(Det talte ord gælder)
Enhver politiker bør lejlighedsvis stoppe op, se sig selv i øjnene, og spørge sig selv om de kan finde så meget som én sag de brænder så meget for – at den retfærdiggør deres mandat. Hvis man ikke kan det, bør man overveje, om man har nået det punkt, hvor man egner sig bedst til at være embedsmand, for uden visioner og idealer har man ingen berettiget plads som folkevalgt politiker.
I dag kan vi endnu engang glæde os over de fremsynede politikere, der gennemførte den sag, som for 162 år siden gav os forfatningsmæssig grund under fødderne.
De gav os Grundloven som vi fejrer i dag.
I vandrehallen på Christiansborg står der en glasmontre, som indeholder et dokument, som er grundlaget for det samfund vi har i dag. Her kan vi se den allerførste Grundlov fra 1849 i sin originale udformning op til den seneste fra 1953, hvor tronfølgen blev sikret i form af en ændring, der betød at også kvinder kunne besidde tronen i Danmark.
Grundloven er stamfader til alle de andre love der vedtages i folketinget. Når en ny lov skal vedtages sikrer man sig altid at den er i overensstemmelse med grundloven.
Derfor er den gamle lov fra 1849 stadig aktuel og i næsten daglig funktion.
Grundloven er grundpillen i vores demokrati.
- Det er Grundloven, der sikrer, at vi må sige, hvad vi mener.
- Det er Grundloven, der sikrer, at vi må være sammen med dem vi ønsker i foreninger.
- Det er Grundloven, der sikrer at vi må stemme ved valgene.
- Det er Grundloven, der sikrer vores frihed.
Der er al mulig GRUND til at værne om den LOV.
Og det gør jeg som konservativ.
Det er hele grunden til at jeg hører hjemme i det her parti.
Hvis vi kigger ud over landets grænser, så er jeg som nogle af Jer ved gift med Amada fra Honduras. Derfor kender jeg jo også lidt til forholdene derovre og jeg må sige vi ikke skal klage i Danmark.
For 2 år siden, da vi sidst var derovre blev den folkevalgte præsident afsat ved et militærkup 2 dage inden vi kom. Præsidenten ønskede en folkeafstemning om ændring af forfatningen, så fremtidige præsidenter fik mulighed for at søge genvalg udover de 4 år man kan sidde.
Højesteret i Honduras erklærede afstemningen ulovlig og mente derfor præsidenten havde brudt den eksisterende forfatning og skulle anholdes.
Det blev han og sat på et fly ud af landet midt om natten.
Jeg forholder mig ikke til hvad der er ret og uret ift. Honduras’ forfatning. Men det var sjovt at observere fra sidelinien, hvordan der blev indført udgangsforbud, udført pressecensur, så man skulle fange ”ulovlige” kanaler ad alternativ vej og egentlig skulle passe på med at ytre sin holdning den første tid.
De midlertidige magthavere gjorde meget ud af, at militæret ikke måtte være tilstede i lufthavne osv., så alt skulle være så ”ubemærket” som muligt. I stedet kørte man alt muligt gammel skrammel ud på landingsbanerne, så man kunne påberåbe sig lufthavnslukninger pga. ”vedligehold”.
Det var en oplevelse at være i. Og ikke fordi man føler sig truet, men fordi man observerer politik på en helt anden måde og oplever befolkningen langsomt begynde at debattere situationen…
Jeg skal ikke underholde Jer med dette hele dagen, men det er et fint eksempel på, hvor privilegerede vi er i Danmark i vores måde at debattere på i det daglige rum.
Og hvor privilegerede vi er når vi ser på, at man i Honduras ikke har noget socialt sikkerhedsnet. En arbejdsløshed på 25% fører til frustrationer, et ineffektivt politi, dyr behandling på sygehusene osv. osv. I Honduras tænker mange, at fremtiden kan være ligegyldig og, at de politikere der skal skabe den er nogle korrupte skiderikker, der kun tænker på sig selv og ikke på landet. Sådan har det altid været…
Det er et andet samfund, men man får et andet verdensbillede når man har boet i det. En anden opfattelse af personlig frihed, personligt ansvar og en anden opfattelse af hjælp til de, som trænger!
