Uge 26 - 2010: Socialistisk bespænd
Den økonomiske krise fylder som bekendt meget på dagsordnen i Europa-Parlamentet, og på det seneste er der truffet store og vigtige beslutninger om vores økonomi i Bruxelles. Siden jeg blev valgt i 2009, har krisehåndtering stået højt på min dagsorden. Vi skal videregive Europa og det danske samfund i bedre stand, end da vi modtog det. Det har altid været min grundholdning.
Derfor er det meget beklageligt, at det i den forgange uge er lykkedes socialisterne i Europa-Parlamentet at spænde ben for Parlamentets indflydelse på hvordan, vi kommer ud af krisen. Hvordan det er sket, vender jeg tilbage til. Først forhistorien.
I efteråret 2009 blev det i Europa-Parlamentet besluttet at nedsætte et særligt udvalg vedrørende krisen. Det udvalg er jeg suppleant i. Dengang som nu var der bred enighed om, at krisen var så vigtigt et spørgsmål, at man ville nedsætte et udvalg til udelukkende at se på den sag. Den slags sker ikke hver dag.
Men situationen var ekstraordinær. Det er den fortsat. Krisen begyndte i den private sektor som en bankkrise, men har spredt sig til den offentlige sektor og er blevet til en budget- og gældskrise. Underskuddene på budgetterne er på 7,5 procent af BNP i 2010, og gælden er på 80 procent af BNP samlet set i de 27 medlemslande. Så situationen er alvorlig. Man kan ikke bruge flere penge, end man har. Det er heldigvis ved at gå op for Europas regeringer, hvor der nu er bred enighed om, at vores økonomier skal bringes tilbage til et sundt udgangspunkt – et hvor der er sammenhæng mellem indtægter og udgifter.
Budget- og gældskrisen er stor nok i sig selv. Men det største problem, vi står med i Europa i dag, er den lave vækst. Vi skal fordoble vores nuværende vækstniveau, hvis vi vil undgå at sakke bagud i forhold til resten af verden. Derfor skal vi for det første skabe gode vilkår for vores små virksomheder og for entreprenører. Den private sektor er kilden til vækst og nye arbejdspladser. For det andet skal Europa være globalt konkurrencedygtigt. Vi skal undlade at forfalde til protektionisme, og vi skal fremme frihandel. Og for det tredje skal vi fremme bæredygtighed i vores økonomi for eksempel gennem brug af biobrændsler og bedre energieffektivitet.
Gældskrisen og vækst har været to centrale temaer i Parlaments særlige krise-udvalg. Faktisk er udvalget Parlamentets vigtigste forum for krisehåndtering. Af samme årsag har jeg deltaget meget aktivt i udvalgets arbejde.
I udvalget har den franske socialist, Pervenche Berès, været udpeget til at stå i spidsen for at samle alle parlamentarikere på tværs af politiske skel i en rapport om krisen, der skulle have ligget klar til godkendelse i udvalget om lidt over en uge. Med et bredt flertal bag ville det give Parlamentet en vigtig stemme, som andre uden for huset ville lytte til. Men så kom benspændet.
Socialisten Berès har ikke villet høre på Parlamentets politiske grupper, og hun har ikke søgt det nødvendige kompromis. I stedet har hun skrevet en uduelig og stærkt socialistisk rapport uden føling med virkeligheden – hverken den inden for eller uden for Parlamentet. Man kunne nære den mistanke, at Fru Berès bevidst har brugt udvalget som en planform for blot at fremføre sin egen politik. Det er rent ud sagt misbrug af Europa-Parlamentet. Det skader Parlamentet, men også de europæiske borgeres stemme i denne sag.
Resultatet er blevet, at rapporten nu er udskudt til efter sommerferien, og at Parlamentet er sat uden for indflydelse på et helt afgørende tidspunkt. Europa rykker lige nu, og en række økonomiske initiativer er søsat. Disse bør Europa-Parlamentet have indflydelse på, men det er nu vanskeliggjort af, at udvalget, på Fru Berès’ foranledning, efter ni månedernes arbejde intet har besluttet.
Situationens alvor er ikke gået op for Fru Berès, og det er stærkt beklageligt. Men jeg ser frem til at genoptage arbejdet efter sommerferien. Europa har brug for en klar udmelding om krisen og ikke forfald til politisk fnidder.
Derfor vil jeg gøre mit til, at vi får vedtaget en ansvarlig rapport til efteråret, som understreger behovet for konsolidering af økonomien, og som fokuserer på at skabe vækst i Europa. Det har vi brug for.
Uge 24 - 2010: Arbejdstid for selvstændige i EU
Under denne uges plenarsamling i Strasbourg har S og SF været med til at sikre et loft over arbejdstiden for selvstændige vognmænd i EU. Det er første gang, der i EU træffes en beslutning, der pålægger selvstændige erhvervsdrivende restriktioner i forhold til arbejdstid. Med afgørelsen er der skabt en farlig præcedens. Nu og her er det gået ud over vognmændene, men hvem bliver den næste gruppe selvstændige, der rammes?
