Kulturministeren monopoliserer sin magt

”Det kongelige Teater er Danmarks nationalscene og skal dermed fortsat være et fyrtårn for dansk scenekunst i verdensklasse."

”Det kongelige Teater er Danmarks nationalscene og skal dermed fortsat være et fyrtårn for dansk scenekunst i verdensklasse. Det betyder en forpligtelse til at nå ud til hele landet, så alle danskere har mulighed for at få del i de kulturoplevelser, teateret kan tilbyde. Og ikke mindst har Det kongelige Teater den vigtige mission at værne om dansk kultur og bidrage til at kommende generationer vokser op med kendskab til både klassisk og moderne dansk scenekunst. Jeg håber, at den nye bestyrelse for teateret vil have disse målsætninger for øje i det arbejde, de nu går ind til. Derfor er jeg meget tilfreds med, at den nye bestyrelsesformand, Stine Bosse, ved sin tiltrædelse netop understreger vigtigheden af at give flere unge oplevelser i Det kongelige Teater som en del af deres dannelse.

Den hidtidige bestyrelse med Lars Pallesen i spidsen som bestyrelsesformand har gjort et fornemt arbejde, og jeg er stærkt forundret over kulturministerens fyring af hele bestyrelsen. Det er uklogt og unødvendigt og vidner om en regering og en kulturminister, der ønsker at demonstrere og monopolisere sin magt uden dialog med andre. Jeg håber ikke, at det er den form, der kommer til at præge ministerens virke i den kommende tid, for så bliver det svært at finde grundlag for et bredt samarbejde.

Men samtidig vil jeg gerne ønske den nye bestyrelse tillykke med valget. Jeg har tillid til, at også de vil udgøre en god bestyrelse for teateret og Stine Bosse med sine ledelsesmæssige kvaliteter og sit engagement vil blive en rigtig god formand."