Forebyggelse og behandling
Konservativ sundhedspolitik står på to ben – forebyggelse og behandling.

Vi ønsker en aktiv forebyggelse, så vi undgår livsstilssygdomme og fedmeepidemier. Som følge deraf handler forebyggelse om at understrege, at borgeren i høj grad er ansvarlig for sin egen sundhed. og derfor er vigtigt for os at skabe de rammer, der giver os alle forudsætningerne for at prioritere det sunde valg.
Men er vi i en situation, hvor vi har brug for behandling, så er en af forudsætningerne for et stabilt og trygt familieliv visheden om, at vi kan blive behandlet hurtigt og kompetent. Derfor bygger konservativ sundhedspolitik også på det ufravigelige princip om, at alle har fri og lige adgang til sygdomsbehandling. Af den årsag er det offentlige sygehusvæsen kernen i behandlingen af patienterne. Samtidig skal livstruende sygdomme have højeste prioritet på hospitalerne og behandles akut. Det er en vished, der fjerner unødige bekymringer og frigør væsentlige ressourcer i familiernes hverdag, og som bør være en selvfølge i et velfærdssamfund som det danske.
Sundhedssektoren er derfor en af vores væsentligste prioriteter. Vi har sat ind der, hvor der er problemer, lavet en reform af hele strukturen, og tilført området markante ressourcer. Kort sagt, vi har tilvejebragt den nødvendige langsigtede strategi for et holdbart sundhedsvæsen.
Læs vores udspil Det Sunde Valg og Bedre Sundhed For De Svageste
Sundhedspolitiske indsatsområder
- Etablering af sundhedshotlines
- Bedre hygiejne på hospitalerne,
- Udvidet brug af OPUS.
- Flere opsøgende mobile psykoseteams
- Lighed i sundhed - inddragelse af skoletandplejen som gatekeeper
- Kræftbehandling skal samles på større og færre sygehuse, så ekspertisen udnyttes bedre. Vi skal sikre alle den bedste behandling
- Genoptræning og rehabilitering for patienterne efter et hospitalsophold skal styrkes, så de får et bedre liv.
- Fokus på idræt - vi vil sørge for mere motion i skoler, børnehaver, SFO’er og daginstitutioner.
- Mere undervisning i forebyggelse og flere opsøgende helbredstjek i skolerne, hvor forældre, elever, skolelæger og sundhedsplejersker inddrages.
- Forebyggelse målrettet de svageste grupper.
- Øget forskning - så vi ved hvad der virke og hvordan det gør det.
- Øget anvendelse af teknologi (eks. telemedicin, teknisk medicinvurdering og billeddannende teknikker)
- Pulje til aktiv byplanlægning
- Forebyggelsespris (til den butik, der har gjort mest for at fremme det sunde valg)