Kort fortalt har S og SF støttet at afvise en rapport fra Kommissionen, der ellers lagde op til at undtage selvkørende vognmænd fra EU's regler om arbejdstid. Med denne afvisning er de selvstændige nu underlagt de samme regler for arbejdstid som ansatte. Det betyder, at de selvstændige nu max. må arbejde 48 timer om ugen.
Der har de seneste måneder hersket en ophedet debat om sagen. Jeg har selv gentagne gange blandet mig i denne debat og til det sidste forsøgt at få overbevist MEP'ere om det forkerte i at underlægge selvstændige vognmænd reglerne. For nu at tage socialisternes argumenter: De har for det første fremført, at sikkerheden på vejene vil blive forbedret ved at pålægge de selvstændige en maksimal ugentlig arbejdstid. Modargumentet er bare, at vognmændene på dette område allerede er omfattet af EU's køre- og hviletidsbestemmelser, som regulerer trafiksikkerheden. For det andet har socialisterne haft et "socialt argument", nemlig at ville sikre ordentlige arbejdsforhold for ansatte, navnlig for dem, der af deres arbejdsgivere har været presset til at være såkaldte "falske selvstændige chauffører". Dette - i øvrigt forsvindende lille problem i Danmark - bør dog for mig at se ikke løses ved at ramme ægte selvstændige, og det er det, man nu kommer til.
Efter min bedste overbevisning får vi nu et regelsæt, som ikke hænger sammen i praksis. Definitionen af "arbejdstid" er simpelthen for uklar. Grænsen på de 48 timer omfatter det, som er specifikt knyttet til "arbejde på og omkring lastbilen" i forbindelse med en kørsel. Omvendt tæller "generelt administrativt arbejde", som ikke er direkte knyttet til den pågældende transport, ikke med i regnskabet. Det vil sige, at ting som bilvask, af- og pålæsning og teknisk vedligeholdelse er arbejdstid, hvorimod fx fakturering og kontorarbejde tilsyneladende ikke er. Det giver ingen mening. I øvrigt foregår ingen af de nævnte ting "på vejen", hvilket blot understreger, at trafiksikkerhedsargumentet slet ikke holder. Der vil i realiteten blive mange gråzoner i fortolkningen af arbejdstid, og derfor bliver det meget kompliceret, når reglerne skal anvendes og kontrolleres i medlemslandende. Det kommer til at skabe et unødigt bureaukrati af den anden verden - uden at der er nogen gevinster.
Ud over at beslutningen er principielt forkert, har den alvorlige konkurrencemæssige konsekvenser. Selvstændige, der må arbejde mindre, skaber i sagens natur mindre vækst, end de ellers kunne have gjort. Desuden dræber de nye regler folks lyst til at starte egen virksomhed - og det i en tid, hvor vi i den grad har brug for iværksættere til at styrke konkurrencekraften i Danmark og Europa. Fra fremtrædende danske erhvervsorganisationers side skønnes det, at generelle restriktioner på selvstændiges arbejdstid vil kunne berøre mere end 150.000 selvstændige erhvervsdrivende! Det er virkelig noget, der er til at tage og føle på.
For nu at se lidt fremad har ugen heldigvis også budt på andre, mere glædelige begivenheder. Onsdag blev jeg nemlig udpeget som ordfører for en rapport, der skal levere Parlamentets indspark til en konkret handlingsplan for energieffektivitet. Jeg er chefforhandler og ansvarlig for at skrive rapporten. Derudover findes der såkaldte skyggeordførere fra hver af de andre politiske grupper. Rapporten kommer til at beskæftige sig med mange emner, for der er faktisk mange knapper, vi kan dreje på for at øge energieffektiviteten: Vedvarende energi, bl.a. biobrændstoffer, intelligente el-ledninger, som hurtigt dirigerer strømmen derhen, hvor den gør bedst gavn, energieffektive bygninger, bedre mærkningsordninger - for blot at nævne et par ting. I de kommende uger vil jeg afstemme forventningerne til rapportens indhold med skyggeordførerne og min politiske gruppe. Derefter skal det gå stærkt, for rapporten, som også kommer til at fylde noget i sommerferien, skal til endelig afstemning på plenarsamlingen allerede i november.
Uge 22 - 2010: Fremtid i biobrændstoffer
Som politiker er der mange muligheder for at blive klogere på de emner, man selv synes er interessante og vigtige. Bruxelles er for eksempel rig på konferencer, seminarer, foredrag, debatter, mv., som kan give input til det politiske arbejde.
I den forgangne uge var jeg så selv vært ved et sådant arrangement. Emnet for arrangementet, som samlede europaparlamentarikere, virksomhedsrepræsen-tanter og embedsmænd, var såkaldt anden generations biobrændsel. Jeg har sat dette emne på dagordenen af flere årsager. Biobrændsel er et væsentligt element i målsætningen om, at Europa skal producere en større del af sin energi selv, at Europa skal udlede mindre CO2, og at vi har behov for at skabe vækst og arbejdspladser. Alle målsætninger som jeg varmt støtter.
