For 70 år siden rullede en mørk tid med krig og besættelser gennem Europa. Nazisternes mørke tanker,forfølgelser af uskyldige og drab var den hårde hverdag – også for Danmark fra den 9. april 1940. Efter fem lange år brød solen gennem skyerne og Danmark blev befriet. Den 5. maj 1945 vendte livet og lyset tilbage. Og det markerer vi den dag i dag med at sætte levende lys i vores vinduer aftenen før.
Spørgsmålet er, om det også vil ske om 30, 40 eller 50 år? I år blev det klart for mig, at det er et ret relevant spørgsmål. Den 4. maj sagde jeg nemlig til nogle jeg kender: I dag skal vi huske at sætte levende lys i vinduet.
Der blev kigget spørgende på mig. Og det undrende blik fortsatte selvom jeg nævnte: Det er jo den 4. maj –aftenen før årsdagen for Danmarks befrielse.
Hvorfor kommer jeg med denne historie?
Det gør jeg fordi jeg frygter, at kendskab til den danske besættelse er ved at gå tabt. Det var en af de hårdeste perioder i Danmarks historie. En tid, hvor mange danske borgere mistede deres kære familiemedlemmer og venner i kampen for Danmark. En tid, hvor danske værdier var under et voldsomt pres. En tid, hvor vi levede under afsavn. Jeg tror ikke mange unge kan forestille sig, at det dengang faktisk var umuligt at købe mange af de varer, vi i dag betragter som helt naturlige.
Det er vigtigt, at vi kender vores historie. At vi kender det stof vi er gjort af. At vi kender baggrunden for vores værdier og demokratiske rettigheder.
Den 5. maj mindes vi befrielsen af Danmark. I dag fejrer vi vores Grundlov – og dermed hylder vi vores frihedsrettigheder, demokratiske spilleregler – ja, hele rammen om det danske samfund, vi alle elsker højt. Vi skal derfor bevare mærkedage som Grundlovsdag. Og vi skal fortælle vores børn og de kommende generationer, baggrunden for Grundloven og vores demokrati.
Frivillige, styrkelse af civilsamfundet og fremme socialøkonomiske virksomheder
Intet kommer af sig selv. Ligesom vi skal værne om vores Grundlov og demokrati, skal vi også passe på vores velfærdssamfund.
Som konservativ socialminister, er det vigtigt for mig at slå fast: Vores samfund skal måles på, hvordan vi tager os af de svageste. Vi skal derfor holde fast i, at der er grænser for, hvad det offentlige kan løfte af livets goder og byrder. Og så skal vi også huske, at et stærkt civilsamfund er fundamentet for vores velfærdssamfund.
Civilsamfundet er alt det, som ikke er staten, og som heller ikke er den private sfære. Civilsamfundet er det, som binder vores samfund sammen. Og her er et stærkt civilsamfund blandt andet kendetegnet ved et rigt foreningsliv, mange frivillige organisationer og omtanke for hinanden.
De frivillige foreninger og organisationer har på mange måder vist vejen for vores velfærdssamfund, som vi kender i dag. Mange af velfærdssamfundets bærende institutioner – fra børnehaver til plejehjem og krisecentre – er udsprunget af frivillige initiativer. De frivillige er således med til at udvikle vores velfærdssamfund og skabe nye innovative løsninger.
Derfor er jeg meget glad for de mange frivillige, som hver eneste dag gør en frivillig indsats. Det kan være:
- Forældrene og andre, som er med til at understøtte den lokale idrætsforening til glæde for børnene
- Genbrugsforretningen, som udover at skabe fællesskaber for dem som er der frivilligt, også samler penge ind til gode formål
Og værestedet, hvor frivillige tager en snak og hjælper nogle af samfundets udsatte borgere.
For mig er der ingen tvivl om, at den frivillige verden spiller en vigtig rolle i vores samfund. Og så har civilsamfundet og de frivillige en rummelighed, som det offentlige aldrig vil kunne tilbyde på samme måde.
Det offentlige kan give alkoholikeren et behandlingstilbud. Men når han er trist og ensom – og bare har lyst til en snak – så har sagsbehandleren jo ikke altid tid. Og slet ikke uden for kontorets normale åbningstid.
Set med mine øjne, er det frivillige Danmark med til at opretholde det høje velfærdsniveau, vi har i dag. Rigtig mange udfører en frivillige indsats, men endnu flere har glæde af det frivillige arbejde, der udføres.
At indgå i netværk og være en del af et fællesskab er for alle en vigtig del af livet. Det øger livskvaliteten, at være omgivet af mennesker, der holder af en og med én. En sådan relation kan aldrig helt erstattes af et offentligt tilbud. Livsindhold, selvværd, personlige relationer og nærhed kan ikke købes for penge.
