Benedikte Kiær går efter borgmesterposten i Helsingør og overgiver posten som politisk ordfører til Lars Barfoed
Det Konservative Folkeparti styrker den strategiske satsning på kommunalvalget i 2013. Folketingsmedlem og tidligere socialminister Benedikte Kiær stiller op som borgmesterkandidat i Helsingør Kommune ved det kommende kommunalvalg.
"Vi har det hele i Helsingør Kommune - smukke historiske byområder, natur, strand og masser af muligheder for vækst og udvikling. Derfor blev jeg meget glad og kunne kun takke ja til, at de konservative i Helsingør peger på mig som deres borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg. Det betyder samtidig, at jeg har meddelt partiets formand, Lars Barfoed, at jeg for at sikre tilstrækkelig fokus på mit kandidatur som borgmester er nødt til at fratræde som politisk ordfører," siger Benedikte Kiær.
"Det er vigtigt for Helsingør, at borgmesteren i Helsingør Kommune igen er konservativ efter det kommende kommunalvalg. Men det er ikke nok med hårdt arbejde, det kræver også den rette person. Der er ingen tvivl om, at Benedikte Kiær er den rette person. Derfor er jeg glad for, at Benedikte vil arbejde for, at vi får borgmesterposten tilbage. Samtidig er jeg naturligvis ked af, at Benedikte nu efter en dygtig indsats stopper som politisk ordfører," siger partiformand Lars Barfoed.
Det er en enig bestyrelse i Helsingør Konservative vælgerforening, som ved foreningens opstillingsmøde i oktober vil indstille, at Benedikte Kiær er Det Konservative Folkepartis borgmesterkandidat i Helsingør ved kommunalvalget i 2013.
Det Konservative Folkepartis partiformand, Lars Barfoed, overtager posten som politisk ordfører, mens Benedikte Kiær fremover fortsat varetager sine øvrige ordførerposter i Folketinget. Brian Mikkelsen bliver ny gruppeformand, mens Tom Behnke overtager næstformandsposten i folketingsgruppen og Mai Henriksen posten som gruppesekretær.