Det er med ydmyghed og stolthed, at vi mindes dem, der ikke kan være her i dag. De vil altid være i vores tanker.
Kære alle
Vi er samlet her i Aalborg i dag for at ære og mindes Danmarks faldne. De mænd og kvinder, der har mistet livet i deres indsats for Danmark. Og for vores evige håb om og tro på, at verden kan ændres og gøres til et bedre sted, hvis vi tør, og hvis vi vil.
Da det blev besluttet, at den 5. september skulle dedikeres til Danmarks udsendte, var det med et klart formål. Den 5. september skal altid stå som en særlig dag, fordi den på behørig vis markerer det officielle Danmarks dybe respekt for og anerkendelse af den indsats, som alle vores udsendte i en menneskealder har ydet for frihed, fred og sikkerhed.
Den 5. september er således en officiel dag, men også mere end det. Det er for mit vedkommende også en meget personlig dag. En dag som indbyder til at stå sammen, få minderne stærkere frem og give lejlighed til at mindes de, der ikke længere er iblandt os. Det er med ydmyghed og stolthed, at vi mindes dem, der ikke kan være her i dag. De vil altid være i vores tanker.
Jeg er fuld af beundring over de mænd og kvinder, der træffer det svære valg at lade sig udsende for Danmark. Jeg har som udenrigsminister besøgt vores soldater i Afghanistan, herunder i Gereshk, Lash kar Gar, Camp Bastion og Kabul . Jeg mødte nogle af de ansvarlige for Libyen-aktionen, da jeg besøgte Benghazi sidste år. Jeg har mødt vores udsendte, der arbejder i Kenya med at få opbygget en mere slagkraftig afrikansk forsvar til at bekæmpe blandt andet pirateri. Vi har i alt over 1000 udsendte fra Danmark – langt de fleste som troppebidrag, men også i form af stabsofficerer og militær observatører samt civilt politi. Overalt er der et kæmpe engagement og meget høj standarder for udført arbejde.
Danmark har en lang og stolt tradition for at udsende danske mænd og kvinder i international tjeneste. Men det vil altid være en svær beslutning at træffe. Det er en svær beslutning at træffe for de folkevalgte i Folketinget. Men en endnu sværere beslutning for de, der sendes ud. For det er en beslutning, som i sidste ende kan bringe deres liv og førlighed i fare. Det er en beslutning, som griber ind i manges liv. De mænd og kvinder, som vi sender af sted, har jo alle familie og venner, som elsker dem. Og som vil savne dem og bekymre sig.
Det er et uselvisk valg, der i værste fald kan få alvorlige – ja, fatale konsekvenser for dem selv og mærke deres pårørende for eftertiden. Det er et uselvisk valg, der har været med til at gøre det muligt for Danmark at deltage i internationale missioner. Et valg, der har gjort det muligt for Danmark at tage et internationalt ansvar. Hvis man skal sammenfatte med tre ord, hvad de udsendte udtrykker – er det tro, håb og kærlighed.
Tro fordi vi tror på, at vi kan gøre en forskel ved at kæmpe for vores værdier – og ikke mindst friheden. Men det er ikke værdier, som er kommet let eller af ingenting. Generationer før vores har kæmpet for de værdier og den frihed. Og det er en frihed, som vi fortsat og dagligt skal kæmpe for at beskytte og bevare.
Det er et svært valg - måske det sværeste af alle. Når mænd og kvinder vælger at deltage i internationale missioner, er det ikke en let eller uoverlagt beslutning. De træffer et modigt og uselvisk valg, der fortjener vores respekt og anerkendelse.
Og for alle – såvel de udsendte, som deres familie og pårørende, deres arbejdskolleger og venner og også for beslutningstagerne i såvel forsvaret som i Folketinget - kan der være øjeblikke, hvor man sættes på prøve. Hvor man føler man er i stormvejr.
Der findes tider i vore liv, hvor alt det vi selv kan sige og gøre, rækker så alt for lidt. Stormen pisker hen over os og efterlader os hjælpeløse. Højskolemanden Jens Rosendal har skrevet et fantastisk digt om Troen – der på alle måder beskriver den tro, der er fast følgesvend for vores udsendte.
