I Europa-Parlamentet har vi nu gennemført den første samling i Strasbourg, efter sommerferien. En række sager har passeret plenarsalen, med den økonomiske krise som førsteprioritet.
I Europa-Parlamentet har vi nu gennemført den første samling i Strasbourg, efter sommerferien. En række sager har passeret plenarsalen, med den økonomiske krise som førsteprioritet.
Et er, hvad der siges i det offentlige rum - et andet er snakken på gangene. Der er nok ikke megen tvivl om, at EU aldrig har været i en sværere situation, end den vi befinder os i nu. Stor statsgæld i en række sydeuropæiske lande, med Grækenland som toppen af isbjerget, truer sammenhængskraften i Europa.
Euroen er under pres, og et blik på aktiekurserne over hele Europa, taler deres tydelige sprog - Europa er i krise! Problemet er, at en lang række lande i årtier har brugt flere penge, end de har tjent, og at de har kunne låne til et større og større forbrug, samt til at dække deres underskud. Det er jo ikke raketvidenskab, der er tale om. Hvis pengene havde været brugt til investeringer i at øge konkurrencekraften i Europa, så havde det været en anden sag, men pengene er desværre blevet brugt til forbrug på "vælger-havet".
Regnskabets time er kommet, både i USA og i Europa. Markedet tror ikke på, at grækerne kan betale sine regninger i fremtiden - Grækerne er tæt på kollaps! På gangene her i Strasbourg, der går snakken ikke om hvorvidt det sker, men hvornår det sker.
De for nyligt afholdte auktioner over andre sydeuropæiske statspapirer, afspejler også frygten på markedet, noget som også kan aflæses i stigende renter. Det medfører nye og større rentebyrder for de gældsplagede lande, når de er ude for at finde finansiering af både nye underskud, og refinansiering af gamle underskud. EU får i øjeblikket en opsang både fra Verdensbanken og USA, - amerikanerne burde dog se lidt indad.
På den europæiske scene, kæmper Merkel og Sarkozy for at holde sammen på det hele. Sarkozy har givet nye løfter om, at redde Grækenland for enhver pris. Spørgsmålet, som rejser sig, er nu om nye lån med nye renter hjælper, hvis ikke nationalstaterne selv sørger for solide reformer, der betyder, at de kan betale deres lån af. I Europa vokser antallet af ældre, hvilket øger presset på de offentlige kasser, og giver endnu flere udgifter i sundhedssektoren. For at kunne dække de voksende fremtidige udgifter hertil, nytter det ikke noget, at man forsøger at løse strukturelle problemer, ved at låne igen og igen, som det ses ske i øjeblikket.
Europa har brug for øget konkurrencekraft - altså at europæiske varer og tjenesteydelser kan klare sig i den globale konkurrence, mod kinesere, indere, brasilianere og arbejdskraft fra andre vækstøkonomier. Der er nemlig ingenting at dele ud af, og til at betale for de ældre, hvis vore virksomheder ikke tjener penge.
De danske borgerlige er efter 10 år blevet sendt på udskiftningsbænken, og makkerparret Helle Thorning og Villy Søvndal indtager ministerkontorerne med nye ministre. De skal nu til at indfri deres valgløfter: flere offentlige udgifter, nye skatter til dansk erhvervsliv og til dem, som yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Oven i hatten kan de familier, som er tvunget til at bruge bil for at komme på arbejde i København, se frem til en klækkelig hilsen i form af en betalingsring.
Der er ikke mange af den kommende socialistiske regerings løfter, som kan blive til virkelighed, uden ny gældsætning. Det kan muligvis gå i de første år, da Danmark hører til i det "pæne selskab", og derfor kan låne til lave renter.
Spørgsmålet, som rejser sig til de kommende år, er hvordan det vil gå med vores konkurrencekraft? Nu kommer der jo blandt andet nye afgifter på lastbiler, som vil betyde en belastning af ikke kun vognmænd, men også alle industrivirksomhederne. Alle disse tiltag fra rød stue betyder, at man skubber til vognen, med udflagning af danske produktionsarbejdspladser. Det er simpelthen hul i hovedet!
Men vælgerne har talt, og det har vi alle respekt for. Spørgsmålet er om de borgerlige er for dårlige - eller om det er egoismen, som er slået igennem? 2 millioner danskere lever jo af overførselsindkomster, som folketingspolitikerne bevilliger dem ved en månedlig udbetaling.
Vi må ønske rød blok tillykke med valget. Desværre ligner den kommende økonomiske politik, i den kommende nye regering, et generationstyveri fra morgendagens vælgere. En ting er 100 % sikkert, dem som rammes hårdest, når der ikke længere er råd til overførselsindkomster, bliver samfundets svage. Mon ikke vi skal skifte ud igen, inden der er gået for mange år.