Accept af Cookies på Konservative.dk

Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen.

Fair og ligeværdig behandling var baggrund for bankpakke 2

Ønsket om ensartede vilkår var baggrunden for at fravælge Upside-modellen, da alle partier med undtagelse af Enhedslisten indgik aftale om bankpakke 2. Politikens udlægning af hændelsesforløbet kan derfor fuldstændigt afvises.

Kreditpakken hvilede på forudsætning om fair og ligeværdig behandling. Derfor var der under forhandlingerne om at løse bankernes kreditklemme flere modeller på bordet, og netop ønsket om ensartede vilkår var baggrunden for at fravælge Upside-modellen, da alle partier med undtagelse af Enhedslisten indgik aftale om bankpakke 2 i januar 2009.

Politikens udlægning af hændelsesforløbet kan dermed fuldstændigt afvises. Den endelige aftale om bankpakke 2 fandt sted i tæt og fortroligt samarbejde mellem ministeren og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, Radikales partileder Margrethe Vestager, SF’s daværende gruppeformand Ole Sohn, Dansk Folkepartis næstformand Kristian Thulesen Dahl og Venstres daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen.

Kritikken er skudt fuldstændig ved siden af i forhold til den saglige behandling, der fandt sted. Den Upside-model, som Politiken beskriver, var ganske rigtig på bordet, men holdt ikke i forhold til de præmisser, vi havde opstillet: Nemlig at bankerne skulle behandles ligeværdigt, og at sammenlignelige banker skulle have ensartede vilkår.

Upside-modellen fungerede ikke af to hovedårsager.

For det første er der kun en mindre del af bankerne, der er børsnoteret. Den ejerskabsstruktur, der er i bankerne, betød, at modellen ikke kunne bruges. Og for at få løst op for kreditklemmen var det også vigtigt, at sektoren ville bruge muligheden. Derfor valgte et bredt politisk flertal den anden model, der er kendt som bankpakke 2. Og vi gjorde præcis, det vi havde sat os for. Vi løste et samfundsproblem og sikrede samtidig, at skatteyderne ikke skulle betale for bankernes fejltagelser. Bankpakke 2 giver pt. et pænt milliardoverskud.