Vi siger af fremtiden er Konservativ. – Men fremtiden skaber ikke sig selv. – Det er en fremtid vi er sammen om og som vi skal værne om og tage vare på sammen. Det er sammen skaber vi fremtiden!
Det er derfor under denne overskrift – Sammen skaber vi fremtiden - at min valgkampagne tager sit afsæt. Jeg synes det er et stærkt slogan, som signalerer muligheden i den udfordring vi står overfor i Konservative. Der er skabt forudsætning for en stærk fremtid med skarpe og selvstændige konservative udmeldinger.
Jeg tror på en konservativ fremtid både lokalt og nationalt. Vi skal blot turde gribe muligheden og stå sammen.
Det er sammen vi skaber fremtiden!
Netop ideen om at forbedre tingenes tilstand – at efterlade verden i bedre stand end vi modtog den, er fundamental for min tilgang til politik.
Jeg vil nødigt stå om mange år, og føle at vi skylder vores efterkommere en undskyldning. Men hvis vi skal sikre gode forhold for vores efterkommere, bliver vi nødt til at tænke på hvordan vi gør tingene bedre på langt sigt, frem for det konstante lappearbejde som politik reduceres til at være, hvis man ikke tør se længere end til næste valg.
Vi skal koncentrere os om at identificere og løse de problemer som vores samfund lider under, frem for konstant at fokusere på symptom-lindring og lappeløsninger.
Det er en enorm opgave i al sin enkelthed.
Og den tager udgangspunkt i vores Grundlov!
Kigger vi på Grundlovens kerne, så er faktum at Grundlovens værdier harmonerer utroligt godt med de konservative kerneværdier og giver muligheden for at skabe fremtiden for vores børn.
Det er:
- Værdier, der handler om personlig frihed.
- Værdier, der handler om næstekærlighed.
- Værdier der handler om at vise rummelighed og tolerance overfor vores medmennesker.
- Værdier om personligt ansvar og hjælp til dem der trænger
- Værdier, der understøtter de ideelle rammer for uddannelse og dygtiggørelse.
Vi skal holde fast de Konservative grundholdninger og turde sige højt - hvad der er vigtigt for Danmark. Og hvis de andre ikke forstår eller vil forstå det, så må vi gentage budskabet og blive ved med det.
Derfor får I lige lidt gentagelser fra mig!
Vi skal sikre at de svageste i samfundet får den hjælp de behøver, uden at skabe et formyndersamfund der kvæler de stærkeste, eller driver dem udenlands, som er det S og SF vil.
Vi skal sammen øge lysten til at tage personligt ansvar for os selv og for velfærdssamfundets positive udvikling. Det skal kunne betale sig at arbejde og at starte virksomheder, der skaber arbejdspladser og i sidste ende leverer den indtægt, som hele velfærdssamfundet bygger på. Derfor skal skatten ikke stige som S og SF har garanteret vil ske!
Personligt ansvar handler også om, at vi skal tage ansvar for fremtiden. Vi skal have modet til at tænke frem, sige til og fra og gennemføre de nødvendige forandringer. Derfor fortæller vi, hvad vi vil inden et valg og ikke som S og SF først efter valget.
Værdier som demokrati, ligestilling og ytringsfrihed, sikrer os alle frihed og lige muligheder uanset køn, religion og etnisk baggrund. Derfor skal vi selvfølgelig ikke fratage udvalgte medier deres tilskud fordi, de er af en bestemt politisk observans, som S og SF vil!
Når jeg ser på, hvordan politik fungerer i dag, så er der én ting der står mig klart – mange politikere fokuserer for meget på, hvordan de skal blive valgt, frem for at tænke over hvorfor de skal vælges. Det medfører en uambitiøs og useriøs tilgang til politik. Tendensen viser sig tydeligt i specielt venstre side af Folketingssalen, men også lidt i vores egen stue.
