Accept af Cookies på Konservative.dk

Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen.

EU-enighed løser de akutte problemer

Heldigvis har eurolandene nu fundet en løsning, der løser de akutte problemer, sikrer flere sydeuropæiske lande mod økonomisk sammenbrud og genskaber tilliden til euroen. Men de langsigtede udfordringer for Europa venter fortsat.

Det understreger Konservatives EU-ordfører Lene Espersen. Samtidig beklager hun, at vores rolle uden for euroen betyder, at vi får stadig ringere indflydelse på forhold, der har betydning for Danmark.

"Der er ingen tvivl om, at der er taget nogle store politiske beslutninger i nat. Man har fået løst de akutte problemer i forhold til Grækenland, Italien og Spanien og fået genskabt tilliden til euroen. Det var første skridt, der skulle til," siger Lene Espersen.

Der er stadig en række langsigtede udfordringer for de europæiske lande i forhold til vækst, arbejdspladser og konkurrenceevne, der skal løses - ligesom de grundlæggende problemer, som har skabt presset på euroen. Men ikke desto mindre er der grund til at glæde sig over, at en aftale nu er på plads, pointerer hun.

"Jeg synes, at det er et stærkt og godt resultat, der er kommet fra nattens topmøde. Det viser, at Europas ledere står sammen, når det virkeligt gælder. Indtil videre ser meget ud til, at man har nået det politiske resultat, man gik efter. Men vi må afvente den konkrete udmøntning, før man 100 procent kan sige, om tegningen bliver præcis, som vi havde forestillet os," siger Lene Espersen.

Konkret var Grækenland i en situation, hvor gælden var så stor, at de ikke engang kunne betale renterne af den. Og et græsk sammenbrud havde fået store uoverskuelige konsekvenser, påpeger hun.

"Derfor er det meget fornuftigt, at man har skåret gælden ned til det halve. Grækenland har stadig en stor gæld, og det bliver hårdt at være græker. Men nu kan de begynde at betale pengene tilbage, og bankerne har erkendt, at sådan er det. De har købt nogle græske statsobligationer, som ikke er særlig mange penge værd. Til gengæld har landene lovet, at bankerne bliver gennemgået og sikret, så de er bedre polstret til modstå økonomisk modgang," siger Lene Espersen.

Men aftalen har en pris – også for Danmark. Vores indflydelse bliver svækket i takt med det tættere samarbejde mellem eurolandene med topmøder og arbejdsgruppe i Bruxelles med fast formand, der forbereder møderne, erkender hun.

"Vi kan godt forvente, at eurolandene tager et skridt videre og begynder at køre deres eget løb. I og med at vi fra dansk side er fast knyttet til euroen, så oplever vi, at flere og flere beslutninger, som vedrører Danmark bliver besluttet, uden at vi har indflydelse. Og det er naturligvis ærgerligt." siger Lene Espersen.