I 1982 fik Danmark med Poul Schlüter sin første konservative statsminister. Han etablerede et borgerligt samarbejde, der skulle komme til at vare i mange år.
Det første ministerium Poul Schlüter tiltrådte 10. september 1982. (Ditlev Tamm: Det Høje C, 1999)
De økonomiske problemer blev stadigt værre, samtidig med at de offentlige udgifter voksede, og devalueringer var dagens orden.
I 1982 gav den socialdemokratiske regering op, og firkløverregeringen under Poul Schlüters ledelse fik ansvaret for den økonomiske genopretning. For første gang nogensinde fik Danmark en konservativ statsminister. Poul Schlüter og Det Konservative Folkeparti ledede dermed regeringen og holdt de borgerlige partier fast i et samarbejde, der varede de næste ti år. I denne periode gennemførtes den økonomiske genopretning, der i 90'erne er slået igennem med fuld styrke. Det blev gjort attraktivt at spare op med skattereformen og kartoffelkuren fra midtfirserne, hvilket er en væsentlig årsag til, at Danmark i dag har overskud på betalingsbalancen. Dyrtidsreguleringen blev afskaffet og kronens kurs lagt fast. Forskellen mellem løn og dagpenge blev øget, så det blev mere attraktivt at arbejde. Endelig blev der indført en realrenteafgift på pensionsopsparing, uden hvilken Danmark fortsat ville have haft underskud og en stigende statsgæld. Da den borgerlige regering som følge af Tamil-sagen gik af i 1993, var økonomien således bragt på fode igen. Regeringsskiftet forhindrede til gengæld ønsket om at udnytte opsvinget til den nødvendige fremtidssikring af velfærdssamfundet.
Udover de markante økonomiske forbedringer lykkedes det også Det Konservative Folkeparti at sætte en ny dagsorden. Nu er det ikke længere tabu at diskutere privatiseringer, udliciteringer og størrelsen af de offentlige ydelser. Samtidig er Danmark gået fra at være et land af forbrugere til at være et land af opsparere.
Efter at den borgerlige regering gik af i 1993, valgte Poul Schlüter at træde tilbage som leder af Det konservative Folkeparti. Efter en kort overgangsfase med delt ledelse blev Hans Engell valgt som ny leder. Hans Engell videreførte den solide konservative tradition med at søge resultater, også som oppositionsparti. Partiet indgik i 1995 et finanslovsforlig med regeringen - uden Venstre - mod at få solide borgerlige indrømmelser. Det kostede megen hård kritik, ikke mindst fra Venstre. Men når der ikke er flertal for en borgerlig regering, ser Det Konservative Folkeparti hellere, at regeringen presses til et samarbejde om borgerlige mærkesager, end at venstrefløjen får indflydelse. Det var ikke muligt at indgå forlig med regeringen om finanslovsåret 1997. Og med regeringens afgiftspakke med venstrefløjen fra maj 1997 var regeringens vilje til klare borgerlige fingeraftryk blevet endnu ringere.
I marts 1997 trådte Hans Engell tilbage som partiets leder. Partiets nye leder Per Stig Møller fortsætter den politiske linie og prioriterer særligt arbejdet med de reformer af velfærdsstaten, Det Konservative Folkeparti længe har efterlyst. Den danske økonomi er takket være Det Konservative Folkeparti nu så stærk, at det er på tide at beskæftige sig med de grundlæggende spørgsmål om samfundets indretning.
Ved valget i 1998 går partiet tilbage fra 27 til 16 mandater. Per Stig Møller træder i marts 1998 tilbage som politisk leder af Det Konservative Folkeparti og i hans sted vælges Pia Christmas-Møller. På landsrådet i november 1998 efterfølges Per Stig Møller af Poul Andreassen som partiformand.
Efter en turbulent periode i folketingsgruppen, træder Pia Christmas-Møller i august 1999 tilbage som politisk leder og politisk ordfører.
Efter et par dages møder i folketingsgruppens bestyrelse enes hele folketingsgruppen om at vælge et nyt ledelsesteam med Bendt Bendtsen som gruppeformand og politisk leder, Lene Espersen som politisk ordfører og Brian Mikkelsen som næstformand.