Fødevarepolitik

Sikre og sunde muligheder

Vi ønsker at sikre forbrugerne sikkerhed og valgfrihed både når det gælder fødevarer og andre forbrugsgoder. Og vi ønsker at fremme de sunde valg.

 

Jernnæven i Fløjlshandsken
En velfungerende fødevarekontrol er vigtig for danskernes sikkerhed, hvad enten de spiser ude eller tilbereder maden hjemme. Med fokus på intelligent fødevarekontrol, hvor myndighederne går målrettet efter branchens brodne kar, har Konservative gennem de seneste år været med til at skabe endnu bedre forhold for de danske forbrugere. Vi har til gengæld lempet forholdene for de mange virksomheder, der beviser, at de evner at leve op til reglerne. Det er et godt koncept, som vi kalder ’jernnæven i fløjlshandsken’, og det sikrer, at fødevarekontrollens ressourcer bruges bedst muligt. Og med en velfungerende smiley-ordning har forbrugerne mulighed for at følge med i, om slagteren og den lokale restaurant holder en ordentlig hygiejne.

Frihed – især til at vælge sundt
Vores fødevarepolitik sikrer forbrugernes tryghed uden samtidig at fjerne ansvarligheden hos producenter, importører, detailhandel og forbrugere. Forbrugerne skal nemlig have frihed til at vælge økologisk, dansk produceret eller særligt ernæringsrigtigt, hvis det er at foretrække. Og vi vil særligt gerne fremme brugen af de sundeste varer. Med indførelsen af Nøglehulsmærket er det da også blevet endnu nemmere for danske forbrugere at vide, om de vælger de produkter, der lever op til ønskerne.

Sikre produkter – især til de yngste
Med hurtigere sagsbehandling i Forbrugerklagenævnet og oprettelsen af Firmatjek er det blevet mere sikkert at være dansk forbruger. Men vi har løbende en pligt til at sikre, at produkter på markedet reguleres under streng hensyntagen til den nyeste viden omkring f.eks. hormonforstyrrende stoffer, der i særlig grad rammer børn og babyer. Kampen mod farlige stoffer i fødevarer og forbrugsgoder skal ikke handle om frit valg, men om basal sikkerhed for alle danskere.