Af udenrigsminister Lene Espersen
I dag deltager jeg i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève, og dette års samling i Menneskerettighedsrådet bliver ikke ”business as usual”. Mødet finder nemlig sted på et tidspunkt af potentielt skelsættende betydning for udbredelsen af menneskerettighederne. Millioner af modige egyptere, tunesere og libyere har kæmpet med livet som indsats sammen med ligesindede i andre arabiske lande for at få deres myndigheder til også i handling at respektere de rettigheder, som i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 blev proklameret som umistelige og universelle. Den frihedsbølge, som i disse dage skyller henover den arabiske verden, kan blive katalysatoren for det største fremskridt for menneskerettighederne siden Berlinmurens fald i 1989. For Danmark og det øvrige internationale samfund handler det naturligvis om at bidrage til at give udviklingen i retning af mere frihed og demokrati i de arabiske lande mest mulig vind i sejlene, og til det formål udgør FN’s Menneskerettighedsråd faktisk en glimrende platform. Her er det muligt at understrege åbent og direkte overfor regeringer fra de arabiske lande, at det er på høje tid at efterkomme deres befolkningers krav om ægte reformer, ægte demokrati og en ægte respekt for menneskerettighederne i Mellemøsten.
Det vil være mit hovedbudskab, når jeg på Danmarks vegne går på talerstolen i Genève i dag. Men samtidig vil jeg også slå et slag for, at Menneskerettighedsrådet ikke bare bliver en talerstol, hvor ministre afleverer deres budskaber, hvorefter alle går hver til sit og fortsætter som om, intet var hændt. Vi skal gøre Rådet mere slagkraftigt. Det bør blive et sted, hvor vi rent faktisk gør en forskel for at forbedre menneskerettighederne ude i verden. Et andet af mine hovedbudskaber vil handle om religionsfrihed. For kendsgerningen er, at religiøse mindretal i stadig større omfang bliver udsat for diskrimination, overgreb og forfølgelse, alene fordi de bekender sig til en anden tro end flertallet. Senest er det gået ud over kristne grupper i Egypten, Nigeria og IrakOgså af den grund håber jeg, at det vil lykkes at opnå bred enighed om det resolutionsforslag om religiøs intolerance, som EU fremlægger under samlingen i år. Som altid er der tale om en forhandlingssituation, hvor især muslimske lande i samarbejdsorganisationen OIC presser på for, at EU accepterer deres eget resolutionsforslag om religionsforhånelse. Selv om der for Danmark eksisterer flere ”røde linjer” i disse forhandlinger,– det gælder eksempelvis hensynet til ytringsfriheden og princippet om menneskerettighedernes universalitet - er jeg forsigtig optimist med hensyn til, at vi kan få et fornuftigt kompromis i hus. Optimismen bygger jeg bl.a. på, at EU ved hjælp af en målrettet ”outreach-indsats” de sidste par år har formået at vinde gehør for sine værdipolitiske synspunkter hos en række moderate afrikanske lande såsom Sydafrika, Senegal og Ghana.
EU har allerede bevæget sig et godt stykke på menneskerettighedsområdet, men Europa skal som kollektiv være mere proaktiv og dagsordensættende i værdipolitikken. Den gode nyhed er, at EU med etableringen af den fælles udenrigstjeneste er ved at ruste sig til netop at spille en sådan rolle. Det har vi efterlyst længe fra dansk side, og det var også kernen i et fælles dansk/tyske-initiativ, som min tyske kollega Guido Westerwelle og jeg fremlagde sidste år for de øvrige udenrigsministre i EU. Alt for ofte har Europa stået forpjusket tilbage i FN, når debatten har handlet om ytringsfrihed, religionens rolle i det offentlige rum eller homoseksuelles rettigheder, fordi vi enten kom for sent ud af starthullerne eller ikke kunne blive enige internt. Selvfølgelig vil der fortsat være forskellige synspunkter blandt 27 medlemslande, men i EU’s nye udenrigstjeneste er der nu oprettet en særskilt afdeling, der specifikt beskæftiger sig med menneskerettigheder. Samtidig har EU’s udenrigsrepræsentant, Catherine Ashton også besluttet løbende at sætte værdipolitiske spørgsmål på dagsordenen for EU’s udenrigsministermøder. Det skulle alt sammen gerne sætte Europa i stand til at gøre en forskel for de millioner af mennesker rundt omkring på kloden, for hvem menneskerettigheder aldrig har været andet end døde bogstaver på et ukendt stykke papir.
