Frivillighed og civilsamfund

Vores samfund er i høj grad drevet af næstekærlighed og omsorg for hinanden. Og det skal vi som den største selvfølge støtte, alt det vi kan.

Hver dag tager tusindvis af danskere en tørn for deres lokalområde, når de bruger deres fritid på at hjælpe andre. Mange gør det ikke kun af hensyn til andre, men også fordi de selv får meget igen i form af det sociale fællesskab, glæde ved at hjælpe andre eller udføre en meningsfuld opgave.

Vores samfund ville slet ikke være det samme uden den danske frivillighed og det gode civilsamfund.

I Det Konservative Folkeparti tror vi ikke på, at al omsorg og fællesskab skal komme igennem en større offentlig sektor. Meget kan også skabes igennem frivillige kræfter, og ofte er det langt bedre og i hvert fald noget tilsvarende. Det er derfor vigtigt, at vi støtter de frivillige foreninger med alt, hvad de måtte behøve. Ofte er det bureaukrati og tåbelige regler, som besværliggør de frivilliges arbejde. Det fik vi gjort noget ved, da vi sad i regeringen med børne- og socialminister Mai Mercado i spidsen. Her fik vi forenklet reglerne på frivillighedsområdet og sat skub i frivilligheden i alle kroge af landet, så flere uden for arbejdsmarkedet – heriblandt udsatte borgere – fik lettere ved at engagere sig i de frivillige foreninger. Netop når man står uden et job, er det måske endnu vigtigere at være en del af et fællesskab. Men vi vil mere endnu, og derfor skal vi fremover sikre, at frivillige – fodboldtrænere som besøgsvenner – kan agere frit og bidrage til de indsatser, som det offentlige tilbyder. Stive love og regler skal ikke stå i vejen for, at energiske borgere kan skabe fællesskaber og arbejde for dét, de tror på. Vi skal hjælpe frivilligheden på vej – ikke bremse den.