Accept af Cookies på Konservative.dk

Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen.

Det Konservative Fyrtårn

I anledningen af Per Stig Møllers 70 års fødselsdag har Konservative udgivet et festskrift med en pragtrække af fødselarens allerbedste artikler, samt bidrag fra en lang række skribenter, bl.a. Poul Schlüter, Connie Hedegaard, Bertel Haarder, Mogens Lykketoft, Carl Bildt, Torben Steno og Johannes Riis.

En oplagt julegaveidé til den oplyste.

Bogen kan købes for 100 kr+porto ved henvendelse til Konservatives hovedkontor, Tlf. 33374344  info@konservative.dk

Tryk på billedet for at læse et uddrag fra bogen

Anmeldelse af Det Konservative Fyrtårn

Af Lars Kristensen

I Danmark er der tradition for, at når humanistiske videnskabsfolk runder et skarpt hjørne, giver kolleger og venner dem et festskrift, hvor de kommer med en række bidrag som en gave til fødselaren. Det sker som regel med udgangspunkt i det universitet, hvor han eller hun er ansat. Tidligere minister og partiformand Per Stig Møller har ikke i mange år været ansat på et universitet, men til gengæld har Det konservative Folkeparti fået den glimrende idé at udgive et festskrift i anledning af hans 70 års fødselsdag den 27. august 2012.

”Det konservative fyrtårn” er opbygget som en vekselvirkning mellem indlæg skrevet af Per Stig Møller selv i form af uddrag fra hans mange bøger og kronikker fra de sidste godt 20 år og så indlæg fra politikere, kulturpersonligheder og andre, som på den ene eller anden måde har haft en nær kontakt til fødselaren i kortere eller længere tid.

De sidste er i sagens natur en blandet landhandel, der går fra ren hyldest til en vis afdæmpet kritik. Naturligt nok fremhæver de Per Stigs intellekt, store viden og overlegne beherskelse af store stofområder. Men flere er også meget åbenhjertige i at nævne et heftigt temperament, utålsomhed med mere langsomme hoveder og en stor selvbevidsthed om egne evner. Som Schlüter gengiver Per Stig: hvorfor citere andres bøger, når man kan citere sine egne!

Især Connie Hedegaard går tæt på mennesket Per Stig Møller, mens journalisten Torben Steno har nogle glimrende betragtninger over den – i hvert fald i Danmark – meget svære kunst at være intellektuel i det politiske liv. Til gengæld kunne Mogens Lykketoft godt have sparet os for sine skråsikre meninger om Anders Fogh Rasmussens dominans og om, at Per Stig Møller i virkeligheden var imod Irak-krigen – uden at han besværer sig med at dokumentere det.

Indlæggene fra Per Stig selv er dels tre uddrag fra hans bøger ”Midt i redeligheden” (1981), ”Kurs mod katastrofer” (1993) og ”Tro håb og fællesskab” (1980), dels kronikker fra især Berlingske Tidende fra 1997-2011, den sidste skrevet lige efter det dårlige folketingsvalg i september og vel én af de første dybere refleksioner over det. Per Stig Møllers høje integritet fremgår blandt andet af kronikken fra Berlingske Tidende 31. juli 2011, hvor kulturministeren kraftigt revser ”Tante Berlingerens” kritik af den offentlige kunststøtte. Knæfald for andre ligger afgjort ikke til Per Stig Møller.

De udvalgte uddrag og kronikker er særdeles velvalgte, og det slår én, at for eksempel uddraget fra 1981 om formynderstaten og overvågningssamfundets fremmarch lige så godt kunne have været skrevet i dag – vel at mærke efter, at der i mellemtiden har været to lange perioder med borgerlige regeringer, som vel i princippet burde have gjort noget ved det. Dog kunne man have ønsket sig, at der også havde været uddrag fra to af Per Stig Møllers absolutte hovedværker, ”Den naturlige orden” (1996) og ”Munk” (2000).

De meget forskellige bidragydere og Nikolaj Bøghs oversigtsartikel over Per Stig Møllers liv viser den meget store spændvidde i fødselarens karriere, ikke kun som forfatter og politiker, men også som lektor på Sorbonne og ledende skikkelse i Danmarks Radio. Og i hans egne bidrag kan man endnu engang glæde sig over de skarpe analyser og det høje niveau, som altid kræver fuld opmærksomhed fra læseren. Som Connie Hedegaard rigtigt skriver, snobber Per Stig aldrig nedad, men forventer, at læseren kan følge med. Og så er Per Stig mig bekendt én af de eneste i Danmark, der stadig bruger det gamle ord ”thi”, hvilket i sig selv er sigende for fødselarens intellektuelle habitus. I forhold til et traditionelt festskrift mangler der et tabula gratulatoria, hvor venner, kolleger og andre kunne bringe deres hilsen til fødselaren, og ikke mindst mangler der en bibliografi over Per Stigs forfatterskab. Men dét ville måske have sprængt rammerne for udgivelsen.