Generelt skal lovgivningen afspejle aktuelle samfundsbehov. Derfor er der brug for gennemgribende reformer både i lovgivning, strukturer samt i den generelle politiske praksis på Christiansborg.
Opgør med regelvældet
Danske lovbøger bliver tykkere og tykkere, og lovgivningen rykker længere og længere væk fra almindelige mennesker. En stor del af den lovgivning bunder i ansvarsfraskrivelse. Jeg mener, at vi har så mange love og regler, at der behov for en rigtig grundig oprydning. I en periode ønsker jeg, at hver ny lov eller regel, der laves, følges af afskaffelsen af mindst to andre love eller regler. Det skal sikre at der bliver lagt mere omtanke i lovgivningen, og at ansvaret for folks liv flyttes fra Christiansborg og tilbage til individet.
Afskaffelse af regionerne
Regionerne er et fordyrende administrativt mellemled, der hindrer den optimale udnyttelse af landets sundhedsfaglige ressourcer. Jeg ønsker en afskaffelse af regionerne, så sygehusvæsenet bliver langt mere effektivt. Samtidig vil vi spare enorme summer på ikke at skulle udarbejde fem forskellige elektroniske patientjournaler, have fem forskellige brand- og redningssystemer, samt fem store administrative byrder.
Asociale ydelser fjernes
Danmark lider i disse år under, at der er borgere der tror, at bare fordi en social ydelse er tilgængelig, så skal man også have den. Dette er både usympatisk og asocialt, og det burde slet ikke være muligt. Folk der har råd skal selv betale, men dem der ikke har midlerne skal naturligvis støttes af samfundet. Dette er også en måde at løfte i flok, og tilmed den mest socialt retfærdige af slagsen.