Kommissionens formand Barroso annoncerede i dag et forslag til en skat på finansielle transaktioner. Et helt forkert tiltag, der rammer ved siden af. Det mener Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen.
Kommissionens formand Barroso annoncerede i dag et forslag til en skat på finansielle transaktioner. Et helt forkert tiltag, der rammer ved siden af. Det mener Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen.
"Finansskatten betyder, at vi flytter arbejdspladser ud af Europa. Når Europa går enegang med en skat på transaktioner, så flytter transaktionerne til lande udenfor Europa. Det er ikke en naturskreven lov, at Europa har det mest attraktive finansielle marked, og investorer vil lede efter investeringsmuligheder i USA og Asien i stedet. Finansmarkederne er frie markeder, og her betyder beskatningsniveauet en hel del," mener Bendt Bendtsen.
"Hvis det finansielle marked svækkes, vil det svække udviklingen i EU. Der vil være færre midler til investeringer i innovative tiltag, miljøvenlige hensyn, infrastruktur og midler til de små og mellemstore virksomheder, som i øjeblikket oplever et frossent bankmarked. Det vil med sikkerhed komme til at koste arbejdspladser - både i den finansielle sektor og i samfundet generelt. Regningen sendes videre til forbrugerne, og det er LO-arbejderne og pensionisterne der bliver ramt hårdest," siger Bendt Bendtsen.
"At S og SF tilsyneladende varsler med yderligere beskatning af finanssektoren hjælper ikke just på det samlede hensyn. Hvis man vil sikre, at den finansielle sektor agerer ansvarligt, så er der allerede omfattende regulering om kapitalkrav undervejs," siger Bendt Bendtsen.