Blogindlæg 9. april 2010

    Tid til borgerlig politik - udenom DF

    Det er tid til forandring i det politiske Danmark. Det er tid til mere seriøs politik og mindre populisme.

    Det er tid til mere snak om velfærdssamfundets fremtid og mindre snak om fodlænker og tørklæder. Det er tid til mere borgerlig politik og mindre DF!

    Én af konservatismens grundpiller er tolerance, hvorfor det også er selvmodsigende at benytte DF som parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering. DF bygger på meget andet end tolerance, hvilket sidst blev demonstreret, da Jesper Langballe postulerede, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og lader onklerne voldtage dem. Desuden har partileder Pia Kjærsgaard ytret, at symbolet for tørklæder og hagekors er det samme. Jeg mener, at DF med sådanne holdninger befinder sig i noget som bedst kan beskrives som en politisk gråzone. Derfor mener jeg også, at det er tid til at se sig om efter bedre alternativer for en ny borgerlig regering.

    Tilbage i slutningen af 1980’erne dannede KVR fælles fodslag i et regeringssamarbejde, og jeg tror tiden endnu engang er kommet til, at de borgerlige partier inviterer De Radikale med ved bordet. Mine tanker herom blev for nyligt underbygget af De Radikales tilslutning til spørgsmålet om afskaffelsen af efterlønnen og diskussionen om velfærdssamfundets fremtid. Der er således grobund for, at en ny borgerlig regering med en mere sammenhængende og pragmatisk politik, kan hjælpe Danmark ud af den krise, vi befinder os i netop nu, og endvidere sikre at landet igen får ry for at være tolerant overfor udefrakommende etniske minoriteter.
    .

    Kontakt

    Det Konservative Folkepartis Hovedkontor


    1051 København K


    Konservative Mai Henriksen - Email: mai@odense.dk Tlf - +45 20 61 45 95