I denne uge har jeg fået et utal af henvendelser vedrørende en ny international traktat om bekæmpelse af forfalskede produkter (ACTA). Det er særligt webentusiaster der har skrevet med bange anelser om begrænsninger af basale principper såsom ytringsfrihed og informationsfrihed, men ACTA kan muligvis få konsekvenser for både private og erhvervsliv.
Det overordnede sigte med ACTA er at beskytte den intellektuelle ejendomsret. Og med rette. I en rapport udgivet af OECD blev det skønnet, at international handel i forfalskede produkter beløb sig til mange hundrede milliarder dollars.
Bekymringerne og spørgsmålene er mange: Hvorfor fik vi først et aftaleudkast i 2010, selvom de hemmeligholdte forhandlinger startede i 2007? Har industrien haft adgang til forhandlingerne? Berøres grundlæggende frihedsrettigheder? Kan private risikere at få frataget internetforbindelsen, hvis de ikke overholder bestemmelserne i ACTA? Og skal tjenesteudbydere (hjemmesider, youtube osv.) gøres ansvarlige for indholdet på deres sider?
Det er helt afgørende at vi skal værne om den intellektuelle ejendomsret. For mit vedkommende er der ingen forskel på at downloade en film ulovligt og stjæle den i et supermarked. Det skal ikke være lovligt! Materiale, der distribueres på internet skal, ligesom på alle andre distributionskanaler, kunne beskyttes af ophavsret, og den ret skal håndhæves. Omvendt må vi også sikre os, at vi ikke går på kompromis med borgernes retssikkerhed.
I torsdags deltog jeg i P1 Dokumentar om ACTA med handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr. Det gør selvfølgelig indtryk når selv en SF-minister udtrykker sig i positive vendinger omkring ACTA. S og SF i Europa-Parlamentet har dog i lang tid har forsøgt at bekæmpe ACTA med arme og ben.
Europa-Parlamentets Udvalg for International Handel har udarbejdet en analyse, der afviser at ACTA skulle have indflydelse på EU-lovgivning. Det er meget positivt. I EU-lovgivningen er der nemlig visse garantier i forhold til nedlukning af privates internetadgang. Omvendt vurderer samme analyse også at ACTA ikke har nogen positiv indvirkning på EU's innovationskapacitet eller konkurrencekraft da de største syndere indenfor krænkelser af intellektuel ejendomsret - Kina, Indien og Brasilien - ikke er med i aftalen.
Jeg er altså stadig ikke overbevist om det nyttige i denne aftale. Både Kommissionen og det danske formandskab for Rådet skal for alvor i arbejdstøjet, hvis man vil sikre sig opbakning til aftalen. På min hjemmeside kan du finde det standardsvar, jeg har udsendt til de mere end 1000 borgere der allerede har skrevet til mig angående ACTA.