Biobrændsel er en alternativ brændstofkilde lavet af biologisk materiale, som kan indgå i kendte brændselsformer som for eksempel benzin. I dag kan vi lave brændstof på affald fra fødevarer og haveaffald. Det er anden generations biobrændsel. Første generation er biobrændsel lavet på afgrøder som majs, korn og sukkerrør. Vi bør klart satse på anden generation. På den måde undgår vi nemlig at skade biodiversiteten. Samtidig er det væsentlig bedre at benytte affald - som vi alligevel producerer - til energiproduktion end produkter, som også kunne laves til fødevarer.
I EU producerer hver eneste borger 524 kilo affald hvert eneste år. Og mens Danmark ofte kan prale af at være duksen i EU, er vi faktisk det land i EU, som smider allermest ud. Det viser nye tal fra EU-Kommissionens statistikenhed, Eurostat. 802 kilo affald fra hver eneste dansker om året bliver det til. Og tendensen er stigende. Mange år med økonomisk vækst har fået efterspørgsel og forbrug til at stige. Som en naturlig konsekvens stiger affaldsmængden også. Det betyder, at potentialet for at udvinde energi af affald også er stigende.
Men EU halter efter for eksempel USA, når det gælder om at udvinde energi af affald. Det er en skam, for potentialet er ikke bare stort - gevinsterne er også mange. Hvis Europa bliver bedre til at udnytte affaldsressourcer falder også vores behov for at importere for eksempel olie. Faktisk viser beregninger, at olieimporten kan falde med op til 19 procent, hvis vi udnytter hele potentialet for at producere anden generations biobrændsel.
Olie køber vi i dag af stater, som vi ikke altid synes lige godt om, og det er et produkt med store prisudsving, foruden at det selvfølgelig forurener og ikke er en vedvarende energikilde. Vi kan altså opnå større sikkerhed og uafhængighed omkring vores energiforsyning ved at satse på blandt andet biobrændsel.
Når biobrændsel brændes af, udledes der ikke CO2, så også for klimaets skyld bør biobrændsel være en prioritet. Vi ved jo, at udledning af CO2 i netop transportsektoren længe har været stigende. Til sidst er der nye arbejdspladser at hente i at satse mere på produktion af biobrændsel. Det er positivt i en tid, hvor arbejdsløshed plager mange lande i EU.
I slutningen af denne måned præsenterer EU's medlemslande handlingsplaner for, hvordan de vil sikre, at EU samlet set lever op til målet om, at 20 procent af energiforbruget skal stamme fra vedvarende energi i 2020. I Danmark er målsætningen, at 30 procent af vores energiforbrug skal dækkes af vedvarende energikilder i 2020. Biobrændsel vil være et vigtigt element i vejen frem mod det mål - især inden for transportsektoren. Konkrete handlingsplaner vil også være med til at tiltrække investeringer, fordi industrien får et klart politisk signal om, at vi som samfund satser på vedvarende energi.
Jeg håber, Danmark vil være i front i EU, når det handler om at fremlægge en ambitiøs handlingsplan. Potentialerne og gevinsterne ved anden generations biobrændsel gør det klart for mig, at dette er et område, som kan medvirke til at løse problemstillinger som energisikkerhed, klima og fremtidig vækst.
Uge 20 - 2010: Forskellige perspektiver på krise
Arbejdet i Det Særlige Udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise har afstedkommet sit første konkrete resultat. Udvalget - som jeg er stedfortræder i - har netop præsenteret et udkast til en halvvejsrapport. Da formålet med udvalget er at belyse hvordan EU og landene kan modstå en ny krise i fremtiden, er der tale om ganske fundamentale diskussioner, omkring sociale og økonomiske forhold, og det er let at drage en parallel til den igangværende debat i Danmark.
Ordføreren, den franske socialist Pervenche Berès, har sat et markant ideologisk aftryk på dette første udkast, og der er mange ting i halvvejsrapporten, jeg gerne vil sætte et mere nuanceret præg på, i de videre forhandlinger. For at tage et meget konkret eksempel skriver Berès i rapporten, at den massive reduktion i det offentlige underskud - der startede i begyndelsen af 1990'erne - frigav store pengemængder i form af private opsparinger, der så blev kanaliseret over i tvivlsomme investeringer. Ud fra dette konkluderer hun, at nedbringelsen af det offentlige underskud har haft en destabiliserende effekt på økonomien. Rapporten kan findes her.
Ser vi på tallene for de europæiske husholdninger, så er det klart - vi lever over evne. Vi bruger mere, end der tjenes. Man behøver ikke at gøre politik mere indviklet end nødvendigt. Europas kurs må ændres. Vi kan ikke lade de kommende generationer betale prisen. Vi er på vej til at smide regningen i børneværelset. Medlemslandes store underskud og gæld truer videre Europas konkurrenceevne. Landene har stigende renteudgifter og bruger derfor penge, som kunne bruges på mange gode og fremadrettede ting f.eks. uddannelse og forskning. Et tab af konkurrenceevne er i bund og grund en større trussel end den nuværende økonomiske krise.