Jeg har hørt flere frivillige give eksempler på, hvor vigtigt det er for den udsatte, at hjælpen er frivilligt funderet – at en person gør indsatsen af egen fri vilje og uden betaling. Det giver en særlig relation og udgør uerstattelig værdi for den berørte. Det kan eksempelvis være ved at give et udsat barn en ven eller en enlig mor et socialt netværk.
Derfor skal vi have et stærkt civilsamfund i Danmark. Regeringen har gennem de seneste år sat gang i en række initiativer, som styrker civilsamfundet og det frivillige Danmark.
Men vi skal videre. Det er ægte konservativ politik. Derfor er jeg godt tilfreds med, at regeringen har givet civilsamfundet en central placering i regeringens arbejdsprogram fra februar.
Og som konservativ socialminister er jeg glad for, at jeg skal stå i spidsen for at udarbejde en strategi, der systematisk inddrager civilsamfundet i arbejdet med socialt udsatte personer og familier. Strategien skal blandt andet finde frem til de områder, hvor frivillige og private aktører kan bidrage til at styrke den sociale indsats. Lad mig nævne nogle af de ting, som jeg vil tage med i strategien.
Før det første er det min ambition at synliggøre de ressourcer og potentialer, der ligger i civilsamfundet – både inden for de områder, hvor der er aktiviteter i dag, men også inden for nye områder, hvor vi endnu ikke har taget fat.
For det andet vil jeg arbejde for, at den frivillige verden kan blive mere opsøgende i forhold til udsatte grupper.
For det tredje er det mit mål, at flere yder en frivillig indsats. I dag yder lidt over hver tredje dansker en frivillig indsats. Min vision er, at inden 2020 yder hver anden dansker en frivillig indsats. Det kan være få timer om måneden – til nogle timer om ugen. Og det er ikke uopnåeligt. Tag blot et kig på vores nordiske naboer: I Sverige yder hver anden svensker en frivillig indsats. Og i Norge yder op seks ud af ti nordmænd en frivillig indsats. Når de kan, så kan vi også.
For det fjerde, har jeg kig på socialt iværksætteri. Jeg vil udarbejde en handlingsplan for, hvordan vi kan styrke socialt iværksætteri og fremme de socialøkonomiske virksomheder. Mit ønske er flere socialøkonomiske virksomheder, som med meningsfuldt arbejde giver de svageste grupper én chance, og dermed et økonomisk løft – og ligeså vigtigt – vise, at der også er brug for dem i vores fællesskab. Og det er der mange fordele ved. For udover øget livskvalitet for den enkelte, kan det være med til at sænke behovet for psykiatrisk behandling og betyde færre omkostninger til offentlig forsørgelse,
Det er der god musik i. Det er der derimod IKKE i socialdemokratens Mette Frederiksens forslag om det man kan kalde for ”sociale fabrikker” – at kommunerne skal tvinges til at etablere kommunale virksomheder, hvor dem uden arbejde skal arbejde.
Nej – det er ikke den rigtige vej. Lad os i stedet satse pånye løsninger fra de mange ildsjæle, som på eget initiativ vil starte en socialøkonomisk virksomhed, hvor målet er bæredygtighed. Dermed skabes også meningsfuldt arbejde for dem, som har brug for en hjælpende hånd. Det kan f.eks. være en person som er eller har været hjemløs, eller en person med en fysisk eller et psykisk handicap. Mette Frederiksens sociale fabrikker er en død sild. Jeg vil meget hellere fremme socialøkonomiske virksomheder, som kan være en vej til inklusion for de svageste.
Konservativ socialpolitik
Nu er jeg ved at komme ind til kernen i konservativ socialpolitik. Det kan jeg som konservativ socialminister heller ikke lade være med.
Konservativ socialpolitik handler først og fremmest om at drage omsorg og tage hånd om de udsatte grupper i vores samfund. Konservativ socialpolitik handler også om hjælp til selvhjælp. Fuldstændig som grundlæggeren af Kofoeds Skole, kordegn Hans Christian Kofoed,beskrev det. Vi vil ikke opgive mennesker – men at i stedet forsøge at hjælpe med at finde en vej ud af de sociale problemer.
Det er også baggrunden for, at vi ikke går ind for en relativ økonomisk fattigdomsgrænse. For det er bare et tal, som ikke løser de grundlæggende problemer for dem, som lever på kanten af samfundet. Derfor er jeg også glad for, at vi i regeringen er gået i gang med atudarbejde nogle retvisende fattigdomsindikatorer, som kan hjælpe med at sætte fingeren på nogle af de problemer, der er årsagen til, at det for den enkelte elleren familie er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Dermed kan vi bedre sætte ind med en målrettet hjælp, som virker.