Jeg mener man folkevalgt har en pligt til at bruge sit mandat, og om nødvendigt tage de upopulære beslutninger, uden at bekymre sig om, hvorvidt det på sigt kan medføre at de mister det igen. Målet med at være politiker bør være at forbedre tingenes tilstand, ikke blot at bevare sit mandat.
Ellers skaber man kun fremtiden for sig selv!
Jeg mener det er nødvendigt at gå fundamentalt til værks og tage tyren ved hornene.
Og jeg er ikke bange for at gå til valg på reformer af nogle af de borgerlige kerneområder, nemlig folkeskolen og integrationen.
Jeg mener:
Folkeskolen skal reformeres, så skolerne kan slippes løs…
- Slip skolerne fri og lad dem selv lede og tilrettelægge undervisningen.
- Giv universiteter og seminarier mulighed for selv at opbygge en moderne læreruddannelse, der vægter både faglighed og pædagogik.
-Drop kravene om dokumentation, og vurder skolerne på deres resultater og evne til at dele viden.
-Beløn dygtige ledere og lærere med løn, efteruddannelse og karrieremuligheder, og giv friheden til at søge andre græsgange for dem, der ikke kan eller vil være med
Jeg mener kun det er sådan vi kan få den danske folkeskole tilbage Top 5 blandt de bedste i verden. Skolen skal uden undtagelse kunne rumme alle. Men dermed ikke sagt, at alle har forudsætninger for den samme læring. Derfor er det vigtigt at øge fagligheden i folkeskolen. Men det bliver altså ikke kun gjort via tests!
Jeg mener det er nødvendigt at give mere frihed til skolernes ledelse og deres mulighed for frit at vælge og agere. Jeg mener, at skolen skal være ledet af en stærk - og decentral -leder, der kan styre budgetter og sikre undervisningsmålsætningerne. Det tror jeg de er gode nok til!
I forhold til integrationen, så mener jeg:
- Vi skal have en fast men fair integrationspolitik – de, der ønsker at bidrage og yde til samfundet, er velkomne.
- At den viden og de kompetencer, som indvandrere bibringer, bliver brugt til at skabe viden og vækst.
- At folk, der vælger at bosætte sig i vores samfund, kender deres rettigheder – men også deres pligter.
- At give udlændingeloven et serviceeftersyn, så vi ikke behandler folk efter laveste fællesnævner.
- At gebyret refunderes, hvis servicemål og sagsbehandling ikke overholdes
Det skaber ikke fremtiden at en højtuddannet skal skrive under på, at de ikke vil slå deres ægtefælle som betingelse for ophold. Det skaber heller ikke fremtiden, at man betaler op mod 6000 kroner for 8 måneders sagsbehandling!
Nye borgere skal anerkendes og deres vanskeligheder med tilpasning skal løses langsigtet. Indvandrere skal accepteres som borgere, så længe de vil bidrage positivt til det danske samfund. Så er jeg sådan set ligeglad med, hvor de kommer fra…
En anden ting jeg lige kort vil komme ind på er turismen.
Det er bredt anerkendt, at turisme er en oplagt mulighed for at skabe vækst. Både i form af nye virksomheder og nye arbejdspladser.
Derfor er det for mig paradoksalt, at der kun er 1 turismeordfører på Christiansborg og det fortæller mig, at det ikke er rigtig sexet at tale om turisme. Det vil jeg gøre noget ved!
Jeg vil være Konservatives turismeordfører i Folketinget og få turismen på dagsordenen. Det er faktisk ikke så usexet endda!
Dansk turisme står i en alvorlig situation og Danmark har i de seneste år tabt markedsandele til udlandet. Den økonomiske krise satte naturligt en bremse for antallet af besøgende til Danmark, og selvom gæsterne er på vej tilbage igen, er der stadigvæk store udfordringer, hvis væksten i dansk turisme skal op i gear.
