Miljøpolitik

Vækst med god samvittighed

Vores klima- og miljøpolitik drejer sig om balance og sammenhæng mellem menneskers behov for plads og udvikling, opmærksomhed på klimaforandringerne og naturens behov for beskyttelse. Derfor vil vi med ny teknologi sikre fremtidens erhvervseventyr, et bedre miljø og vores uafhængighed af olie- og gaseksporterende nationer. Og vi vil gøre det på en måde, så Danmark hverken mister konkurrenceevne eller velfærd.

Høje krav er nødvendige
Danske virksomheder har været i stand til at honorere høje ambitioner – og i vidt omfang endda gjort en god forretning ud af det. Høje krav til eksempelvis CO2-reduktioner og miljøbeskyttelse er ikke alene godt for naturen og for danskerne, men vil ofte også betyde, at danske virksomheder bringer sig en smule foran, når det gælder ny teknologiudvikling. Og det kan bruges i den globale konkurrence.

Teknologiudvikling skal bane vejen
Vi prioriterer, at der investeres tilstrækkelige midler til at kunne udvikle konkurrencedygtig teknologi. Det betyder, at naturpleje og andre miljøfremmende initiativer skatte- og afgiftsmæssigt skal behandles lempeligt, ligesom staten med tiltag som Vækstfonden og EUDP skal være klar til at skyde penge i nye udviklingsprojekter. Også Grøn Vækst I+II, Miljømilliarden og Energistrategi 2050 er med til at vise vejen frem.

Konkurrenceevnen skal bevares
Skatter og afgifter på erhvervsområdet skal samlet set holdes i ro, hvis Danmark skal vedblive at være et af verdens førende lande inden for grøn teknologi. Netop høje omkostninger i Danmark er årsagen til, at også grønne vækstvirksomheder lukker fabrikker i Danmark. Skal miljøkrav og miljøafgifter skærpes, er det derfor nødvendigt, at det modsvares af tilsvarende lempelser i de øvrige omkostninger.