SF præsenterede i går 12 nye valgløfter. SF lover nu færre end 24 elever i hver klasse og 2-lærerordninger i 1. - 3. klasse. Det er at stikke vælgerne blår i øjnene, når virkeligheden i kommunerne er besparelser på grund af den globale økonomiske krise.
Odense gik SF til valg på 2-lærer ordninger i kommunalvalgkampen i 2009, hvilket af embedsmænd i Børn- og ungeforvaltningen blev anslået ville koste mere end 60 mio. kr. årligt i driftsbudgettet. De 2-lærerordninger er ikke blevet etableret, fordi der ikke har været penge til det, og man kan spørge sig selv hvor de penge skal findes henne? Hvem skal i et i forvejen presset budget i Børn- og ungeforvaltningen betale? De svage børn? de handicappede børn? børnepasningen eller timetallet i folkeskolen?
Endvidere ønsker SF højest 24 elever i klassen. I Odense er der op til 26 elever i klassen, og med det kommende års besparelser ser det ud til, at der vil komme helt op til 28 elever i klassen - og det er vel og mærket en SF-rådmand Stina Willumsen, som har foreslået disse besparelser og som vil føre dem ud i livet.
Hvis SF virkelig ønsker at føre sine valgløfter ud i livet kunne de starte med at tage en snak med deres kommunalpolitikere, og så vil de tydeligt se at det de stiller i borgerne i udsigt ikke kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt, hvor ikke bare Danmark er i krise - men flere lande i Europa er i dyb krise - såvel som at hele verdensøkonomien vånder sig i disse dage.
Konservative vil arbejde hårdt for at Danmark kommer sikkert ud af krisen - frem for at komme med valgløfter, som ikke kan indfries, men som da lyder tillokkende på papiret.