5. oktober 2009

    Budget 2010-13, 2. behandling

    I dag skal vi stemme om budgettet for det kommende år – 2010. Men før vi stemmer har vi den politiske debat om næste års budget. Jeg vil – som borgmester – lægge ud.

    Af: borgmester Rolf Aagaard-Svendsen


    I dag skal vi stemme om budgettet for det kommende år – 2010. Men før vi stemmer har vi den politiske debat om næste års budget. Jeg vil – som borgmester – lægge ud.


    Budgetforlig


    Situationen i år er, at der er indgået budgetforlig mellem Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne. Det sker efter en måneds politiske drøftelser, som blev sat i gang med Kommunalbestyrelsens temamøde 26. august 2009.


    Fakta om budgettet


    Budgetforliget betyder, at borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune vil opleve:


    • Uændrede indkomstskatter, grundskyld og dækningsafgift
    • Kirkeskatterne løftes marginalt som følge af statens reduktion af de centrale bevillinger
    • Taksterne prisfremskrives – men holdes ellers i ro – med undtagelse af ungdomsklubberne, hvor forliget indebærer en fastfrysning af takstniveauet
    • Investeringer i de næste 4 år for godt 400 mio. kr. med øget fokus på idræt og skoler, men med fastholdelse af højt renoveringsniveau på eksisterende bygninger
    • Øget indsats på velfærdsområder som skole, småbørn og ældre
    • Krav om ansvarlige effektiviseringer i den kommunale organisation for at skabe varig finansiering af de øgede servicebudgetter
    • En kassebeholdning der holder sig langt over målsætningen på minimum 130 mio. kr.


    Kort sagt leverer budgetforliget en fortsættelse af den ansvarlige styring af Lyngby-Taarbæk Kommune, som har været tilfældet i de tidligere år.


    Forliget skal ses i lyset af den internationale finansielle krise. Den har også ramt LTK og medført, at vi fremover vil gå mere forsigtigt til værks når det gælder salg af ejendomme.


    Af den grund har vi udskudt et enkelt større anlægsprojekt – den fælles driftsplads. Der er dog enighed om, at projektet kan genoptages såfremt konjunkturerne skulle give mulighed for det igen.


    Endelig vil jeg blot minde om, at forsyningstaksterne på vand, spildevand og affald allerede er på plads og meldt ud. Dette skyldes som bekendt, at vi har lavet et selvstændigt selskab på forsyningsområdet. Bestyrelsen for selskabet har i en pressemeddelelse den 28. september fastslået at opkrævningen i 2010 ikke øges.


    Dialog om budgettet


    For at vi som kommunalbestyrelse kan vedtage det endelige budget, er det vigtigt at kende mange forskellige synspunkter på det forslag som lægges frem. Derfor føres der en dialog med mange forskellige parter – og det er vigtigt.


    Dels har vi i vores egen organisation haft dialog om budgettet. Hovedudvalget havde et spændende møde med Økonomiudvalget, hvor der blev givet en række helt konkrete meldinger til budgettet i forhold til den faglige opgaveløsning i de enkelte sektorer. Økonomiudvalget har været glad for dialogen og jeg synes også at budgetaftalen viser, at der er blevet lyttet.


    Herudover har vi fået nogle – men ikke så mange – høringssvar fra organisationer og bestyrelser. Dem har vi læst nøje. Og flere af høringssvarene har ført til konkrete forslag i det vedtagne budget. Ligesom de har skærpet den politiske opmærksomhed omkring initiativer, som vi vil følge op på i det kommende år.


    Endelig har vi haft det store borgermøde ”Din mening”. Her blev udarbejdet et idékatalog som de politiske partier har kunnet orientere sig i forhold til.


    Alt i alt tror jeg, at de politiske partier har været godt hjulpet af de mange aktørers, vores ansatte og borgernes synspunkter på det fremsatte budgetforslag. Jeg vil gerne takke for de mange input – og slå et slag for, at vi i de kommende år fortsat udvikler budgetdialogen ad de spor vi har lagt ned i år!


    Det konservative udspil til budgettet


    Da vi den mandag den 31. august havde 1. behandling af budgettet, fremlagde jeg på mit partis vegne de ønsker og krav vi havde til de forestående budgetforhandlinger:


    • Flere penge til forebyggelsen på ældreområdet
    • Udvikling af folkeskolen med moderne undervisningssystemer, og øget vægt på naturfag og fysiske rammer der kan understøtte disse tiltag
    • Aktiv indsats overfor miljøet ved formulering af klimastrategi og offensiv varmeplanlægning
    • Intelligente parkeringsløsninger i Lyngby bymidte
    • Tiltag over for støjen for bebyggelser tæt på mest trafikerede veje
    • Renovering af idrætsfaciliteter
    • Fremrykning af renoveringen af Lyngby Svømmehal
    • Bedre muligheder for genoptræning af Lyngby borgere som har været på hospitalet


    Det var vores hovedønsker til budgetforhandlingerne. Det er derfor med glæde jeg kan konstatere, at der på SAMTLIGE af de konservative hovedønsker, er taget synlige og mærkbare initiativer med budgetforliget.


    Men et godt forlig indebærer jo ikke blot, at det er mit partis ønsker der er imødekommet – også Socialdemokraterne har fået indrømmelser. Og det er jeg helt sikker på, at Simon Pihl Sørensen lige om lidt vil gøre os alle opmærksomme på. Sådan skal det være! Ansvar, indflydelse og indrømmelser følges ad i politik.


