Jeg lover at jeg hver eneste dag på Christiansborg vil kæmpe for vores danske grundlov, og den ånd der er forbundet hermed. Jeg vil kæmpe imod venstrefløjens kulturradikalisme og Liberal Alliances hippie-liberalisme.
Jeg har haft mange specielle og gode oplevelser som politiker gennem årene.
Jeg mindes, da Jan Boye blev borgmester, hvor jeg var en del af euforien.
Jeg husker de første budgetforhandlinger i byrådet, hvor vi skulle forhandle os til de bedste resultater, og jeg husker alle valgkampene, hvor alle vi konservative kæmpede skulder ved skulder.
Jeg husker følelsen af at være blevet valgt til Folketinget, og den stolthed der greb mig over det hverv, jeg nu skulle røgte.
Men den oplevelse, som har gjort det absolut største indtryk på mig i politik, var, da jeg som nyvalgt folketingsmedlem en solrig eftermiddag foran grundlovens udstilling i Vandrehallen på Christiansborg skrev under på, at jeg som folketingsmedlem ville overholde grundloven.
For mig var det absolut det smukkeste øjeblik, jeg endnu har oplevet i politik. Det mest storslåede og det mest ophøjede. Jeg vil gerne dele med jer, hvad den underskrift betød for mig. For nogle vil det måske blot være en signatur på et stykke papir – for mig var det magisk!
For det første er jeg en del af noget større. Jeg er demokratisk valgt i et repræsentativt demokrati. At være en del af den ramme og de demokratiske traditioner er jeg stolt af.
Jeg er også en del af en årelang række af folketingsmedlemmer, som gennem skiftende tider har udøvet den demokratiske praksis gennem det arbejdende folkestyre.
Som konservativ er min signatur også et bevidst ønske om at respektere de gældende institutioner, som samfundet hviler på – alle de institutioner, som er repræsenteret på Slotsholmen.
Christiansborg Slot som bygning symboliserer magtens tredeling: Her er både den lovgivende, udøvende og dømmende magt samlet. Her vedtages lovene i Folketinget. Herfra administreres de love som vedtages. Og den dømmende magt, Højesteret, er beliggende i den ene sidefløj.
Men det er ikke de eneste ting, der sker på Christiansborg. Den ene halvdel af slottet er repræsentationslokaler for dronningen, og tæt derved ligger desuden Christiansborg Slotskirke. Dermed er også statskirken repræsenteret blandt andets vigtigste institutioner.
Så det er med god grund, at jeg følte en stor stolthed ved at sætte min signatur på at overholde grundloven.
Men netop fordi jeg føler det sådan, gør det dobbelt ondt, når mine kolleger på Christiansborg behandler Grundloven med manglende respekt – når de ikke værdsætter de institutioner og de formaliteter, som er en lige så vigtig del af Grundloven, som demokratiet er det.
Én ting er, når politikerne i regeringspartierne ønsker at omstyrte vores værdifulde samfundsinstitutioner, som har bevist deres værd gennem århundreder. Det overrasker ikke. Således overrasker det ikke, at SF har ønske om at afskaffe statsråd og at gøre kirkeministeriet til et ministerium for livsanskuelser. Det samme gør sig gældende, når radikale politikere ønsker at Danmark ofrer vores kongehus - for i stedet at indsætte en præsident.
Normalt opfatter jeg disse ytringer med en hovedrysten, fordi vi er så forskellige i partierne. Men også blandt borgerlige partier sniger der sig en forskellighed ind, når det gælder vores grundlov. For os Konservative er vores værdier, vores arv og vores institutioner ikke bare ligegyldige størrelser. Vi føler os knyttet til dem – gennem historien, kulturen og gennem ånden.
Vi kan mødes med Liberal Alliance i glæden ved frihedsrettighederne og glæden ved demokratiet, men en konservativ mener ikke, at det er det eneste, der er af værdi i Grundloven.
Når Grundloven er vores danske grundlov og ikke bare en tilfældig forfatning, så er det, fordi den danner grundlaget for et dansk statsstyre, hvor de frihedsrettigheder, der igennem tiden er blevet opfattet som særlig vigtige i et dansk perspektiv er indskrevet.
Hvor demokratiet er indrettet efter dansk form, men også hvor kongehus og folkekirken får en særlig plads i samfundet, fordi de for os som danskere er noget særligt. Vi bakker i stort tal op om kongehuset, og langt størstedelen af befolkningen er fortsat medlem af folkekirken.
Kongehuset er ikke bare vigtigt, fordi det skaber en forbindelse til vores historie. I så fald ville det være nok, at det fik en stand på Nationalmuseet. Kongehuset er også vigtigt for os som en levende del af vores forfatning. I dronningen ser vi en samlende figur – en figur, der ved sin underskrivelse af lovene og udpegelsen af regeringen også giver udtryk for, at det ikke er meningen med hverken loven eller regeringen, at den skal virke kun til flertallets bedste, men bredt til vores alles bedste. Politik deler os. Kongehuset samler os og er med til at skabe sammenhængskraft i vores land. Det er ikke noget som kan måles eller opgøres i kold økonomi.
På en måde er det det samme med folkekirken. Det er vores grundtanke som konservative, at mennesket ikke er perfekt. Derfor finder vi det også legitimt, at mennesket kan tage sine sorger og bekymringer til en højere magt - hvis de vil. Vi accepterer, at det for mange mennesker kan skabe tryghed – hellere det end at have nok i sig selv. Vi vil ikke tvinge folk til at søge folkekirkens fællesskab, men vi værdsætter i høj grad muligheden for at gøre det. Derfor danner folkekirken en kulturel ramme om det danske folk, som har været kristne i mere end tusind år.
