Etableringen af OECD i 1961 var symbolet på en normalisering af forholdene i Europa efter Anden Verdenskrig. Organisationen har dygtigt formået at være en papirtiger med tænder i kraft af solide analyser og argumenter.
Af Lene Espersen, Udenrigsminister (K) og Karsten Dybvad, Adm. direktør i DI
I dag bliver der afholdt en rund fødselsdag i Paris, som der er al mulig grund til også at markere i Danmark. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling – bedre kendt som OECD - fylder 50, og der er tale om en meget slagfærdig og formstærk 50-årig. Ligesom EU og NATO blev idéen til OECD undfanget i kølvandet på Anden Verdenskrig. Efter at den amerikanske Marshall-hjælp havde hjulpet Vesteuropa på fode igen, og under indtryk af det geopolitiske pres fra Østblokken, opstod idéen om en samarbejdsorganisation, der skulle fremme fredeligt samarbejde mellem de tidligere vestlige uvenner om markedsøkonomi, frihandel og bistand til udviklingslande.
Etableringen af OECD i 1961 var symbolet på en normalisering af forholdene i Europa efter Anden Verdenskrig. Oprindeligt bestod OECD af 18 vesteuropæiske lande, inklusiv Danmark, samt USA og Canada, og til organisationens første generalsekretær valgtes danske Thorkil Kristensen, også kaldet Thorkil »Livrem«, for sit sparefokus som finansminister i Knud Kristensens og Erik Eriksens regeringer. I dag tæller OECD 34 medlemslande, herunder en række lande uden for Europa såsom Mexico, Sydkorea, Australien og Japan.
Dagens fødselar har som de fleste midaldrende været ude i mange forskellige projekter. Organisationen har eksempelvis banet vejen for fælles regler for eksportkreditter, en konvention om korruptionsbekæmpelse, standarder for effektivitet i udviklingsbistanden og retningslinjer for forbrugerbeskyttelse. OECDs absolutte kerneopgave har imidlertid altid været at levere økonomiske og strukturpolitiske anbefalinger til vestlige beslutningstagere. Og det har ikke altid været anbefalinger, som er faldet belejligt eller har haft et bekvemt indhold i forhold til den indenrigspolitiske situation i medlemslandene. Det er således også OECD, der står bag PISA-undersøgelserne af folkeskolen, som man roligt kan sige har skabt røre i andedammen, siden de blev påbegyndt i 2000.
PISA-undersøgelserne har tydeligt demonstreret, at OECD i kraft af organisationens mange internationale sammenligninger og analyser besidder en vigtig »whistleblower«-funktion over for sine medlemslande, når de er begyndt at halte bagefter på centrale politikområder. OECD er et glimrende bevis på, at en international organisation godt kan trænge igennem med sine budskaber på nationalt plan, selv om den ikke har fået tildelt overstatslige magtbeføjelser. OECDs indflydelse har aldrig hvilet på andet end evnen til at overbevise sine medlemslande om, at det er i deres egen interesse at gennemføre dens anbefalinger. Organisationen har været en papirtiger med tænder!
Papirtigerens seneste økonomiske analyse af Danmark er et godt eksempel. Der er ganske vist pæne ord om regeringens krisehåndtering og om vores ekspansive tiltag for at afbøde konsekvenserne af den globale finanskrise, ligesom analysen peger på det fordelagtige i regeringens skattelettelser i forhold til at tiltrække veluddannet arbejdskraft udefra. Men OECD skal på sin fødselsdag have tak for at være klar i mælet, når det handler om de store økonomiske udfordringer, som Danmark står over for i dag.
Kun Italien har i løbet de sidste ti år haft en lavere vækst i produktiviteten end vi, og i dag bliver der i de fem mest produktive OECD-lande skabt næsten 35 pct. mere i værdi per arbejdstime end i Danmark!
Vi er dybt afhængige af, at det lykkes EU at stabilisere gældssituationen i euro-området.
Vi har rigtigt meget, der skal indhentes her. Dertil kommer, at vores ugentlige arbejdstid hører til blandt de laveste i OECD-kredsen. Årsagerne til vores lave produktivitetsvækst er mange, men kombinationen af lav produktivitetsvækst og en lav arbejdstid er naturligvis uholdbar, hvis vi fremover gerne vil opretholde vores nuværende velfærdsniveau, især når arbejdsstyrken modsat tidligere årtier ikke længere vokser. En anden væsentlig hæmsko for bestræbelserne på at få dansk økonomi bragt tilbage på et vækstspor handler ifølge OECD om skatteniveauet og marginalskatten. Selv efter nedsættelsen af topskatten i 2010, vurderer OECD, at en yderligere lempelse vil have en gavnlig virkning i lyset af, at det samlede danske skattetryk fortsat er det højeste blandt de 34 OECD-lande.