Berès' målsætning, om at have underskud på de offentlige finanser, er absolut ikke noget Danmark eller andre lande bør sigte mod. Hun mener, ligesom Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, at vi skal bruge penge vi ikke har. Ansvarlig økonomisk politik er det ikke.
Anderledes ser det ud fra Europa-Kommissionens stol. Her har man i sidste uge vedtaget en rapport om at sætte Danmark under proceduren for uforholdsmæssige store underskud. Dette sker fordi Danmarks underskud i 2010 forventes at blive 5,4 % af BNP, hvilket er langt over de tilladte 3 %. Kommissionen vurderer derudover at underskuddet ikke er midlertidigt eller exceptionelt, og at underskudskriteriet dermed ikke er opfyldt.
Dermed ser oppositionen altså stort på EU's anbefalinger, og vil bare fortsætte med at bruge løs, af Danmarks slunkne statskasse. Den spanske regering, der er blandt de mest socialistiske i Europa, har valgt at skære i forbruget, og alle offentlige ansatte bliver skåret 5 % i lønnen. Det har vakt stor modstand i befolkningen, og det er helt klart, at den nuværende krise kræver politikere der tør tage de hårde og nødvendige beslutninger. Hvis Danmark vælger enegangen, og fortsætter forbruget, kan det meget vel betyde, at det vil skræmme investorer væk, og skabe tvivl om landets økonomi. Dertil kommer, at kravene til besparelser vil vokse i de kommende år.
Tyskland anbefaler strammere krav i vækst- og stabilitetspagten, men Berès og S-SF satser altså ligefrem på at køre med store underskud. I den kommende tid vil jeg gøre mit for at ændre ordlyden i socialisternes udkast. Jeg kan kun gøre mit i Europa-Parlamentet, og jeg håber på at regeringen er god nok til at fortælle befolkningen hvorfor besparelser er nødvendige i Danmark.
Uge 18 - 2010: Rusland styrer stadig energien
Afstemningerne i forbindelse med plenarsamlingen for to uger siden blev aflyst i sidste øjeblik pga. problemerne med flytrafikken på det tidspunkt. Jeg havde taget bilen fra Fyn til Strasbourg, men det var ikke ansvarligt at gennemføre afstemningerne, fordi enkeltlande var stærkt underrepræsenterede. Udskydelsen betyder dog, at der var endnu flere afstemninger i denne uges samling i Bruxelles, men der var også tid til radiointerview og en tur til Letland.
På lang sigt kommer europæerne til, i langt højere grad end tilfældet er i dag, at forholde sig til indholdet af eurosamarbejdet. Der er allerede stor debativer omkring Grækenland, og onsdag deltog jeg i P1-debat om samme emne. Som jeg fremhævede her, er Grækenland med et underskud på 13,6 procent i store problemer. Det er der ingen tvivl om. Men hvor skal skylden så placeres? Først og fremmest har grækerne levet over evne. De har igennem en længere periode brugt flere penge, end de har tjent. Landet har optaget store lån og ladet udgifterne vokse og vokse. Vi har nydt godt af en lang periode med højkonjunktur, men nu falder hammeren. Grækerne må derfor selv gøre deres til at rette op og vælge de politikere, som kan forvalte økonomien på en forsvarlig måde. Samtidig er det klart, at der er brug for hjælp her og nu. Jeg synes, det er positivt, at eurolandene og IMF tidligere på ugen valgte at træde til med en hjælpepakke på 820 milliarder kroner over tre år. Det viser en af styrkerne ved euro-samarbejdet. Vi er i stand til at træde ind og redde de mindre økonomier, når de kommer i vanskeligheder.
Når vi kigger rundt i Europa, har krisen også sat sine spor. De baltiske lande står i dag uden for eurosamarbejdet, men vil fortsat gerne være med i euroen, fordi det vil gavne økonomien. Letlands BNP faldt med 18 % i 2009 - det største fald i EU. Arbejdsløsheden nåede 22,3 % i marts i år - den højeste i EU. Landet arbejder dog aktivt på at mindske forbruget, og med landets åbne økonomi skal de nok lykkes.
Netop Letland besøgte jeg også i denne uge for at holde et oplæg om dansk energipolitik. Danmark adskiller sig fra Letland og en stor del af det øvrige Europa ved at have meget vindenergi. Letland har dog en større andel vedvarende energi end Danmark, faktisk er de nr. 2 i EU kun overgået af Sverige. I modsætning til Danmark har man dog næsten ingen vindmøller. 40 % af elektricitetsforbruget kommer fra hydroelektrisk energi (vandkraft), mens vindenergi står for 1-2 %.
Min lettiske kollega Krišjānis Kariņš var medarrangør af konferencen, og han er god til at belyse, hvilke problemstillinger landene har. Letlands problem er dets afhængighed af russisk gas. 100 % af gassen bliver importeret fra Rusland, og gas udgør 30 % af landets samlede energiforbrug. Det giver russerne kæmpe indflydelse på landet. Som det eneste land i EU er Danmark selvforsynende med energi - vi eksporterer mere end vi importerer. Den situation ændrer sig, når vi løber tør for olie i Nordsøen om få år.
