Accept af Cookies på Konservative.dk

Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen.

Frihed til faglig forsikring

Der skal være frihed på det danske arbejdsmarked, så den enkelte frit kan organisere sig. Derfor skal fagforeningsforhold skrives ind i forskelsbehandlingsloven.

Mange ansatte oplever desværre at blive diskrimineret, fordi de har valgt en anden fagforening end flertallet på deres arbejdsplads. Det skal vi ikke finde os i. Vi vil have bugt med organisationstvang på arbejdsmarkedet. Det bør være et lige så ulovligt at forskelsbehandle ansatte, der er medlemmer af en anden fagforening end flertallet, som det er at diskriminere folk på grund af køn, alder, handicap, race og religiøs, politisk eller seksuel orientering.
 

Derfor skal fagforeningsforhold skrives ind i forskelsbehandlingsloven. Der skal være frihed på det danske arbejdsmarked, så den enkelte frit kan organisere sig, som han eller hun vil og have sin frie ret til at vælge/fravælge hvilken som helst fagforening. Sådan er det desværre ikke i dag.  

Til trods for EU-dom fungerer de røde fagforbunds eksklusivaftaler i praksis. Danske lønmodtagere oplever at blive presset ind i røde fagforeninger, hvilket er et overgreb mod den enkeltes frihed. Andre oplever chikane grundet deres apolitiske fagforeningsmedlemskab. Ofte bliver medlemmer af de såkaldt gule fagforeninger frosset ud.
 

Hvis man blev holdt uden for julefrokoster eller fra at være med i fiskeklubben, fordi man enten blev betragtet som værende for gammel eller var kvinde eller handicappet, ville der blive ramaskrig. Men sådan er det ikke med fagforeninger. I dag er der rigtig mange medarbejdere, som bliver holdt udenfor, fordi de ikke er medlem af den rigtige røde fagforening.
 

Vi skal ikke finde os i det mere. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt. Men det er det desværre. Siden 2006 har vi haft ret til frit at vælge fagforening, og selvfølgelig er 'gule fagforeninger' også fagforeninger. Vi skal ikke rokke ved den danske model, men vi skal heller ikke diskriminere på grund af folks valg af fagforening.