Ugen i Strasbourg stod i det danske formandskabs tegn. Der var en stor åbningsdebat, med Helle Thorning-Schmidt i Plenarsalen, og europaminister Nicolai Wammen deltog i flere af debatterne. Der var bred enighed om, at statsministeren holdt en god åbningstale, der var personlig og indeholdt 4 klare prioriteter for det kommende halve år. 1) Et ansvarligt Europa, 2) Et dynamisk Europa, 3) Et grønt Europa og 4) Et sikkert Europa.
Ugen i Strasbourg stod i det danske formandskabs tegn. Der var en stor åbningsdebat, med Helle Thorning-Schmidt i plenarsalen, og europaminister Nicolai Wammen deltog i flere af debatterne. Der var bred enighed om, at statsministeren holdt en god åbningstale, der var personlig og indeholdt 4 klare prioriteter for det kommende halve år. 1) Et ansvarligt Europa, 2) Et dynamisk Europa, 3) Et grønt Europa og 4) Et sikkert Europa. Hvem kan være uenig i, at Europa skal ud af den økonomiske krise, der skal skabes vækst og arbejdspladser, vi skal have et effektivt energimarked og et bedre klima. Ligesom vi skal værne om borgernes frihed. Altså en tale, som faldt i god jord de fleste steder, dog ikke ved Søren Søndergaard og Morten Messerschmidt, som rakkede det hele ned. Jeg vil nærmest karakterisere deres opførsel som pinlig. Selv om jeg ikke har den samme politiske opfattelse, som Helle Thorning-Schmidt, så bør man benytte en anden anledning til et skænderi, frem for at bruge Danmarks åbningstale i EU. Vi er faktisk nogen, som kærer os om Danmarks internationale ry.
Der er ingen tvivl om, at det danske formandskab nok skal blive en succes, da vi har den nødvendige erfaring. Vi er et af EU's ældre medlemslande og er derfor vandt til de komplicerede forhandlingssituationer. Formandskabet har hidtil gjort god brug af sine diplomatiske evner, ved ikke at være for frembrusende, men jeg tror og håber på, at vi vil se et formandskab der ikke er bange for at kræve egne mærkesager gennemført.
Jeg tænker særligt på forhandlingerne om EU's store rammebudget for 2014-2020, den kontroversielle skat på finansielle transaktioner, rammeprogrammet for forskning og på direktivet om energieffektivitet. Formandskabet skal særligt i tilknytning til disse prioriteter være mere politiske end de hidtil har været. På disse områder kan vi ikke nøjes med at være brobygger, mellem stridende medlemslande, her skal vi selv agere ud fra egne ambitioner. De danske ministre må gå foran og ikke være bange for et politisk slagsmål. Vi skal have modet til at gøre en forskel.
En af de helt store udfordringer for Danmark, de næste 6 måneder, er at få landene til at forstå den krise, som Europa er havnet i. Det er nemlig ikke sværere end som så: Overforbrug og manglende konkurrencekraft er Europas store problem. Underskud i årevis på de nationale budgetter er ikke EU skyld - det skyldes ene og alene landenes egen manglende prioritering, med et stænk af dårligt lederskab. Derfor bør filosofien være, at vi skal forhandle og prioritere med henblik på at skabe vækst og lade være med at kaste gode penge efter dårlige penge. Alle fire ovennævnte tiltag kan få store positive eller negative konsekvenser for Europas muligheder, for at komme ud af krisen, og i den forbindelse har jeg store forventninger til det danske formandskab.