gennemsnitlige temperaturstigning kræver, at de udviklede lande senest i 2020 reducerer deres emissioner med 30 % i forhold til 1990-niveauet. Vi står med andre ord foran en kolossal udfordring, der kræver, at alle verdens lande løfter i flok.
EU har i flere år vist sig opgaven voksen og har på afgørende vis sat den globale klimadagsorden. Allerede i foråret 2007 fremlagde EU-Kommissionen en klima- og energipakke, der blev vedtaget af medlemslandene i december 2008. Helt centralt i pakken, som kombinerer klima med forsyningssikkerhed, er den såkaldte 20-20-20-målsætning. Den går ud på tre ting, der alle være nået inden udgangen af år 2020.
For det første skal udledningen af drivhusgasser fra EU-landene under ét være reduceret med 20 % i forhold til 1990-niveauet. I modsætning til Kyoto-aftalen er flytrafik inkluderet i dette mål, og EU arbejder for at få udledningen fra flytrafikken med i Københavneraftalen. For det andet skal 20 % af energien i EU være vedvarende, dvs. den skal stamme fra f.eks. vind-, bølge- eller solenergi. Den målsætning vil formentlig få den grønne økonomi til at blomstre. Flere europæiske regeringer vil investere massivt i forskning på dette område. I denne krisetid betyder det, at klimahensyn og økonomiske hensyn går hånd i hånd. For det tredje og sidste har EU-landene forpligtet sig til at øge energieffektiviteten med 20 % i år 2020. Det indebærer, at energien udnyttes bedre, ved at bygninger isoleres bedre, biler køres længere på literen og lign. Også denne målsætning vil sætte skub i den grønne økonomi.
EU-landene – og altså også Danmark – har altså forpligtet hinanden til tre meget ambitiøse målsætninger. Men den hidtidige indsats får ikke EU til at hvile på laurbærrene. Op til klimatopmødet i december arbejder EU målrettet for, at der opnås global enighed om en ambitiøs klimaaftale. EU fører med et moderne udtryk klimadiplomati. Et centralt mål for EU er at sikre finansieringen af en klimaaftale, der vil kræve mange ressourcer og investeringer. Et globalt system for kvotehandel skal bidrage med penge til investeringer i mere miljørigtig teknologi. Derudover må de udviklede lande besinde sig på at bidrage til anselige klimainvesteringer i ulandene, der også inkluderer tilpasninger til de klimaforandringer, der allerede nu finder sted. Et eksempel kunne være bygning af diger.
Konklusionen er klokkeklar: EU er alfa omega, når det gælder om at imødegå den globale opvarmning og alle dens skadelige følger. En mere klimavenlig verden kræver en fælles indsats, og her er EU et eksempel for resten af verden. Det bør vi Konservative sætte pris på, fordi ansvarlighed og fornuft for os er vigtige værdier.