Med finansloven for 2011 kom vi et skridt på vejen ved bl.a. at hæve bundfradraget for indtægter fra udlejning af sommerhuse. Her i det sydvestjyske område er der ingen tvivl om, at turismen fylder meget i landskabet.
Sydvestjylland sprudler af iværksætteri, virkelyst og innovation. Jeg drømmer om at understøtte væksten med politiske tiltag, der belønner selvstændige erhvervsdrivende og letter det administrative arbejde, ligesom forudsætningerne for at øge turismen skal styrkes.
Konkret skal vi derfor lade os inspirere af Tyskland, hvor de besøgende betaler op til 2,5 EUR pr. nat i kurskat. Det er altså ikke erhvervet, der betaler. Erhvervet anerkender til gengæld kurskatten fordi indtægten er øremærket til udvikling af den lokale turisme.
Et sådant system lader sig ikke bare indføre fra dag til dag. Det ved jeg godt, men det er nødvendigt, hvis vi vil have dansk turisme i Champions League.
Ellers ryger vi ud i kvalifikationen hvert år…!
Til slut vil jeg reflektere lidt over Piet Hein.
Piet Hein sagde nemlig engang, at han var træt af livet, men alternativet til livet var dårligere!
I den daglige debat i medierne hører vi af og til, om at regeringen er trætte efter 10 år, men jeg vil blot sige: Alternativet til regeringen er dårligere.
Der er heldigvis stor forskel på de problemer, vi har i Danmark og de problemer som de sydeuropæiske lande slås med. Ingen tvivl om det.
Men når vi er så optaget af, at holde orden i dansk økonomi, så skyldes det jo, at vi engang – nemlig i 1982 – var i en situation, som minder om den græske. Den socialdemokratisk ledet regering med Anker Jørgensen i spidsen måtte kaste håndklædet i ringen og daværende finansminister Knud Heinesen erklærede, at Danmark stod på afgrundens rand.
Bunden var gået ud af statskassen. Renten galoperede derudaf, hvilket betød dyrere huslån, flere udgifter for erhvervslivet og deraf følgende svækket konkurrence evne. Der er derfor grund til at være på vagt, når S-SF tilbyder en løsning, som går ud på at bruge flere penge i en situation med så stort et statsunderskud.
Et af de skræmmebilleder vi dagligt må høre på, er udsagnet om, at regeringen har bidraget til en nedsabling af den offentlige sektor og at offentlige velfærd er ringere end nogensinde.
Det stemmer bare ikke overens med den faktiske udvikling. Den offentlige sektor beskæftiger flere mennesker end på noget andet tidspunkt i historien. 837.000 helt præcis.
Det er tankevækkende, at samtidig med at Villy Søvndal taler om, at ”regeringen gennemfører en regulær massakre på vores velfærdssamfund”, så bliver der rent faktisk hvert år i den offentlige sektor brugt 60 milliarder DKK. mere end i 2001 heraf halvdelen i kommunerne.
Vi skal værne om, at Danmark skal have en stærk og sund økonomi. Ganske enkelt fordi det er den bedste garanti for, at vi her i Danmark kan opretholde det velfærdssamfund, som vi alle er så glade for.
Hvis man lod økonomien kører af sporet, så er det de svageste som både først og sidst betaler prisen.
Derfor er det noget sludder når S og SF siger, at det bliver de svageste, der betaler regningen for regeringens politik.
Uanset hvad de siger, så skal vi huske at skatten vil stige, hvis vi vælger en fra rød stue efter valget. Og jeg tror på den vil stige mere end 1 gang.
Margaret Thatcher sagde det meget klart i England på et tidspunkt i midten af 80’erne… ”The worst thing with socialism is that they run out of other peoples money…”
Vi skal derfor ikke vælge en HOV'sa løstning..... - Helle - Ole - Villy'
En borgerlig regering efter næste valg er garanten for, at der fortsat er orden i økonomien både i Danmark og i de danske familier!
Det sammen vi skaber fremtiden!
Mange tak for ordet og fortsat god Grundlovsdag.