Jo flere, der skal enes, jo vanskeligere bliver det. Barnet står tilbage som den sikre taber, hvis Radikale får held til at lade mere end to dele forældremyndigheden.
Lefleri for voksnes særinteresser på bekostning af det, der er bedst for barnet. Sådan vil jeg karakterisere Radikales forslag om, at mere end to voksne kan få forældremyndighed over et barn.
Uanset hvilken familiekonstruktion, barnet lever i, vil det være bedst tjent med, at højst to voksne har forældremyndigheden. Vi blander os ikke i, hvem der har forældremyndigheden. Det må de ansvarlige voksne omkring barnet finde ud af. Men uanset om barnet lever med to mødre, to fædre eller hvilken som helst anden model, må man nøjes med, at kun to voksne har forældremyndighed, uanset køn. Fordi det er bedst for barnet.
Diskussionen handler derfor ikke om, hvem der har forældremyndigheden og således heller ikke om forældrenes køn eller deres seksualitet. Familiepolitik skal dreje sig om barnets bedste. Det er barnets tarv, vi som politikere skal varetage. Tankegangen i det radikale forslag er derfor helt forkvaklet. Voksne skal ikke have lov til at tage ejerskab til et barn. Det er barnet, der har ret til sine forældre. Det er således som udgangspunkt de biologiske forældre, der har forældremyndigheden. Den kan så overdrages til en anden, men ikke spredes ud på 3, 4 eller flere voksne.
Så længe alt er idyl i familien, er der i praksis ingen problemer med flere forældremyndighedsindehavere. Men principielt er det forkert, og det får for alvor betydning, når der opstår uenighed mellem forældrene, eller de eksempelvis flytter fra hinanden. Det giver i forvejen problemer nok, når to forældre skal enes om, hvor barnet skal bo, gå i skole, samværsrettigheder, og skal barnet så bo på skift hos dem alle og så videre. Jo flere, der skal enes, jo vanskeligere bliver det – og barnet står tilbage som den sikre taber og kastebold. Og så tør jeg slet ikke tænke på de fuldstændig kaotiske situationer, der vil opstå i forhold til arvelovgivning.