Accept af Cookies på Konservative.dk

Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen.
Niels Chr. Selchau-Mark - Folketingskandidat i Østjylland

Politik

Politik

Ansvarlighed

Politik handler ikke om at gøre det populære eller bekvemme, men om at gøre det nødvendige.

Som situationen er i dag, er jeg overbevist om, at det er tid til forandring. I stedet for at fokusere på, hvad Danmark har brug for, er politik blevet et kapløb om at tale medierne efter munden og ikke mindst om at sikre regeringsmagten. Mens de folkevalgte skændes om, hvem der kan give mest til hvem, er Danmark på vej i økonomisk ruin.

Det er på ingen måde holdbart. Mit mål som politiker er ikke genvalg, men at bevise mit værd gennem visioner og evnen til at realisere disse. I det halve år jeg sad i Århus Byråd som Politisk Ordfører for Det Konservative Folkeparti, var jeg med til at forhandle besparelser på over 500 mio. kr. Det var ikke populært, men det var nødvendigt.

Anstændighed

Politik handler ikke om at følge enkeltsager, men om hvad der er ret og rimeligt.

For mig betyder det at være konservativ, at jeg er borgerlig – men har fokus på medmenneskelighed og socialt ansvar. Vores samfund skal måles på, hvordan vi behandler de svageste. I dagens Danmark er der alt for stor fokus på, om alle får lige meget. I stedet skulle fokus være på at hjælpe de svageste, mens de stærke tager vare på sig selv.

Samtidig skal det kunne betale sig at yde en ekstra indsats, og derfor skal skatten på arbejde sænkes. Ved at gøre op med tanken om ”allemandsydelser”, kunne vi sikre, at en del penge bliver i borgernes lommer frem for at skulle en tur igennem staten.

Politikere har det med at glemme, at det ikke er deres egne penge, de jonglerer rundt med, og at skattekronerne skal behandles med den største respekt.


Bæredygtighed

Politik skal tænkes i generationer og ikke i valgperioder.

Det er af afgørende betydning, at dansk politik begynder at handle mere om visioner og planer for fremtiden.

Vi har et kollektivt ansvar for at overlevere det bedst mulige samfund til de kommende generationer. Et samfund, hvor de har samme muligheder – eller bedre, end vi havde, da vi kom til.

Hvis vi løfter fokus fra den nære fremtid og i højere grad begynder at føre politik på den lange bane, ville vi kunne udrette meget mere, end den tankeløse symptombehandling dansk politik efterhånden er blevet til. I folketinget vil jeg arbejde benhårdt for borgerlig politik og holde fokus på næste generation – ikke næste valgperiode.