Et tredje vigtigt budskab fra dansk side handler om balancen mellem effektiv terrorbekæmpelse og individuel frihed. Danmark er sammen med en den internationale ngo, International Commission of Jurists, i år vært for en ”side-event” om emnet i marginen af Menneskerettighedsrådet, hvor vi satser på at vinde gehør for, at der bliver udarbejdet såkaldte ”best practises”for, hvordan domstole, anklagemyndigheder, politifolk og efterretningstjenester sikres de nødvendige redskaber til at levere en effektiv indsats mod terror, uden at menneskerettighederne bliver krænket. Det er ikke nogen nem opgave, men det er på tide, at det internationale samfund tager mere systematisk fat på emnet. Det vil tage tid at komme i mål, men vi sætter nu arbejdet i gang, og så får vi en helt særlig mulighed for at skubbe processen fremad under det danske EU-formandskab i 2012.
Endelig skal vi fra dansk side også fortsætte med at søge efter forbedringer af den måde, hvorpå FN befatter sig med menneskerettigheder i det hele taget. Fungerer de nuværende arbejdsgange og spilleregler godt nok? Giver rammerne mulighed for, at vi kan opnå de resultater, og hvilke justeringer vil det i givet fald være realistisk at komme igennem med? Det er naturligvis spørgsmål, som vi hele tiden forholder os til, men de bliver især aktualiseret, når der fra tid til anden opstår nogle dybt barokke situationer, som da det eksempelvis lykkedes Libyen at blive valgt til formand for FN’s Menneskerettighedskommission i 2003. Men man skal ikke undervurdere de åbenlyse fordele, der følger af, at FN-systemet omfatter alle lande, og jeg betragter det som et stort fremskridt i sig selv, at gamle arvefjender såvel som lande med vidt forskellig kultur, historie og religion hvert år er i stand til at mødes i samme lokale for på fredelig vis at tale om sprængfarlige emner. Der ville ikke være meget vundet ved, hvis det kun var ligesindede og overvejende vestlige lande, der mødte op i Rådet hvert år og bekræftede hinanden i vigtigheden af menneskerettighederne.
Når det så er sagt, har jeg meget svært ved at se, hvad Libyen har at gøre i FN’s Menneskerettighedsråd, når regimet angiveligt udkommanderer lejesoldater til at skyde på demonstranter, og når det forlyder, at der indsættes kampfly til at bombardere civilbefolkningen. Jeg er derfor meget tilfreds med, at der i Menneskerettighedsrådet i fredags blev afholdt en særsamling, hvor disse uhyrlige krænkelser af menneskerettighederne blev taget op. Derfor vil jeg vil i min tale i Menneskerettighedsrådet i dag støtte et forslag om, at Libyen bliver suspenderet fra Rådet. Det kræver et flertal på 2/3-dele i FN’s Generalforsamling, hvilket aldrig er let at opnå, men i lyset af regimets kriminelle handlinger er det i hvert fald et forsøg værd. Der er ikke tvivl om, at de dramatiske scener, der har udspillet sig i de seneste uger i Tunis, Kairo, Bahrain og Tripoli, udspringer af en akut og helt uholdbar mangel på respekt for menneskerettigheder i en moderne og globaliseret verden. De beviser, at menneskerettighederne er og bliver universelle og derfor skal tilsikres alle mennesker på tværs af landegrænser eller etniske, religiøse og nationale skillelinjer
Denne kronik er d.d. bragt i Kristeligt Dagblad