Lyt til venneråd om at lette topskat

Lavere skat på arbejde er som bekendt en konservativ mærkesag. Derfor glæder det mig, at regeringens venner i fagbevægelsen er enige i, at lettelser i topskatten er vejen frem.


Let topskatten. Vi har sagt det i årevis. Men nu hvor også LO-forbundet Dansk Metal kræver topskattelettelser, er lydhørheden i rød blok forhåbentlig større.  

I valgkampen udstillede S og SF konsekvent  Konservatives ønsker om skattelettelser som det rene tyveri fra de svage grupper. Det var dengang. Siden er retorikken blødt op. Måske S og SF er ved at få øjnene op for, at topskattelettelser er den bedste måde at motivere danskerne til at arbejde mere. Og dermed at sikre vækst, så vi kan bevare et velfærdssamfund, der tager hånd om samfundets svageste.  

Lavere skat på arbejde er som bekendt en konservativ mærkesag. Derfor glæder det mig, at regeringens venner i fagbevægelsen er enige i, at lettelser i topskatten er vejen frem. Også den tidligere socialdemokratiske skatteminister og formand for Skattekommissionen Carsten Koch peger på, at lettelser i topskatten er billigste og mest effektive måde at øge velstanden. Så denne gang er der alt mulig grund til at lytte til vennerne i fagbevægelsen.