Flere penge og færre krav
Et flertal stemte i går for det beslutningsforslag jeg har forhandlet på plads med de seks andre partier i Europa-Parlamentet om fremtiden for den europæiske rammepolitik for små og mellemstore virksomheder.
Af
Bendt Bendtsen ·
Et flertal stemte i går for det beslutningsforslag jeg har forhandlet på plads med de seks andre partier i Europa-Parlamentet om fremtiden for den europæiske rammepolitik for små og mellemstore virksomheder.
Rammepolitikken blev oprindeligt vedtaget i 2008 og består af en række vejledende principper og lovforslag, der skal gøre princippet om at "tænke småt først" gældende når der bliver lavet ny lovgivning. Formålet med beslutningsforslaget i Europa-Parlamentet har været at se på hvordan vi tilpasser programmet til hvordan erhvervsklimaet i dag ser ud for små og mellemstore virksomheder. Siden 2008 har særligt finanskrisens indtog nemlig gjort det sværere for især de mindste virksomheder og selvstændige. Fremtidens rammepolitik kræver bedre adgang til finansiering, færre administrative byrder, og bedre adgang til det europæiske marked.
Små og mellemstore virksomheder udgør den absolut største del af den europæiske økonomi, og har derfor også det største potentiale for at skabe øget værdi og vækst i Europa. Desværre slår et frosset bankmarked alt for mange virksomheder ihjel inden de for alvor er kommet i gang. Særligt små virksomheder har fået svært ved at skrabe de nødvendige midler sammen. Det hænger sammen med nye krav til bankerne om hvor mange penge de skal have liggende på kistebunden før de må foretage udlån. Det skal vi gøre noget ved.
Et andet problem er den lovjungle, som både nye og etablerede virksomheder møder i deres dagligdag. Mange små virksomheder i Europa, lige fra VVS-manden i Nordjylland til større familieforetagender på Kreta, bliver kvalt af tekniske krav og love, som de skal hyre en masse kostbare eksperter til overhovedet at forstå. Mit beslutningsforslag lægger meget vægt på, at reglerne skal forenkles, og at unødvendige byrder skal fjernes.
Når virksomheden er på fode, skal det også være nemmere og mere attraktivt at udnytte det indre marked i Europa. Men det kræver også nye tiltag. Som en del af rammepolitikken og et af de prioriterede områder EU for tiden ser på, er reglerne om offentligt udbud. Der er for mange forhindringer for de små og mellemstore virksomheder på området, og alt for få virksomheder der byder ind på opgaver på tværs af landegrænserne i Europa. Kommissionen kommer med nogle konkrete forslag til hvordan vi moderniserer reglerne til næste år, men diskussionen om det er allerede godt i gang her i Europa-Parlamentet.