Letlands statsejede energimonopol var også repræsenteret ved konferencen. På papiret er der ikke monopol, men i realiteten er det én mand, der styrer og kontrollerer infrastrukturen i landet. Han er tilsynelandene ganske venlig stemt over for russerne og bliver ganske givet beskyttet af de lettiske politikere, der ikke har til hensigt at vedtage reformer - selvom de taler varmt for dem i det offentlige rum. I Danmark ejer det halvoffentlige selskab energinet.dk infrastrukturen, mens el- og gasselskaber låner sig ind på disse net. Dette er med til at gøre konkurrencen fri. Hvis Dong både solgte energi og ejede infrastruktur, ville de have incitamenter til at blokere for andre energiselskabers adgang.
EU-lovgivning har allerede vedtaget flere liberaliseringer af energimarkederne, men det har tilsyneladende ikke haft den ønskede effekt i nogen lande. Det er ikke en god økonomisk investering at koble Letland til den europæiske gasledning, da det er et lille marked, og landet formentlig ikke bruges som transitland. Det er dog et utrolig vigtigt projekt for de lettiske borgere, der gerne vil være sikre på at de har gas, ikke mindst i løbet af deres kolde vintre.
Jeg vil derfor arbejde på, at projekter, der ikke er gode økonomiske investeringer, men er nødvendige fra et socialt synspunkt, vil modtage flere støttekroner fremover.
Uge 16 - 2010: Ud af asken - med højhastighedstog!
For mig og de andre medlemmer af Europa-Parlamentet har det været en uge med en hel del tumult. Med vulkanudbruddet i Island og det efterfølgende flykaos har det været en samling, hvor mange MEP'ere aldrig nåede frem til Strasbourg, og hvor alle afstemninger derfor er blevet udskudt til næste samling i Bruxelles.
I den konkrete situation melder der sig en række spørgsmål og problemer. For flypassagererne er det vigtigt at få dækket de udgifter, som EU-reglerne giver dem ret til. Flybranchen mener, at den skal have statsfinansieret kompensation for de økonomiske tab. I forhold til statsstøttediskussionen mener jeg, at vi først og fremmest skal sikre en koordinering af tiltag på EU-niveau, dvs. ens retningslinjer for håndteringen af situationen, så det ikke kun er de enkelte landes statskasser, der bestemmer hvilke flyselskaber, der overlever. Indholdsmæssigt mener jeg, at man bør arbejde hen imod en låneordning. Jeg har forståelse for, at flybranchen har behov for støtte her og nu, men der skal være tale om midlertidig hjælp, som skal betales tilbage. Ellers er det i den sidste ende skatteborgerne, der kommer til at betale regningen, og det synes jeg ikke er rimeligt. I øjeblikket arbejdes der tæt sammen mellem transportkommissær Siim Kallas, økonomikommissær Olli Rehn og Joaquín Almunia, kommissær for konkurrence og statsstøtte. De skal sammen vurdere omfanget af de økonomiske omkostninger og udarbejde retningslinjerne for, hvordan vi griber kompensationsspørgsmålet an.
Ud over de akutte aspekter giver situationen i den grad anledning til at se nærmere på transportsituationen i Europa, hvor vi tydeligvis er alt for afhængige af flytrafik. Det er vi blandt andet, fordi de stadigt lavere priser på flybilletter har gjort, at andre former for transport og infrastruktur ikke er blevet prioriteret nok. Det bør vi gøre noget ved. For eksempel kunne et højhastighedstognet for alvor kan være et alternativ til fly mellem nogle af Europas vigtigste byer. Det holdt jeg bl.a. et indlæg om under ugens samling. De steder, hvor der allerede er højhastighedsforbindelser, har det vist sig, at strækningerne har sænket efterspørgslen på fly gevaldigt. Gode eksempler er strækninger som Bruxelles-Paris, Bruxelles-London og Barcelona-Madrid.
Udbredelsen af højhastighedstognet er ret ujævnt fordelt i EU-landene. Flere vesteuropæiske lande er ganske fornuftigt med, mens vi i Danmark og de fleste østeuropæiske lande ikke har noget, der kommer tæt på at køre ligeså hurtigt som højhastighedstogene. Desuden er jernbanenettet i Danmark f.eks. slet ikke gearet til højhastighedstog, og et sådant net er ikke engang ikke tænkt ind i den kommende Femern-broforbindelse! Det er selvfølgelig dyrt at bygge sådanne net, både i Danmark og resten af EU-landene, men det er også en investering, som både på kort og langt sigt vil fremme økonomisk vækst. Det vil her og nu skabe arbejdspladser og på sigt skabe erhvervsmæssig dynamik - internt mellem landenes regioner og landene imellem. Måske kunne man endda forestille sig at udnytte jernbanenettet til både passager- og godstransport og på den måde gøre det til en direkte del af en vækstsatsning.
