Krisen nødvendiggør at vi står tættere sammen i Europa i kampen for at skabe arbejdspladser, velfærd og viden. Fri og fair konkurrence på det globale marked er vejen ud af den økonomiske krise - ikke roden til den.
Vækst og arbejdspladser
Vi skal have skabt flere jobs i Europa. Det indre marked har allerede skabt millioner af jobs og ekstra velstand på store milliardbeløb. Jeg vil arbejde for, at danske virksomheder har de bedst mulige konkurrence- og erhvervsvilkår. Gode forudsætninger vil medføre øget vækst og beskæftigelse, som er forudsætninger for vores velfærd. Virksomhederne skal være konkurrencedygtige, både på det indre og det globale marked. Det er den eneste måde, vi kan sikre arbejdspladser og dermed tryghed i hverdagen. Vi skal sikre væksten og velfærden ved at fokusere på tre områder:
Iværksættere og SMV'er
Det er ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, som skal have bedre vilkår. Jeg mener, der er et stort behov for at bekæmpe bureaukrati og gøre låneadgangen lettere for SMV'erne, som ofte lider under mangel på finansiering og besværlige krav til administration og regnskabsførelse. Det hindrer dem i at skabe de arbejdspladser og udvikle de gode idéer, de har. Og dem har både du og jeg brug for, for det er i høj grad SMV'erne, som har potentialet til at skabe nye arbejdspladser.
Viden og innovation
Hvis EU fortsat skal kunne tage konkurrencen op på det globale marked og ikke mindst med de store vækstøkonomier i Asien, skal vi stå sammen om at forske og dele viden i EU. Vi skal afsætte langt flere midler til forskning og til udvikling af nye teknologier. Det er kun ved at satse massivt på viden, EU kan blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske, vidensbaserede økonomi i verden. Det handler om at sikre velfærden for fremtidens generationer.
Fri og fair konkurrence
Jeg er dybt bekymret over, at der i flere EU-lande kan spores en stigende tendens til protektionisme. Det kommer til udtryk i forhold til udviklingslande, som pålægges told, fordi de konkurrencemæssigt truer EU's produktion. Det kommer også til udtryk internt i EU, hvor forskellige statsstøtteordninger til udsatte erhvervssektorer er blomstret under den økonomiske krise. Protektionisme forvrider konkurrencen og skader frihandlen. Det er hverken fair eller holdbart. Landbrugsstøtten er et eksempel på protektionisme, og derfor bør den afskaffes. Jeg vil slås for en fri og fair verdenshandel, for det er noget, vi virkelig kan gøre noget ved i EU. Og det er helt væsentligt for vores fælles fremtid.