Grænsehandelen eksploderer og er ikke under kontrol. Det koster danske arbejdspladser og omsætning i danske butikker. Derfor vil Konservative sænke de danske afgifter og bringe handelen tilbage til de danske butikker.
Den offentliggjorte rapport fra Skatteministeriet over grænsehandelens omfang og karakter bekræfter, at grænsehandelen er omfattende, den er stigende og den er undergravende for danske arbejdspladser ikke mindst i Syd- og Sønderjylland. Derfor vil Det Konservative Folkeparti have gennemført en særlig indsats, der kan begrænse grænsehandelen og få jobbene og handelen tilbage i de danske butikker.
Grænsehandelen koster danske arbejdspladser og omsætning i danske butikker. Det er skadeligt og skal stoppes. Hvis skatteministeren tvivler på problemets omfang, burde han tage en tur syd for grænsen allerede i morgen og få syn for sagen. Og han kan samtidig gøre holdt på den danske side og kigge på de tomme butikslokaler. Handelen flytter nemlig lige nu til Tyskland. Det er en kæmpe udfordring, som regeringen tilsyneladende bare vil bagatellisere.
Det er de høje danske afgifter, der får grænsehandelen til at eksplodere. Alene det sidste år er den steget med cirka en milliard kroner og stigningen ventes at fortsætte. Derfor vil Det Konservative Folkeparti sænke de danske afgifter.
Danske afgifter skal sættes ned. Fedt- og sukkerafgift skal afskaffes, og vi skal have sænket afgifterne på lokkevarer som øl og sodavand til tysk niveau. Det er en effektiv metode, der vil dæmme op for grænsehandelen, fordi det vil blive lige attraktivt at handle på de hjemlige strøg som de tyske. Det forekommer hovedløst, at danske producenter kører deres varer ned på den anden side af grænsen, bare for at danskerne kan tage samme tur og bringe øl, sodavand og andre dagligvarer med hjem igen.