Der er ingen tvivl om, at en systematisk udbygning af højhastighedstognet økonomisk set ville være en rigtig god investering. Derudover ville der også være meget betragtelige miljø- og klimamæssige gevinster at hente. I forhold til CO2-udslippet udleder et højhastighedstog nemlig helt ned til en femtedel CO2 mindre per passager per kilometer i forhold til fly. Desuden er højhastighedstog elektriske, hvilket selvfølgelig er langt mere miljøvenligt end dieseldrevne tog, som vi eksempelvis kender dem fra Danmark.
Askeskyen har hvirvlet mange spørgsmål op. Når vi nu er kommet os over chokket, synes jeg vi skal bruge begivenheden konstruktivt til at tænke os godt om. Vi lever i en tid, hvor vi har brug for at skabe vækst, hvor vi gerne vil bruge vores tid effektivt, og hvor vi samtidig gerne vil belaste miljø og klima så lidt som muligt gennem vores transportformer. Her mener jeg, at en europæisk satsning på højhastighedstog har et rigtigt stort potentiale.
Uge 14 - 2010: Manglende krisebevidsthed i Danmark?
Helt fra begyndelsen af min tid som medlem af Europa-Parlamentet her i Bruxelles har den økonomiske krise sat sit altoverskyggende præg på EU's dagsorden. Det helt primære fokus er at finde svar på, hvordan EU's medlemslande kommer ud af krisen og igen bliver konkurrencedygtige.
Det er åbenlyst, at vi står over for enorme udfordringer i Europa i forhold til at sikre vækst og velfærd. Men når jeg spørger mig selv, om der overhovedet er nogen nævneværdig krisebevidsthed i Danmark, må mit umiddelbare svar være "nej". Og det er for mig at se meget alvorligt.
Til en vis grad er det forståeligt, at bekymringen i Danmark ikke har været nær så udtalt som i visse andre europæiske lande som f.eks. Letland, Spanien og ikke mindst Grækenland, hvor den offentlige gæld og statsunderskuddene jo er løbet helt løbsk. At Danmark indtil videre i en relativ sammenligning har klaret sig godt betyder dog ikke, at fremtiden på nogen måde er sikret.
Efter min opfattelse lever rigtig mange danske borgere og politikere i en illusion om, at de offentlige finanser giver råd til masser af velfærd, og at det kun er et spørgsmål om politisk vilje at give kommuner og regioner flere penge i posen. Det er ikke kun fra den nationale opposition, at man skal høre opfordringer til et højere offentligt forbrug. Også fra den danske socialistiske lejr her i Europa-Parlamentet fremsættes budskabet om, at Danmarks så rigeligt har "økonomisk råderum". Ikke desto mindre har OECD for nylig konkluderet, at Danmark i 2009 havde de højeste offentlige udgifter af alle OECD-lande. Hele godt 59 % af BNP anslås at skulle gå til offentlige udgifter i 2010 og 2011. Til sammenligning er gennemsnittet i de andre nordiske lande på lige under 53 %. Det bør da give stof til eftertanke!
Den borgerlige idé om nulvækst i den offentlige sektor er under meget stærkt pres. Men der er altså noget, der hedder økonomisk ansvarlighed i en tid, hvor tingene ikke bare igen bliver som før krisen. For det gør de ikke. Med det stigende antal ældre bliver serviceydelserne i den offentlige sektor og udgifterne til sygehusene en kæmpe udfordring. Det samme gør efterlønnen, pensionerne og dagpengene. Og det på et tidspunkt, hvor Europa ikke er konkurrencedygtigt, men halter gevaldigt bagefter vækstraterne i navnlig Asien. Hvis ikke vores udfordringer i den offentlige sektor håndteres ansvarligt, står Danmark til en kæmpe gældssætning eller et urealistisk højt skattetryk. Hertil kommer, at IT- arbejdspladser flytter ud, slagterier flytter ud - der er simpelthen et ekstremt behov for at fokusere på Danmarks konkurrenceevne. Uden indtægter til Danmark, ingen velfærd.
Når jeg ikke fornemmer snerten af krisebevidsthed hos de fleste danskere, mener jeg, man må spørge sig selv, hvilke værdier, der ligger til grund for dette. Hvad er grundlaget for denne krævementalitet? Hvor er engagementet i vores samfund, initiativet og ansvarligheden over for vores egen og vore børns fremtid? Vi lever trygt og godt, men tilsyneladende uden at have opdaget, at vi lige nu i høj grad afgør Velfærdsdanmarks’ fremtid.
Velfærdsslaget vindes ikke ved kortsigtede løsninger, som leder Danmark i et økonomisk uføre som f.eks. i 1970’erne. Selvfølgelig skal vi kæmpe for at bevare velfærdsstaten, men jeg bliver nødt til at fastholde, at den "solidaritet", der ligger i blot at bruge flere penge, på længere sigt er en falsk og misforstået solidaritet. Vi er nødt til at have et sundt og reelt vækstgrundlag for vores velfærd. Denne logik har heldigvis vundet grundigt fodfæste i Bruxelles og fundet vej ind i de politiske initiativer, der skal skabe fælles vækst og innovation for EU-landene. Jeg nægter at bruge penge, vi ikke har. Derimod vil jeg arbejde for fornuftige investeringer i ny, bæredygtig teknologi og for effektive produktionsformer og serviceløsninger. Og så vil jeg gerne opfordre danskerne til at finde ansvarligheden og modet til nye initiativer frem – vi lever altså i en tid, hvor der er mere på spil end forbrug og antallet af venner på Facebook. Vi er nødt til at tænke fremad!
