Hvordan omsætter vi investeringer i forskning, innovation og udvikling til arbejdspladser og vækst? Det er her små og mellemstore virksomheder kommer ind i billedet.
Det er almindeligt anerkendt at forskning og udvikling er fundamentet for mange af de produkter og ydelser, vi skal leve af i fremtiden. I følge en ny undersøgelse fra Videnskabsministeriet mener 79 pct. af danskerne, at forskning generelt er helt afgørende, mens 47 pct. støtter ideen om at forskning skal være med til at løse nogle af de helt store udfordringer. Det gælder f.eks. energiforsyninger, miljø, klimaforandringer og den aldrende befolkning i Europa. Selv er jeg ikke tvivl om, at forskning og udvikling er et af de vigtigste midler til at bevare og styrke Europas fremtidige konkurrencedygtighed.
I Europa-Parlamentet er man også meget enig med danskerne. Her i Bruxelles er vi allerede i gang med at diskutere hvordan EU's støtteordninger til forskning og udvikling skal fungere fra 2013, når den nuværende ordning udløber. Det er nogle ordninger, som forskningsinstitutter, universiteter og virksomheder kan søge midler fra. Samtidig er forhandlingerne om det kommende EU budget for 2014 og frem til 2020 så småt gået i gang, og det har stor betydning for hvor mange midler der reserveres til de forskellige områder. I Europa-Parlamentet er vi enige om, at forskning, udvikling og innovation skal prioriteres højt.
Men en ting er hvor mange penge der bliver sat af. Et andet væsentligt forhold er hvordan vi omsætter investeringer i forskning, innovation og udvikling til arbejdspladser og vækst. Det er her små og mellemstore virksomheder kommer ind i billedet. Jeg er overbevist om, at de i langt højere grad skal involveres i forsknings- og udviklingsprojekter, hvis det skal blive til noget konkret.
Desværre er der ikke mange små og mellemstore virksomheder, der tør involvere sig, som reglerne nu er udformet. Det skal vi gøre noget ved i fremtidige EU ordninger. For eksempel er det vigtigt, at vi ser på hvordan vi får en hurtigere behandling af ansøgningerne til forskningsmidlerne. Derudover skal der mere tillid og mindre kontrol til. Millimeterkontrol leder desværre ofte til tunge administrative byrder, der afskrækker alt for mange virksomheder fra at søge. Vi skal også se på risikovilligheden - hvor intet vover, intet vinder! Under visse omstændigheder skal det være i orden at fejle, selv om der er offentlige midler involveret. Det lærer både den enkelte virksomhed og samfundet som helhed noget af. Derudover har vi brug for en bedre sammenhæng mellem de udgifter, der er til forskningsprojektet, og udbetalingerne fra EU's forskningspuljer, så pengestrømmen er realistisk for de små og mellemstore virksomheder.
Små og mellemstore virksomheder står for 67 pct. af alle arbejdspladser i Europa og indeholder et stort vækstpotentiale. Vi skal gøre det muligt for dem at være med til at drive innovationen frem, og skabe de produkter og services der bliver fremtidens levebrød.