Bendt Bendtsen

Eksporteventyr for danske virksomheder

Bendt Bendtsens rapport om energibesparelser skinner tydeligt igennem i Kommissionens 2020 strategi om energibesparelser.

På samme dag som Connie Hedegaard præsenterede sin klimaplan for 2050, præsenterede Europa-Kommissionen EU's nye strategi for energibesparelser frem mod 2020. Bendt Bendtsens rapport om energibesparelser, der blev vedtaget i Europa-Parlamentet med stort flertal i december 2010, skinner tydeligt igennem i Kommissionens strategi om energibesparelser.

"Får vi vedtaget dette i Ministerrådet og Europa-Parlamentet åbner der sig et eksporteventyr for danske virksomheder med kompetencer inden for energirigtige produkter til både bygge- og fabrikationsindustrien i Europa. Jeg er glad for at Kommissionen har lyttet - og de ved hvilken vej de må gå for at finde flertal for den ny lovgivning. Der er masser af økonomi og arbejdspladser i de kommende tiltag - ikke mindst for danske virksomheder", siger Bendt Bendtsen.

"Energieffektivitet er den mest omkostningseffektive måde at reducere udledningen af CO2 og andre gasser på, ligesom der er et stort vækstpotentiale i, at bruge vores penge på ny energiteknologi frem for at bruge dem på russisk gas. I 2007 importerede EU energi til en værdi af mere end €300 milliarder. Med en god indsats kan vi skabe 2 millioner nye jobs i EU. Job der er placeret lokalt og ikke kan outsources til Kina", siger Bendt Bendtsen

"Bygninger er centrale i Kommissionens energispareindsats. Det er her 40% af energiforbruget ligger så der er her et anseeligt besparingspotentiale, og vi skal fordoble renoveringsgraden i offentlige bygninger. Netop det offentlige kan være med til skabe et marked for energirenoveringer og de energirigtige produkter. Hvis vi fjerner strukturelle hindringer og derudover lærer det offentlige at tænke mere langsigtet end næste år, så er der faktisk store besparelser at finde", mener Bendt Bendtsen.

Han fortsætter: "en indgangsvinkel hertil er, at anvende den danske model om sparekrav til energiselskaberne. Det er elselskaberne der er tættest på kunderne, og de ved hvor sparepotentialet er størst. De kan f.eks. samarbejde med private eller virksomheder om at hente besparelser på deres forbrug. Det at sælge besparelser, er en forretning der vil udvikle sig eksplosivt over de kommende år og Danmark og EU skal med på vognen fra start.”