Uge 12 - 2010: Farlig Kina-protektionisme
Der er sjældent ret meget godt at sige om det faktum, at mens den økonomiske vækst i Europa er begrænset, buldrer Kina fremad. Det har både økonomiske og politiske konsekvenser, at Europa halter efter i vækstkurven. Men den hastigt voksende kinesiske økonomi har skabt, og skaber, købestærke forbrugere og en købestærk offentlig sektor i Kina. Kina er derfor et marked med et stort potentiale også for europæiske virksomheder i en tid, hvor Europa ikke har råd til at miste én eneste arbejdsplads.
Derfor er det stærkt bekymrende, at Kina fortsat begrænser udenlandske virksomheders adgang til det kinesiske marked. Senest har myndighederne i Kina introduceret et nyt regelsæt, som i værste fald helt vil udelukke ikke-kinesiske virksomheder fra at tage del i det kinesiske marked for offentlige indkøb. Reglernes synes selv at omfatte virksomheder med datterselskaber i Kina.
Det nye regelsæt dækker seks produktkategorier hvor innovationspotentialet vurderes at være særligt stort. Det er for eksempel kommunikationsudstyr og energibesparende teknologier, som er omfattet - områder hvor flere danske virksomheder står stærkt. Men ikke-kinesiske virksomheder kan altså blive udelukket fra at levere produkter som disse i forbindelse med offentlige indkøb, uagtet at disse virksomheder bidrager til den kinesiske økonomi gennem investeringer i Kina, ved at have kinesiske ansatte og ved at betale skat i Kina. Det vil være et hårdt slag for Europas virksomheder, hvis de udelukkes, og det vil hindre muligheden for, at der skabes nye arbejdspladser i Europa, som kan forsyne den hastigt voksende efterspørgsel i Kina.
Det kinesiske marked for offentlige indkøb er enormt, og som i andre lande har også Kina, som modsvar på krisen, foretaget store offentlige investeringer. Den kinesiske protektionisme viser hvordan Kina opfatter innovation, og særligt udviklingen af ny teknologi, som et nulsumsspil, hvor der kun kan være én vinder. Og den rolle vil Kina gøre alt for at indtage. Ved at holde andre ude er håbet i Kina, at man kan vinde kampen om at skabe de teknologier, som vi i fremtiden vil efterspørge.
For regeringer verden over er offentlige indkøb og investeringer et økonomisk værktøj til at stimulere efterspørgslen og skabe arbejdspladser i hjemlandet. Det er da også forklaringen på, hvorfor det er så vanskeligt, at lave internationale regler for fri adgang til dette marked. Det ser vi konsekvensen af nu.
Inden for rammerne af WTO, Verdenshandelsorganisationen findes en tillægsaftale, som letter adgangen til verdens markeder for offentlige indkøb. Den er der blot 40 ud af 153 WTO-medlemslande, som har tilsluttet sig (deriblandt de 27 EU-lande). Kina har forpligtiget sig til på sigt også at tilslutte sig denne tillægsaftale. Desværre går det mildest talt langsomt, og forhandlingerne løber nu på tredje år. De gode intentioner er ganske enkelt ikke til stede, som det omtalte nye regelsæt også er et eksempel på.
Jeg har rejst sagen over for EU's handelskommissær, Karel De Gucht. Intet EU-medlemsland kan alene gøre noget i sagen. Kun ved samlet at minde Kina om, at EU med sine 500 millioner forbrugere også udgør et vigtigt marked for Kina, kan vi gøre os håb at få landet på bedre tanker. Jeg frygter, at vi kun har set begyndelsen på den kinesiske protektionisme. Hvis Kina vinder det slag, som står i øjeblikket, vil det være motiverende for dem at fortsætte ud af samme tangent.
Jeg opfordrer derfor EU til at træde mere i karakter og Kommissionen, som repræsenterer EU i en sag som denne, til at agere på højeste niveau. Jeg rejser selv spørgsmålet med mine gruppefæller for at gøre vores indflydelse gældende. Som den største gruppe i Europa-Parlamentet har vi i den konservative gruppe gode muligheder for at påvirke Kommissionen i denne sag.
Uge 10 - 2010: Flekslån står for fald
De populære rentetilpasningslån, eller flekslån som de kaldes, kan blive forhistorie hvis Europa-Kommissionens nye anbefalinger om en styrkelse af den finansielle sektor vedtages. Konsekvensen af anbefalingerne er nemlig, at det simpelthen bliver for dyrt for realkreditinstitutterne, at udbyde lånene. I krisetider er renten lav, og det er vigtigt, at familien Danmark får mulighed for at udnytte dette, så de kan få så mange penge mellem hænderne som muligt. Dette gøres muligt gennem rentetilpasningslånene. På samfundsniveau kan en afskaffelse af disse lån betyde en milliardregning, som i sidste ende skal betales af ejerne af fast ejendom.
