- Udlændinge- og integrationspolitik

Demokratisk integration

Konservative er tilhængere af en stram, men ansvarlig udlændingepolitik. Stram, fordi vi er nødt til at begrænse adgangen til Danmark. Ansvarlig, fordi vi skal tage hånd om dem, der virkelig har brug for hjælp, men også turde stille krav om integration i form af fx uddannelse og beskæftigelse.

 

 

Danmark skal også fremover løfte et internationalt ansvar i forhold til verdens udsatte. Derfor skal Danmark fortsat give flygtninge asyl og støtte til en ny start.

Vi skal også fremover være et åbent samfund, hvor vi bekæmper diskrimination og tiltrækker dygtige og højtkvalificerede udlændinge, der vil bidrage positivt til udviklingen af Danmark.

En målrettet integrationsindsats
En effektiv og målrettet integration af nye medborgere er nødvendig. Derfor skal vi stille krav om sprogkundskaber, uddannelse og beskæftigelse, og vi skal belønne dem, der gør en aktiv indsats. Vi har som samfund ikke råd til, og betragter det som spild af ressourcer, at folk går passivt rundt på overførselsindkomster.

Demokratisk integration
Vi har i Danmark nogle grundlæggende værdier, som vi ikke vil give køb på. Værdier som demokrati, ytringsfrihed, dialog frem for vold, mindretalsbeskyttelse – men med respekt for flertalsbeslutninger – og ligestilling mellem kønnene. Ægte integration kan kun finde sted på grundlag af disse helt ufravigelige principper. Derfor er demokratisk integration lige så vigtig som økonomisk.

Men demokratisk integration handler også om medindflydelse og medansvar, og om at engagere sig i det samfund, man lever i.

Opgør med parallelsamfund
Tendensen til ”ghettoisering” i visse boligområder skal modvirkes og bekæmpes. Det er undergravende for sammenhængskraften i det danske samfund, når hele boligområder udvikler grundlæggende andre normer end de danske, og der opstår en koncentration af sociale og kulturelle problemer, som også har negativ påvirkning på det øvrige samfund. Læs Konservatives ghettoudspil.

Læs mere:
Du kan læse mere om udviklingen på integrationsområdet på Integrationsministeriets hjemmeside under tal og statistik. Blandt andet kan du se, at der har været en positiv udvikling, hvor relativt flere udlændinge og deres efterkommere kommer i uddannelse og beskæftigelse.