Indtil dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915 var partiet Højre det dominerende konservative parti.
Konseilspræsident, statsminister, Jakob Brønnum Scavenius Estrup
Men det blev af mange uden for partiet forbundet med den hidtidige partileder, fhv. konseilspræsident, statsminister Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Fra 1884 til 1894 klamrede Estrup sig - gennem finanslovsnægtelser og provisoriepolitik, dvs. midlertidig lovgivning - til magten. Mange inden og uden for Højre følte derfor et stort behov for et nyt parti, der kunne få en mere moderne og socialt indstillet konservativ profil. Det bør dog i den sammenhæng fremhæves, at de første sociallove blev gennemført under Estrup, og at mange af Højres lokale vælgerforeninger gik under navnet "Højres arbejder- og vælgerforening".
Udfra ønsket om et nyt parti dannede en gruppe unge konservative derfor i 1915 en klub ved navn "Juniforeningen". Klubbens navn hentyder til de muligheder, der var skabt med juni-Grundloven, samme år. Juni-Grundloven havde nemlig - gennem en delvis indførsel af forholdstalsvalgmåden - frataget gårdejerne deres hidtidige magtposition og gjort middelklassen i land og by til det fundament, som et nyt konservativt parti kunne bygge på. Ikke fordi det var i overensstemmelse med konservativ tankegang at føre klassepolitik, men mere som en reaktion mod den klassepolitik, andre partier førte. Og fordi middelklassen ikke havde et parti, der søgte at varetage deres interesser. De unge Højre-medlemmer i Juniforeningen går så vidt som at true med helt at forlade Højre, hvis ikke der dannes et nyt parti. Det bliver startskuddet til egentlige forhandlinger om en ny partidannelse. Forhandlinger, der også kommer til at inddrage andre politiske grupperinger. Først og fremmest det andet konservative parti, de Frikonservative. Samt en aflægger af den tidligere Venstre-politiker Frede Boisens Moderate Liberale.
Den ydre anledning til dannelsen af et nyt parti var altså grundlovsændringen i juni 1915. Folketinget skulle nu, som nævnt, sammensættes ved delvis anvendelse af forholdstalsvalgmåden mod hidtil flertalsvalg i enkeltkredse. Derved ville mandattal og stemmetal komme til at svare mere til hinanden. Ved valget i 1913 havde et landbaseret parti som de radikale kun behøvet 2200 stemmer for hvert mandat, hvorimod Højre, der overvejende hentede sine stemmer i byerne, måtte betale 11.850 stemmer for hvert mandat. Det Radikale Venstre fik dermed 67.903 stemmer og 31 mandater - mens Højre fik hele 81.404 stemmer, men kun sølle syv mandater.