Endelig er der enighed om en Konservativ mærkesag gennem flere år. Nedlæggelse af regionerne.
Endelig er der enighed i den borgerlige lejr om at nedlægge regionerne. En konservativ mærkesag gennem flere år. Jeg er af den holdning, at regionerne skal nedlægges allerede inden næste valg i 2013. Den vigtige opgave med at administrere sygehusene bør i stedet overgå til sygehusfællesskaber med stærke og kompetente ledelser, der tør prioritere og har friheden til at tage de nødvendige beslutninger. Rammerne udstikkes af en bestyrelse, hvis størrelse svarer til antallet af kommuner i fællesskabet. Bestyrelsen bør sammensættes som led i konstitueringerne ved kommunalvalgene og formanden for sygehusfællesskabet bør enten være en borgmester eller vælges direkte efter de politiske partier hver har indstillet 1 person til valg. Dette vil netop styrke demokratiet og den lokale indflydelse, da det sikres at hver kommune har en repræsentant, der hvor beslutningerne tages. Samme metode kan med fordel bruges i de regionale vækstfora, så også beslutningerne omkring regional udvikling og turisme kommer tættere på borgerne.
(Bragt i uddrag i Jyske Vestkysten d. 15.08. 2011)