Folketingsmedlemmer i S og SF fordømte i Nyhederne på TV2 i lørdags ministres medietræning fordi den er betalt af skatteyderne. Oppositionen siger at de ikke vil tage imod medietræning som er betalt af skatteborgerne - ej heller som ministre, hvis de skulle vinde næste valg.
Socialdemokraten Benny Engelbrecht har endog kaldt Statsministeren i Samråd med det formål at få Miljøminister Karen Ellemann til at betale sin egen medietræning.
Men det er hul tale og ren spin fra Socialdemokraternes side, når de samtidig udemærket er klar over, at byrådsmedlemmer fra S medietrænes på borgernes regning.
Det sker eksempelvis her i Odense, hvor hele byrådet her i foråret har været på en hel dags medietræning i mindre grupper over mindst 4 dage i foråret. Således er Socialdemokrater i Odense blevet medietrænet for netop borgernes penge af et professionelt konsulentfirma som var hyret udefra til opgaven.
Det helt paradoksale i denne sag er, at hvis man tager prisen pr. person, så har medietræningen i Odense kostet mere end Karen Ellemanns medietræning!
Socialdemokraternes udmelding er dermed ren dobbeltmoral, hvor de bilder befolkningen en historie på ærmet, mens de samtidig udmærket ved at mange af deres partifæller modtager selvsamme slags træning som de holder dundertaler imod.
Socialdemokraterne kunne jo derfor starte med at få styr på deres egne partikammeraters medietræning inden de skælder ud på Regeringen.
Min egen holdning til medietræning er klar: Jeg ser positivt på medietræning af politikerne, fordi det gør politikerne dygtigere til at varetage deres politiske hverv, hvilket må være i alles interesse.