En tredje væsentlig udfordring for dansk økonomi, som også kan læses ud af OECDs rapport, handler om mulighederne for danske iværksættere for at få banket virksomheder op, der kan vokse sig større end ti ansatte og komme ud på eksportmarkederne.
Problemet er, at danske unge ikke i samme grad som unge i andre europæiske lande får tilegnet sig iværksætterkompetencer i løbet af deres uddannelse. Der er i rapporten anerkendelse af de tiltag, som regeringen har sat i værk på området, men den fremhæver med rette, at der vil være brug for at fortsætte en systematisk indsats i de kommende år for at øge antallet af succesfulde danske iværksættere.
Og her kommer eksporten ind i billedet. Studier har vist, at virksomheder, der helt fra starten evner at indtænke eksport i deres forretningsmodel, er markant mere produktive end de virksomheder, der undlader at gøre det. Med et lille hjemmemarked og en åben økonomi yder dansk eksport et helt afgørende bidrag til finansieringen af vores samfund. Derfor vil det altid være en bunden opgave for enhver regering at sikre, at danske virksomheder har de bedst mulige betingelser for at øge deres eksport. Det er vores ambition, at den danske eksport skal øges betydeligt og at Danmark ikke længere skal tabe markedsandele i udlandet. At løfte eksporten i en tid, hvor det indre marked, der aftager knap 70 pct. af vores samlede eksport, er præget af gældskrise i mange af landene, bliver en stor opgave.
Udover at fastholde et knivskarpt fokus på konkurrenceevne og de generelle rammebetingelser for erhvervslivet kræves, at vi fortsætter en målrettet indsats for at få langt flere små og mellemstore danske virksomheder rustet til at komme ud på eksportmarkederne. De udgør rygraden i dansk erhvervsliv, og mange af dem råder over et stort, uudnyttet potentiale. Det kræver mere risikovillighed og et bedre kendskab til de lokale forhold ude på eksportmarkederne, ikke mindst på de fjerne vækstmarkeder. For små og mellemstore virksomheder kan der være langt til forbrugerne i Shanghai, New Delhi eller Sao Paolo.
OECD spiller også en rolle med hensyn til at lette adgangen til vækstmarkederne. Rusland er eksempelvis kandidat til at blive medlem af OECD, og i forbindelse med optagelsesprocessen bliver der aftalt en række positive ændringer i rammebetingelserne for udenlandske virksomheders ageren på det russiske marked. OECD har ligeledes indledt et forstærket samarbejde med Kina, Indien, Indonesien og Brasilien.
Selv om de seneste tal for den danske eksport bekræfter, at det går den rigtige vej efter finanskrisens voldsomme indhug i 2009, har vi et kedeligt efterslæb over for de hurtigst voksende markeder. Ifølge Udenrigsministeriets beregninger udgør vores eksport til vækstmarkederne kun ni pct. af den samlede danske vareeksport, mens vores to naboer, Sverige (14 pct.) og Tyskland (15 pct.), er i stand til at afsætte betydeligt flere varer til den nye middelklasse i Asien, Latinamerika og Rusland.
Skønt det går forsigtigt frem med eksporten, er det ingen hemmelighed, at gældskrisen i en række europæiske lande lægger en dæmper på vækstudsigterne for Danmark på kort sigt. Vi er dybt afhængige af, at det lykkes EU at stabilisere gældssituationen i euro-området. Økonomisk kan Danmark ikke afskærme sig, men regeringens 2020-plan om den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi og følgende vækstinitiativer, som begge baserer sig på OECDs anbefalinger, styrker mulighederne for at få en større del af den internationale vækst. I sin seneste analyse af den økonomiske udvikling i Europa forudser OECD, at det spæde opsving vil bide sig mere fast, bl.a. som følge af en øget vækst i verdenshandlen og fornyet købelyst. Lad os håbe det, og lad os sende en fødselsdagshilsen og tak til Paris for gode anbefalinger og nødvendige opsange gennem 50 år. Papirtigeren kan stadig.
Kronik bragt i Berlingske den 25. maj 2011