    I dette års budget har vi også måtte prioritere hårdt. Vi har udskudt anlægsopgaver for ca. 100 mio. kr. som følge af den finansielle krise. Det fandt vi mest ansvarligt.


    Endelig er der i budgettet også taget højde for, at vi i indeværende år ikke kunne gennemføre enkelte af beslutningerne fra sidste års budget. Dette er også et udtryk for den ansvarlighed, der har præget de to partier omkring budgetforliget. Vi har lyttet til borgerne og ryddet op i egne beslutninger fra forrige år.


    Forskellige syn på effektiviseringer og skat


    Når vores budgetforlig ikke også kom til at omfatte SF, Venstre og de Radikale skyldes det ikke uenighed om, at vi alle gerne så en øget service på de brede områder. Som det fremgår af ændringsforslagene, så er der stor overensstemmelse i retningen.


    Men for SF’s vedkommende baserer de meget store udvidelser af budgettet sig på skattestigninger. Det er for det første ikke vores kop te. For det andet vil det betyde en statslig sanktion, der vil gøre det til en rigtig dårlig forretning. Der er en række kommuner, der har fået lov til at sætte skatten op. Dem hører vi ikke til. Vores økonomi er simpelt hen for god. Vi har end ikke fået del i lånepuljerne bl.a. til skolebyggeri, som vi tidligere har kunnet. Vi ville heller ikke blive særlig populære hos de øvrige kommuner i landet, idet de skulle være med til at betale sanktionerne.


    Venstre og de Radikales budgetforslag baserer sig ligesom vores på uændret skat, men de to partier havde det synspunkt, at der kunne gennemføres effektiviseringer for op imod 100 mio. kr. over de næste 4 år. Dette skulle så bruges til at finansiere endnu større serviceløft her lige op til valget.


    Det tror vi simpelthen ikke på kan lade sig gøre. Hvis vi virkelig i vores hjerter havde tiltro til, at de to partier havde fundet en masse gratis millioner, så kan jeg forvisse alle om, at de lynhurtigt havde fundet vej ind i det konservative budget for 2010.


    Vores vurdering har været, at effektiviseringer KAN lade sig gøre. Der ligger derfor effektiviseringer for ca. 40 mio. kr. i budgetforliget over de næste 4 år. Dertil kommer, at vi skal huske på, at de foregående års to budgetter også indeholdt effektiviseringer. Nogle af disse på eksempelvis ældreområdet er ikke helt opnået endnu, selvom der arbejdes flot med udfordringen.


    Så den politiske uenighed har sådan set mest handlet om, hvor store effektiviseringer der kunne findes. Bliver de for utroværdige – kommer de jo tilbage som ”skjulte besparelser” på serviceområderne – og det forringer den borgernære service. Det vil vi ikke være med til. Egentlige effektiviseringer skal kunne gennemføres uden serviceforringelser. Og det er ganske enkelt vores politiske ansvar at sørge for at budgetter og service hænger sammen.


    Jeg respekterer dog, at der kan være forskellige politiske vurderinger af hvor store effektiviseringer man kan kaste vores organisation ud i. Og her var vi altså uenige.


    Gå forsigtigt frem


    I et valgår kunne det selvfølgelig være fristende at tage alle finansieringsforslagene ind og så se, hvad der skete, men risikoen for at skulle skære det, vi har lagt på, væk igen til næste år, mener vi, er for stor. Vi vil hellere tage et skridt ad gangen end to skridt frem og et tilbage. Vi vil hellere se at effektiviseringerne kommer i hus, før vi tager det næste skridt. Vi vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt. Det synes vi er ansvarlig politik.


    Det har været et konservativt hovedkrav, at vi kunne aflevere LTK i god stand til den nye kommunalbestyrelse i den kommende periode. Og det har vi nu sikret med det budgetforlig, der foreligger til vedtagelse lige om lidt.


    De to seneste budgetter har været rigtig hårde. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi med dette budget kan skue fremad igen. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi var ansvarlige og bremsede op, så vi sikrede vores økonomiske fundament. Så vi hverken er kommet under administration eller skal ud og fyre i hundredvis af medarbejdere, som det er til fældet for en række andre kommuner.


    Vi skal fortsætte udviklingen af vores kommune, hvor vi prioriterer den gode service for de brede grupper og en endnu bedre service for de svageste. Vi skal sikre tidssvarende indskolingsmiljøer i vores skoler samtidig med at vi både moderniserer og vedligeholder det eksisterende. Vi skal også udvikle vores dialog med de frivillige og borgerne samtidig med at vi udvikle samarbejdet i kommunalbestyrelsen.


    Vi skal kort sagt fortsætte med at udvikle hele LTK i de kommende år. Vi skal turde sætte fornyelse af den overordnede vision for vores kommune på dagsordenen. Vi skal sikre os et fælles billede af vores kommune, som vi ser den om 15-20 år. Det tror jeg vi har brug for at få drøftet med hinanden, med borgerne og med virksomhederne i vores kommune, så vi kan få manifesteret en ny stærk vision for LTK i fremtiden. Det vil vi i det konservative folkeparti arbejde for kommer på dagsordenen!


    Tak til forvaltningen for det store arbejde, der er udført i disse måneder.

    Konservative i Lyngby-Taarbæk - E-mail: lyngby@konservative.dk