Regeringen har gennem årene sat mange tiltag og initiativer i gang for de udsatte grupper i vores samfund. Men der er stadig meget at gøre. Jeg tænker for eksempel på:
Den enlige unge mor, hvor vi skal hjælpe hende med at få taget en uddannelse, der er den rette vej til at kunne klare sig selv
Barnet, som lider under omsorgssvigt i hjemmet og derfor har krav på hjælp fra samfundet
Personen med en psykisk lidelse, hvor der skal være mere sammenhæng og respekt i behandlingen – og vi med den rette hjælp kan få dæmmet op for de mange, der i dag får en førtidspension på grund af en psykisk lidelse
Forskellen mellem os og oppositionen
Efter at have været socialminister i lidt over tre måneder, ser jeg tydelige forskelle på vores politik på det sociale område og Socialdemokraterne og SocialistiskFolkeparti. Det kan også hænge sammen med, at de i stedet for at løse de opgaver, vi står over for, er ikonstant valgkamp.
Nå men tilbage til nogle af forskellene. Lad mig komme med et par eksempler:
For Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er man først rigtig social, når man går ind for meget lange dagpengeperioder og højere og højere ydelser til passiv forsørgelse. Ja, og det er først rigtigt godt, når man ligger milevidt over alle andre landes niveau.
Vi vil en anden vej. Er arbejdsløshed det eneste problem, så skal det altid bedre kunne betale sig at arbejde end at være på passiv forsørgelse. Og har man flere problemerend arbejdsløshed, så skal samfundet sætte ind med den rette hjælp, så det på sigt bliver muligt at blive helt eller delvist selvforsørgende, og på den måde få et godt liv.
Et andet sted, hvor der er stor forskel, er spørgsmålet om valgfrihed for vores ældre borgere. Med deres seneste forslag vil Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti undergrave de ældres frie valg af hjemmehjælp og personlig pleje. En rettighed som regeringen siden 2001 har brugt mange kræfter på at sikre.
Her skal man lige huske på, at Socialdemokraterne i en rum tid har været arve modstandere af, at folk kunne finde på at sende deres børn på privatskoler. Nu har det jo vist sig, at flere af socialdemokraterne netop har gjort brug af muligheden for at sende deres børn i en privat skole frem for folkeskolen. Da Mette Frederiksen skulle forklare sin nye holdning, så gav hun udtryk for, at efter hun var blevet mor, var hun blevet klogere. Det kan være, at Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen skifter mening om vores ældre borgeres frie valg, når de selv bliver gamle og får brug for hjemmehjælp.
En aktiv socialpolitik kræver økonomisk ansvarlig
Der er store forskelle på vores socialpolitik. Og der er store forskelle i holdningen til, hvordan vi kan sikre en aktiv socialpolitik i fremtiden.
Den internationale krise har ramt bredt og hårdt med en kraft som en økonomisk tsunami.
Med en rekord lav ledighed og en stærk økonomi, var Danmark godt rustet før krisen satte ind. Samtidig har en aktiv krisepolitik dæmpet konsekvenserne af krisen – men det har også øget gælden.
Oppositionen prøver gang på gang at give regeringen skylden for den internationale krise, og lukkerkonsekvent øjnene for, at Danmark står i en meget bedre situation end en række andre europæiske lande, som må gå langt hårdere til værks for at genoprette økonomien.Og det er nødvendigt hurtigt at genoprette økonomien – ellers rammes man som land af spekulation, usikkerhed, højere renter, negativ vækst – den direkte vej mod konkurs. Og det rammer altid de svageste grupper hårdest. Derfor er ansvarlig økonomisk politik afgørende for en aktiv socialpolitik.
I Danmark skal vi finde 24 milliarder kroner for at sikre ro om den danske økonomi. Men hvis Danmark skulle forbedre de offentlige budgetter lige så meget som Holland, så skulle vi finde 37 mia. kr. Hvis vi skulle gøre som Irland, så skulle vi finde godt 170 milliarder kroner. Og hvis vores situation var ligesom i Grækenland, var opgaven 275 mia. kroner.
Ja, jeg forventer ikke nogen tak fra oppositionen. Men de har ikke engang et reelt forslag til løsning. De har faktisk slet ingen løsning. De påstår blot, at alle problemer bliver løst, hvis alle danskere – om nogle år - arbejder 1 time mere om ugen. Det er, hvad jeg kalder for varm luft og mange fugle på taget.
Og det var grotesk at opleve, at mens resten af Europa var optaget af at udsende signaler om økonomisk ansvarlighed, så fremlagde Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti deres udspil, som ville øge gælden med 11 til 26 mia. kr.
Vi skal sige det klart og tydeligt: Det er asocialt og vil ramme de svageste borgere.
Afslutning
Vi har nu tydelige forskelle på regeringens og oppositionens politik. Det kan godt være, at oppositionen rider på en bølge lige nu med deres lette og urealistiske løfter, Men tror mig, de topper for tidligt. Og vi kommer stærkt igen.