Hvad der på langt sigt bliver afgørende for klimaet er fremtidens menneskeskabte drivhusgasudslip og i hvor høj grad, der fortsat kan skabes øget velfærd for hele jordens befolkning, uden at der skabes globale miljøproblemer og store klimaforandringer som uønskede sideeffekter. Her kan Danmark bruges som et godt eksempel. I løbet af de seneste 25 år er Danmarks økonomi vokset med omkring 75 % samtidig med, at energiforbruget har været stort set konstant. Vi skal bygge videre på den danske model.
Vi ønsker derfor mere vedvarende energi til gavn for vores klima og miljø. Andelen af vedvarende energi bør fordobles til minimum 30 procent inden 2025. Regeringen indgik med samme ønske en bred energiaftale den 21. februar 2008 (se mere om energiaftalen her).
Aftalen sikrer blandt andet bedre vilkår for vindmøller og anden vedvarende energi som biomasse og biogas. Vedvarende energi i 2011 skal dække 20 procent af Danmarks energiforbrug.
Vi hæver derfor tilskuddene til vindmøller, biogas og biomasse. Aldrig har det danske samfund udbygget så meget med vedvarende energi, som vi gør i disse år. De kommende år vil vi udvide massivt med vindkraft i Danmark, især på havet.
Derfor bygger vi blandt andet verdens største havvindmøllepark, som står færdig i 2012 mellem Djursland og Anholt. Den vil forsyne 400.000 danske husstande med CO2- fri strøm. Før den havvindmøllepark kommer der to andre - Rødsand II i 2010 og Horns Rev II i 2009 - som hver især årligt vil kunne forsyne ca. 200.000 husstande med elektricitet. På land bliver støtten til nye vindmøller kraftigt forhøjet, og det samme er sket med støtten til biomasse og biogas. Danskerne får samtidig mere og mere af deres energi fra vedvarende energikilder. I 2006 udgjorde vedvarende energi 15,6 procent af det samlede danske energiforbrug, i 2007 udgjorde det 17 procent, og der er udsigt til, at andelen i 2008 bliver endnu højere.
Med den nye energiaftale går Danmark forrest med en offensiv klima-indsats. Vi trækker på en lang række teknologier: Vindmøller, elbiler og varmepumper. Vi stiller nye krav til kraftværker og elselskaber. Overalt skal klima tænkes ind. Hensynet til Klimaet skal gennemsyre hele vores samfund: Fra måden, vi bygger huse på, hvordan vi oplyser vores hjem, hvor varmen i radiatoren kommer fra, til om bilen kører på vindmøllestrøm eller gammeldags benzin.
EU-klimapolitik
Europa Kommissionen fremlagde i november 2008 sin 2. strategiske energiredegørelse. Den indeholder en handlingsplan for, hvordan der sikres en høj energisikkerhed og energisolidaritet i EU. Det skal blandt andet opnås gennem en højere energieffektivitet og mere vedvarende energi:
"Energi er livsnerven i vores samfund, og derfor er det afgørende, at vi sikrer en høj forsyningssikkerhed. En af de bedste måder vi kan sikre forsyningen på, er ved at producere mere energi fra de ressourcer vi allerede har i vinden, havet og solen, samtidig med, at Europa bruger energien langt mere effektivt. Dermed slår vi to fluer med et smæk – vi sikrer en høj forsyningssikkerhed samtidig med at vi nedsætter udledningen af drivhusgasser," siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.
Læs mere her