Accept af Cookies på Konservative.dk

Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen.

På virksomhedsbesøg med Økonomi- og erhvervsministeren + videnskabsministeren

Den 27. september havde jeg inviteret Brian Mikkelsen på besøg på Fyn. Om eftermiddagen deltog vi i et møde i Odense om innovation, hvor også Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen deltog. Endvidere deltog en række parter som arbejder med innovation i det daglige.

Meldingen fra Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen var klar: Danske virksomheder skal være mere innovative og i højere grad benytte sig af højtuddannet arbejdskraft. Det gælder ikke mindst de små og mellemstore virksomheder.

Erfaringer viser, at først når virksomheden har en vis størrelse begynder man at arbejde mere systematisk med udvikling og sætte medarbejderressourcer af til innovation. Der blev diskuteret forskellige forslag til nye tiltag.

Charlotte talte varmt for videnpilot.dk. Det er et tilbud til virksomheder der ikke har akademikere ansat, som kan få et tilskud på 12.500 kr. om måneden i op til 12 måneder ved at ansætte en højtuddannet medarbejder. I dag gør 354 virksomheder brug af ordningen, og erfaringerne taler sit tydelige sprog. Resultatet viser, at 68 procent af virksomhederne har øget omsætningen, 65 procent har ført til en ekspansion af markedsområdet og 79 procent har medført en udvikling af nye produkter og/eller processer i virksomheden. Så der er god grund til at benytte sig af ordningen.

Men hvorfor er det så vigtigt med innovation? Det skyldes, at globaliseringen stiller nogle andre krav i dag, og det betyder ændrede krav til fremtidens samfund. Tidligere kunne Danmark leve af at fremstille traditionelle industri- og landbrugsprodukter, men så overhalede udviklingen os. Konkurrencen blev global, og vi måtte sande, at det blev billigere at producere i Kina end i Danmark. Svaret på denne udfordring var indtil for nogle år siden tre ting: uddannelse, uddannelse og uddannelse - og en forandring tog form. En forandring som skulle udvikle industrisamfundet til et videnssamfund. Særligt på Fyn og i Odense var vi ikke hurtige nok til at tage handsken op. Det betød tab i arbejdspladser og vi haltede bagefter med ansættelse af højtuddannede. Det gør vi for så vidt stadigvæk.

 

Den helt store udfordring i dag er, at Danmark ikke er de eneste som har bevæget sig ind i videnssamfundet. Det har resten af verdenen også - og med stor fart. Så udover at vi har vanskeligt ved at konkurrere på produktion, så kniber det nu også med at konkurrere på uddannelsesgrad. Men der er fortsat mindst ét aspekt, hvor Danmark er langt foran og hvor vi er first movers. Det er evnen til at skabe kreativitet og innovation. Skal vi kunne klare os i en globaliseret verden, skal vi være mere kreative og udvikle de bedste idéer.  Derfor er initiativer som videnpilot.dk rigtig rigtig vigtige for vores samfund.