Troen er ikke en klippe midt i et stormpisket hav, tro er at sejle trods bølger over en truende grav.
Troen er ikke det sikre midt i en verden af fald, tro er at være til stede, høre, når nogen har kaldt.
Troen er aldrig artikler trykt i en indbunden bog, tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog.
Troen er det, som kan svigte i en forfærdelig stund, troen er det, som kan gribes midt på den gyngende grund.
Tro er det levende, nære, som gi´r mig kræfter og mod, så jeg går med dig på vejen, selv om jeg ikke forstod.
Tro er at løfte din stemme, der hvor din fjende har magt, tro er at satse på håbet udsat for verdens foragt.
Tro er utrolige kræfter, som vil forandre alt. Vove sig dybt ind i mørket, hvis der for alvor er kaldt.
Sammen med troen er håbet nødvendigt. Selvom fornuften måske siger, at man ikke skal håbe, for så bliver man let skuffet. Men håb er en vigtig drivkraft, som vi ikke kan undvære. Menneskers håb om en bedre fremtid kan sætte forandringer i gang, og håbet giver frimodighed og åbner nye perspektiver. Håbet er at turde bringe fremtiden ind i nutiden.
De udsendte skaber håb overalt, hvor vi er engageret. Håb om at undertrykte engang vil kunne leve et liv i frihed . Håb om at kunne leve et liv i tryghed. Og dermed bliver det håb, I udsendte spreder, en meget vigtigt positiv kraft i at give hjælp til selvhjælp. At få befolkningen i de lande, hvor vi er aktive, til selv at tage et ansvar – fordi håbet om en bedre fremtid er mere sandsynlig med jeres hjælp. Også derfor fortjener I udsendte vores respekt og anerkendelse.
Men kærligheden er jo nu engang stærkest, og kærligheden til de pårørende er jo ikke mindst det, der betyder noget for jer. Og der må virkelig være tale om en kærlighed af stor styrke, når jeres familie kan overleve adskillese i mange måneder. Mange gange i træk. Det kræver stor kærlighed og forståelse mellem de udsendte og jeres pårørende at leve med det savn og evige bekymring. For kampen for frihed og de valg, vi træffer – både som mennesker og som nation er ikke uden omkostninger.
På mine besøg i Afghanistan og under mine besøg rundt i Danmark har jeg mødt soldater, veteraner og pårørende. Mange af soldaterne har givet udtryk for det dilemma, der knytter sig til beslutningen om at lade sig udsende.
På den ene side står ønsket om at gøre en forskel langt hjemmefra. Hjælpe familier, børn og voksne med at få et bedre liv og en meningsfyldt fremtid. På den anden side står ønsket om at beskytte, bevare og bidrage til familien og livet herhjemme. Når jeg taler med soldaterne, er det netop den vigtige opbakning fra netop jer, der betyder mest. Jeres opbakning er af uvurderlig betydning for de udsendte.
Nogle udsendte vender hjem med erfaringer og indtryk, som beriger dem. Som giver dem en bredere forståelse af verden og værdien af internationalt samarbejde og sammenhold. Det er hver gang glædeligt. Men nogle udsendte vender hjem med ar på krop og sjæl. I alle tilfælde skal det danske samfund være klar til at støtte de hjemvendte og deres pårørende. Vi skal tage hånd om vores veteraner. Den nye veteranpolitik og det nye veterancenter har styrket og vil fortsat styrke vores evne til som nation at yde den nødvendige støtte. Men også her skal vi gøre det endnu bedre.
Til alle udsendte og pårørende, til alle, som har været med til at løfte Danmarks internationale ansvar: I har vist verden, at Danmark er et land, der ikke kun i ord, men også i handling kæmper for vores fælles værdier. Vi mindes i dag samtlige faldne i Danmarks tjeneste siden 2. Verdenskrig. I den periode har vi vist, at vi er parate til at kæmpe for en bedre verden – for frihed, for fred og sikkerhed. Og vi vil altid være villige til at gøre det.
Tak til alle der på Danmarks vegne har ydet en indsats for frihed, for ligeværd og for medmenneskelighed.
Æret være vore faldne – æret være deres minde.