Det konservative menneske

Det Konservative Folkeparti er i krise, mener nogle politiske kommentatorer. Deres analyser bygger som regel på, at vi er blevet overhalet højre om af Dansk Folkeparti, der har stjålet Gud, Konge og fædreland-dagsordenen, mens Liberal Alliance skulle være løbet af sted med vores såkaldte liberale frihedsværdier. Det skulle så have efterladt os tilbage med intet.  

De politiske kommentatorer tager dog fuldstændig fejl. De glemmer nemlig i deres analyser en meget væsentlig faktor: Det konservative menneske.

Jeg er godt klar over, at der ifølge meningsmålingerne er færre mennesker end ønskeligt, der lige nu vil stemme konservativt. Det vil vi arbejde hårdt på at lave om på. Men det ændrer intet ved, at der her i Danmark fortsat er en stor gruppe af mennesker, som er konservative, som definerer sig som konservative, og for hvem det også vil være naturligt før eller siden at følges med andre konservative mennesker - og dermed være knyttet til Det Konservative Folkeparti.

Et karakteristikum ved os Konservative er, at vi på ingen måde er en homogen gruppe. Vi er ikke en bestemt socialklasse. Vi kommer fra mange forskellige baggrunde. Og vi forfølger ikke en særlig ideologi. Alligevel er det ikke svært at genkende det konservative menneske. I alt hvad vi siger og gør tager vi nemlig udgangspunkt i vores fælles konservative fundament: Ansvaret for de svageste i samfundet og pligten til at levere et bedre samfund til den kommende generation.

Det er ikke tilfældigt, at det er os konservative, der benytter, ja, nærmest har opfundet udtrykket ’generationskontrakten’. Det handler for os om at vi skal aflevere et bedre Danmark til vores børn end det, vi modtog fra vores forældre. Det er en vigtig del af vores fælles konservative arvegods. Det er her at vi tager vores udgangspunkt, når vi som selvstændige mennesker tager stilling fra sag til sag, fra opgave til opgave, fra problem til problem. Når vi vejer pro et contra.

Og uanset, hvad kommentatorerne hævder, så har Dansk Folkeparti ikke stjålet Gud, Konge og Fædreland fra os konservative. Det er stadig fundamentale konservative værdier. Vi konservative er kristne mennesker, og vi forstår betydningen af, at vores samfund er opbygget på en lang række af de kristne grundværdier, så som næstekærlighed og tilgivelse. Det kan så godt være, at der er andre partier, der også – nogen på deres helt egen måde - slutter op om disse værdier. Til dem siger vi: Velkommen. Vi deler dem gerne. Der er dog væsentlige forskelle. I modsætning til Dansk Folkeparti udmønter vores kærlighed til fædrelandet sig ikke i en drøm om et stillestående, indelukket bondesamfund, men derimod om en dynamisk åben nation i en foranderlig verden. Vi vil forandre for at bevare. Det er dét, som det konservative menneske ønsker. 

Og hvad så med vores liberale frihedsværdier, som Liberal Alliance skulle være løbet med? Her tror jeg, der er tale om en fundamental misforståelse. Det konservative menneske går ind for mest mulig frihed til det enkelte menneske, men det er på ingen måde ensbetydende med, at Det Konservative Folkeparti, er et liberalt parti. Det er vi ikke. Vi er – i europæisk optik - et centrum-højre parti, der sætter den personlige frihed højt - samtidig med, at vi holder hånden under de mest udsatte, de svageste. En af grundværdierne bag den konservative politik er, at vi skal rejse den svage, men ikke knække den stærke. Eller som vores formand Lars Barfoed har udtrykt det, så ønsker vi et samfund med personlig frihed i stærke fællesskaber. Her er liberalisterne jo ofte slet ikke. Vi konservative ønsker frihed under ansvar.

Det konservative menneske tænker nemlig ikke kun på sig selv. Det gør han/hun selvfølgelig også. Konservative er bestemt ikke lalleglade idealister. Vi går også efter regnbuen. Vi har også hver vores drømme og mål. Men konservative ved, at man er rundet af et samfund, der skal føres videre af kommende slægter. Og derfor er det konservative menneske selvfølgelig også at finde i forreste linje, når det fx gælder kampen for naturen og et bedre miljø. Det er ikke tilfældigt, at grøn er den konservative farve.

Derfor er det også naturligt for det konservative menneske aktivt at være med til at bevare kulturarven og føre den videre – det være sig vores fortidsminder, vores danske litteratur, som vi ønsker at støtte, vores kirker, vores historiske bymiljøer. Og nej, vi synes ikke, at Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet…Vi er stolte af vores opera, Kierkegaard, Asger Jorn og vores filmindustri.

På samme måde ved det konservative menneske også, at det er det uddannede menneske, der skal føre Danmark videre. For at kunne leve op til generationskontrakten er vi nødt til at have øjne for, at verden ændrer sig. I Asien uddannes befolkningen mere og mere. Den globale konkurrence er benhård, og det er naivt at tro, at vi her i Danmark kan blive ved med at leve af PH og Wegner. Vi skal være højt uddannede, innovative og nytænkende. Det ved det konservative menneske. Derfor ser man også os konservative støtte op om en stærk faglig folkeskole som en af vores vigtige mærkesager. Det konservative menneske ved, at jo klogere og bedre uddannede borgere er, jo bedre kan de være med til at bære samfundet ind i fremtiden.

Og endelig er den ansvarlige økonomi helt afgørende for det konservative menneske. De vigtige økonomiske ansvarlige reformer, der blev aftalt inden sommerferien, er netop kernekonservative, og derfor også udtryk for en politik, som det konservative menneske forventer. Det handler om at tage ansvar – i det store såvel som i det små. Det handler om at udvise rettidig omhu. Lige som det konservative menneske ikke satser på, at det hele nok går ved hjælp af en lotto-kupon og fromme ønsker, så ønsker han/hun heller ikke, at samfundet finansieres med kreditter og offentlig låntagning. Det konservative menneske tager ansvar for sig og sine og forventer naturligvis, at regeringen viser lige så stor ansvarlighed. Det har regeringen vist, at den gør. 

Så er Det Konservative Folkeparti i krise? Nej, måske nede i en bølgedal ifølge meningsmålingerne (selvom det faktisk stille og roligt går fremad) og det er alle partier jo på et eller andet tidspunkt. Men fordi vi ved, at det konservative menneske ikke forsvinder, men måske blot tager en lille puster, ved vi også, at Det Konservative Folkeparti igen bliver stort. For vi er partiet, hvor selvstændige mennesker, der tænker selv - men ikke kun på sig selv! – samles og tager ansvar. Hvor vi ved, at politik ikke kun handler om, hvad der skal ske her og nu. Hvor vi tager hånd om fremtiden. Og det er vi ganske stolte af.