Europa har købt tid.

Det lykkedes for Europas ledere at nå en aftale som sikrer euroens overlevelse i første omgang. Den sidste uges tid har det altoverskyggende spørgsmål i EU været hvordan man kunne finde frem til en aftale, om at redde euroen, og finde en løsning på den efterhånden 2 år gamle eurokrise. Stemningen har i stigende grad været præget af panik, frustrationer og åbne skænderier mellem Nicolas Sarkozy, Angela Merkel og en italiensk premierminister, der hjemme er hårdt presset på de reformer han har lovet EU og IMF at gennemføre. Og så har jeg slet ikke nævnt Grækenland. Europas fremtid afhænger på flere måder af den aftale, der onsdag blev nået mellem Eurozonens regeringsledere, og det er en tydelig korsvej for Europa. Konstruktionen omkring én fælles valuta har mange fordele, i forhold til samhandel mellem landene, men fratager også landene en række redskaber, som man ellers kan bruge til at rette op på økonomiske problemer. Konstruktionen om den fælles valuta har vist, at den ikke fungerer, hvis landene ikke overholder de mest basale økonomiske regler om gæld og forbrug. I sidste uge stod Europas regeringsledere så endeligt ved en korsvej og skulle finde ud af hvilken vej de ville - valget bestod af, kogt helt ned til benet, at gå mod mere EU, halvere den græske gæld, sætte større krav til bankerne og styrke den europæiske redningsfond eller sætte mere end et halvt århundredes samarbejde over spil, og risikere at den græske krise spredte sig mere end den allerede har. Stats- og regeringslederne valgte, som bekendt, mere EU. Valget var vigtigt, fordi det sendte et signal om, at EU's regeringsledere faktisk godt kan blive enige når det gælder. Men det er samtidig kun en stakket frist de giver os. Europa har stadig massive problemer - vi har ingen vækst, et højt lønpres og en aldrende befolkning. Det skal understreges, at krisen ikke er overstået. Langtfra. Når vi sammenligner os med de nye økonomier i Østen, er der ikke noget der tyder på, at vi får vækst, ikke i Danmark, ikke i Eurozonen og ikke i EU som helhed. Der er ingen garanti for, at krisen ikke spreder sig til andre lande gennem Italien. Italien slås med lav produktivitet og en meget stor statsgæld. Italienerne er ikke kommet med noget der giver os vished for, at Eurozonens tredjestørste økonomi har gjort noget, der retter op på deres økonomiske situation. Berlusconi kan, som det mest konkrete, fremvise en hævning af pensionsalderen på 2 år i 2025 - det redder ingenting. Andre initiativer, som skal medvirke til at bringe balance i udgifter og indtægter, fortaber sig i skænderier i det italienske parlament. Samtidig er den indgåede aftale i Eurogruppen (som Danmark ikke er medlem af) besværlig for de lande, som ikke er medlem af euroen. Man har været nødt til at tage et stort skridt fremad, med integration af den økonomiske politik. Det kan betyde en opsplitning af lande indenfor og udenfor eurozonen. Fortiden viser, at euroen ikke fungerer, hvis de svageste led i kæden ikke kan opføre sig ansvarligt. Det er ret beset det som er sket. En række lande i Sydeuropa, med Grækenland i spidsen, har i årtier brugt flere penge end de har tjent, og samtidig er der ikke politisk flertal til at gennemføre de nødvendige reformer. Skal man ikke i gang med raslebøssen til Sydeuropa, indenfor det næste år, så skal skeen i den anden hånd. Reformer og styring af de offentlige udgifter er bydende nødvendigt. Europa ender med at smide regningen i børneværelset, hvis kursen ikke ændres radikalt. Redningsplanen hjælper her og nu, men det ER landene selv, som bør tage ansvar for deres egen fremtid hvis Europa skal ud af krisen.