Begge disse institutioner ser Liberal Alliance helst fjernet – gradvist, javel, men ikke desto mindre giver deres ensporede demokratistiske og liberale opfattelser ikke plads til kongehuset og folkekirken på længere sigt.
Det ligger ligesom i den liberale ånd – det skal udfases. Kultur er ikke noget værd. Kun den uhåndgribelige ide om frihed er for dem noget værd. Jeg kalder dem lidt muntert for hippie-liberalister, for de deler værdifællesskab med den yderste venstrefløj, når det drejer sig om de større og mere uhåndgribelige størrelser i vores samfund.
Værdirelativisme har Liberal Alliance til fælles med venstrefløjen. En værdirelativisme, hvor alt skal være lige godt - eller lige skidt - og hvor alt så samtidig kan være lige meget! Som konservative tager vi afstand fra denne forfladigelse, og vi anerkender, at der i vores samfund er samfundsinstitutioner som er ophøjede og mere værd end andre.
I disse dage er vores værdier under pres. Et regulært værdiskred har taget sin begyndelse på Christiansborg. Hvis det får lov fortsat at udvikle sig, så kan det få betydning for synet på, hvordan vores samfund er indrettet og dermed også få betydning for vores grundlov.
Presset på vores værdier vil jeg gerne give et dugfrisk eksempel på.
Det er Grundlovsdag, og for os konservative er det noget ganske særligt. For mange er det en fridag fra arbejdet. Regeringen taler om at vi skal arbejde mere. Først skulle vi arbejde 12 minutter mere om dagen, men sammen med megen anden politik er det lagt i graven. Nu synes svaret at være afskaffelse af to helligdage.
Det er igen et eksempel på et værdiskred, når vores helligdage af politikere reduceres til at være på linje med alle andre fridage i dette samfund! Og regeringen bakkes endda op af Liberal Alliance, som gerne vil se på om det kan lade sig gøre. Hvorfor? Fordi det ikke betyder noget for dem!
Og så er det jo i øvrigt tankevækkende, at hvad Christian den 7. Berømte livlæge Struensee endte med at droppe, det er Helle Thorning nu ved at føre ud i livet.
Store Bededag er fra 1686, og da Struensee lavede en helligdagsreform små 100 år senere, i 1770, fik Store Bededag lov til at bestå, mens Mikkelsdag, Mortensdag og Kyndelmisse blev afskaffet som helligdage.
Jeg vil synes det er ærgerligt, hvis Helle Thornings bidrag til dansk politik bliver afskaffelse af helligdage, fordi det var den eneste måde, hvorpå hun kunne håndtere de økonomiske udfordringer. Fantasiløst, hvis du spørger mig.
Jeg tror, at kommende generationer vil smile hånligt af den beslutning og undre sig over, hvorfor man valgte at ofre traditioner, skikke og et stykke værdifuld historie til fordel for en økonomisk genopretning indenfor en 8-årig periode, som 2020-planen jo er udtryk for.
Som konservativ arbejdsmarkedsordfører har jeg sagt nej til at afskaffe vores helligdage, og i går blev jeg så spurgt, om vi Konservative vil kigge på at afskaffe Grundlovsdag. Mit svar var klart: den dag i ugen, hvor der er to tirsdage, da vil vi kigge på det. Og det tror jeg ærlig talt ikke kommer til at ske!
Derfor vil jeg gerne i dag, foran jer, afgive et løfte. Et godt gammeldags vaskeægte politikerløfte.
Efter løftebrudsregeringen har der været langt mellem udstedelsen af løfter på Christiansborg, men det handler måske om, at nogen lovede mere end de kunne holde. Jeg lover, at jeg vil vedblive at kæmpe mod værdirelativismens indbyggede ligegyldighed overfor vores samfund. Jeg lover at jeg hver eneste dag på Christiansborg vil kæmpe for vores danske grundlov, og den ånd der er forbundet hermed. Jeg vil kæmpe imod venstrefløjens kulturradikalisme og Liberal Alliances hippie-liberalisme.
Nogle vil så måske sige, at når det drejer sig om grundloven, så er vi helt på linje med Dansk Folkeparti, men den konservative tilgang er helt anderledes, og kan altså ikke kun reduceres til en enighed, om at i Danmark flager vi med Dannebrog.
Som konservative ser vi på vores land, som H.C. Andersen gjorde det: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Der har jeg rod, derfra min verden går.” Det betyder, at vi som konservative ikke har et negativt syn på verden udenfor.
Vi er nødt til, når vi møder den, at se den fra vores eget udgangspunkt. Når vi går ud i verden, er vi danskere, og vi føler, at det giver os et fast ståsted i en kultur og historie, som også gør det lettere at møde udlandet.
Hvordan skal man favne andre kulturer, hvis ikke netop man selv har en kultur. Man kan ikke integreres i ingenting. Ved at forme vores grundlov, så ikke bare demokrati og frihedsrettigheder, men også særlig danske værdier og institutioner får plads, så toner vi klart flag over for verden. Vi er et land baseret på en kristen kultur, og vi har en historie, der er vores, og som vi ønsker at bevare en tilknytning til.
I dag er det Grundlovsdag, og vi fejrer dét dokument, som ikke bare gør os til en retsstat og et demokrati, men det dokument, som gør os til Danmark – ikke bare et europæisk land som alle de andre, men Danmark!