Kære alle sammen. Velkommen til Sankt Hans bålet på Marienborg. Statsministeren er ikke blevet sendt til Bloksbjerg, men til et EU-møde i Bruxelles, så derfor har jeg fået den glæde at holde båltalen for jer i aften. Det har jeg glædet mig meget til. For hvor er det dog dejligt at samles om et Sankt Hans bål på en smuk sommeraften. I Midsommervisen, som vi skal synge om lidt, kan man godt få det indtryk, at vi i virkeligheden samles om sankthansbålet for at fejre, at vi har overstået et fysisk opslidende markarbejde. For eksempel skriver Holger Drachman, at ”Vi kranser dit navn, når vor høst er i lade” og, at ”Vi elsker vort land, når ikke vi pløjer og harver og tromler”. Selv om landbruget fortsat er et vigtigt erhverv for Danmark, gætter jeg på, at det næppe er derfor, at I kommet her i aften for at fejre Sankt Hans.
Nej, vi fejrer ikke Sankt Hans, fordi vi er landmænd, fiskere, it-programmører, skraldemænd eller ministre, men fordi ”Vi elsker vort land”, som det hedder i Midsommervisen. Så enkelt er det. Vi varmer os ved bålet den 23. juni, fordi vi elsker vores land, og fordi vi finder glæde ved en tradition, der går på tværs af dagligdagens skel og bekymringer. Vores simple og fordringsløse, men dog ret overtroiske midsommerfest, hører simpelthen med til fortællingen om Danmark. Sankt Hans minder os også om, at der stadig eksisterer en national fællesskabsfølelse, der binder os sammen som danskere. Den følelse skal vi værne om. Den giver os et fast holdepunkt, så vi åbent og aktivt kan møde en globaliseret omverden. En omverden, som vi danskere mere end nogensinde tidligere i vores lange historie skal leve af, med og i.
I aften danner vi en rundkreds omkring sankthansbålet, som giver os varme og samvær. Vi hygger os for nu at bruge et meget præcist og rammende udtryk. Som udenrigsminister ligger det mig imidlertid meget på sinde, at den rundkreds, som vi danskere på nationalt plan danner omkring vores fælles værdier, historie og kultur, ikke bliver til en lukket rundkreds, der kun skuer indad. Det må den aldrig komme til. Vi skal hele tiden kunne skue begge veje. Vi skal være bevidste om vores nationale identitet og værne om den sammenhængskraft, som vores samfund hviler på samtidig med, at vi engagerer os aktivt i internationale spørgsmål og griber de nærmest uanede muligheder, som en globaliseret verden tilbyder.
For kun ved hele tiden at være åben overfor det fremmede og ukendte. Kun ved hele tiden at være på udkig efter de seneste udenlandske idéer og strømninger og blande inspirationen udefra med al det, som vi selv har lært hjemmefra, bliver vi i stand til at forny og videreudvikle det land, vi elsker. Det gælder både åndeligt og materielt. Kaster vi et kort blik på Danmarkshistorien, er det slående, i hvor høj grad netop denne blanding af det nationale med det internationale har givet liv og næring til udviklingen af vores land. Tag en H.C. Andersen, der rejste Europa tyndt og brugte de mange indtryk fra udlandet til at skrive sine geniale eventyr. Tag Grundtvigs englandsrejser, Kierkegaards studieophold i Berlin, og Thorvaldsen, der tilbragte hele 40 år i Rom. Eller Niels Bohrs læretid i Cambridge og Manchester, Troels Kløvedals jordomsejlinger med ”Nordkaperen” eller Ib Michaels fantastiske rejsebeskrivelser. Og så videre og så videre. Listen af ”store danskere”, der har beriget vores land blandt andet i kraft af deres møde med udlandet er meget lang.
Fra min udkigspost som udenrigsminister står det imidlertid også lysende klart, at vi ikke skal holde vores nationale rundkreds åben og udadvendt, kun fordi det gavner os selv. Nej, vi skal også gøre det, fordi den verden, vi lever i, har brug for det. Ude i de internationale brændpunkter er der brug for Danmark og det, som vi er gode til. Verden har brug for flere danske fingeraftryk, og det gælder over en bred kam. Lige fra vores højteknologiske spidskompetencer inden for vedvarende energi og grønne løsninger, til vores ekspertise inden for udviklingsbistand, demokrati og menneskerettigheder, til bekæmpelse af somaliske pirater ved Afrikas Horn og til de danske F-16 fly, der lige nu hjælper med at beskytte Libyens befolkning imod Gadaffi. Til dem, der spørger, hvorfor et lille land som Danmark skal bruge så mange ressourcer på at føre en aktiv udenrigspolitik, er mit svar, at vi skal gøre det, både fordi vi derved styrker vores egen sikkerhed og velstand, og fordi vi samtidig har en moralsk forpligtelse til at hjælpe verdens fattige og undertrykte. Altså både for vores egen skyld og for vores medmenneskers skyld. Dem, som ikke har været så heldige at blive født ind i et velstående og demokratisk samfund som det danske, og som må friste en kummerlig tilværelse uden de mest grundlæggende rettigheder.
Men om lidt skal vi tænde bålet og brænde heksen. Det er en meget flot heks, som børnene har lavet. Ja, nok den flotteste, som jeg har set. De voksne af os har nok oplevet Sankt Hans adskillige gange før, og vi føler måske, at vi kender traditionen til hudløshed. Det er jo en oldgammel hedensk skik, der markerer årets længste dag – sommersolhverv -, og så er der noget med, at heksen skal af sted til Bloksbjerg, som i øvrigt er et bjerg nede i Harzen. Men er der nogen, som ved, hvorfor vi egentlig kalder det Sankt Hans? Er der nogen, der ved, hvem denne Hans var? Det er såmænd ingen ringere end Johannes Døberen. Ham, der døbte Jesus i Jordan-floden. Hans er nemlig det fordanskede helgennavn for Johannes, og han blev ifølge den kristne tradition født den 24. juni. Og ligesom vi i Danmark primært fejrer Jesu fødsel om aftenen dagen før, at han blev født den 25. december, fejrer vi også Sankt Hans om aftenen før, at Johannes blev født. I aften deltager vi med andre ord i en tradition, der har flere interessante facetter, en lang forhistorie og dybe rødder i vores kristne kulturarv.
Så lad os nu fortsætte traditionen her på Marienborg og få sendt den flotte heks til Bloksbjerg. Tak for ordet.