Ofre for kriminalitet skal have hurtigere og bedre hjælp til at komme videre i deres liv. De må ikke blive ofre en gang til.
Voldsofre og deres pårørende skal have hurtigere og bedre hjælp. Det er ofrene og ikke gerningsmændene, der skal i fokus. Som udgangspunkt må der max gå tre måneder, inden en eventuel erstatning skal udbetales. Foreninger for ofre skal have flere penge til deres arbejde, en særlig offerfond efter svensk forbillede skal støtte ofrene blandt andet økonomisk til den nødvendige psykologhjælp, og så skal de sikres bedre mod at komme for tæt på voldsmanden under retssagen.
Ulykkeligvis ser vi gang på gang eksempler på, at voldsofre eller deres efterladte kommer i klemme i systemet, som i dag desværre synes at have større fokus på, hvordan gerningsmanden hjælpes videre. Ofre for grov vold lider både fysisk og psykisk efter overgrebene. Alligevel må mange vente i årevis på den erstatning, de skal have. Ofre for kriminalitet skal have hurtigere og bedre hjælp til at komme videre i deres liv. De må ikke blive ofre en gang til.
Konservative vil derfor genfremsætte det beslutningsforslag om forstærket hjælp til ofre for kriminalitet, som regeringen og Enhedslisten afviste i foråret. Forslaget blev fremsat sammen med Dansk Folkeparti.
Vi kan og skal gøre det bedre, så voldsofre hurtigst muligt bliver hjulpet på fode igen. Ellers risikerer vi, at voldskriminaliteten bliver begyndelsen til en social deroute for ofrene. Det kan vi ikke være bekendt, og det må regeringen også kunne indse.