Der er tale om forhandlinger der ligger meget tidligt i den lovgivningsmæssige procedure, men disse kan være allermest afgørende for udfaldet. Det er jo netop her, det bestemmes hvilken retning et givent forslag tager, og hvilke ting det skal indeholde. Senere i processen kan råderummet være begrænset til, at slette de værste elementer, eller at stemme et forslag helt ned.
En væsentlig årsag til, at den finansielle krise udviklede sig så dramatisk som den gjorde, hænger sammen med, at de finansielle virksomheder i mange lande løber ganske mange risici, og der er især stor ubalance mellem de penge de låner ud og måden disse udlån finansieres. I Danmark, har vi en en-til-en sammenhæng mellem lån på den ene side og obligationer på den anden side. Dette gør systemet gennemskueligt og stabilt.
Kommissionen vil imidlertid nedbringe de risici, som finansielle virksomheder kan løbe, og dermed kræves mere end en-til-en finansieringen, der er beskrevet ovenfor. Men medicinen virker forskelligt. I nogle lande kan det muligvis mindske sygdommene, men den danske realkreditmodel kan tage skade af denne medicin.
Sagen er opstået som følge af det høringsdokument med anbefalinger, Kommissionen netop har udsendt. Deri findes en række tiltag, der skal forhindre fremtidige finansielle kriser. Dokumentet er baseret på anbefalinger fra Basel Komitéen, som består af repræsentanter fra nationalbankerne fra nogle af verdens største økonomier, som Danmark altså ikke er blandt. Sideløbende med høringsproceduren udarbejder Basel Komitéen ligeledes en kvantitativ analyse, der skal vise hvilke konsekvenser, forslagene helt konkret får for de forskellige EU-lande. Det er et utroligt vigtigt arbejde, og det vil forhåbentlig få Kommissionen til at justere de bestemmelser, der kommer til at ramme flekslånene.
Jeg har rejst sagen politisk, ved at sende et brev til den ansvarlige mand i Europa-Kommissionen, den franske kommissær Michel Barnier, for at få svar på hvilke skridt han vil tage, for at sikre, at fundamentalt sunde finansieringsordninger ikke bliver unødvendig hårdt ramt. Jeg afventer svar. Allerede for et halvt år siden, tog Lene Espersen, der på det tidspunkt var økonomi- og erhvervsminister, kontakt til Charles McCreevy som er Michel Barniers forgænger i Kommissionen.
Dermed skulle man mene at Kommissionen kender til problemstillingen, som jeg allerede har rejst over for flere af mine kolleger i Det Europæiske Folkeparti (EPP) i Europa-Parlamentet. Det bliver formentlig også en kollega fra EPP-gruppen, østrigeren Othmar Karas, der bliver ansvarlig for lovforslaget, når det skal behandles i Europa-Parlamentet.
Der er stadig lang vej til målstregen, og bestemmelserne træder formentlig først i kraft fra 2013. Det er dog i disse tider, at vi skal behandle lovgivning, der i høj grad kan påvirke danskernes velfærd i årene fremover.
Uge 8 - 2010: "EU 2020" - en fælles vækststrategi for EU
Vi skriver snart marts måned, og den økonomiske krise raser fortsat i form af stigende arbejdsløshedstal og alarmerende offentlige finanser i Europa. EU er lige nu konfronteret med store udfordringer, som på mange måder tvinger os til at spørge os selv, hvad vi vil med EU-samarbejdet. Krisen har allerede tydeligt demonstreret, hvor afhængige EU-landenes økonomier og markeder er af hinanden. For landene i eurozonen er dette kun blevet understreget yderligere med begivenhederne i Grækenland. Det betyder, at der i Bruxelles i disse dage tales meget om behov for mere styring fra EU's side, ikke mindst når det drejer sig om den nye fælles vækststrategi "EU 2020".
Det er helt klart, at der i mange af de europæiske befolkninger er en stor skepsis over for "mere EU". Efter min opfattelse er det dog fordi, at rigtig mange mennesker stadig tror, at deres nationale regeringer kan løse problemerne bedre alene. Desværre mener jeg ikke, at det er virkeligheden. Naturligvis kan dansk konkurrenceevne til dels styrkes med danske tiltag. Sagen er bare, at disse tiltag ikke vil have megen effekt, hvis de ikke sker i koordination med de andre EU-lande.
2020 Strategien, som skal fastlægge retningslinjerne for vækst frem mod 2020, præsenteres endeligt af Kommissionen i foråret. Den er afløseren til den famøse Lissabonstrategi, som havde det formål at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden i 2010. De fleste vil være enige om, at Lissabon ikke tilnærmelsesvist har nået sine mål - og selv før krisen ikke engang var tæt på at gøre det. Så hvordan sikrer man sig nu, at 2020-strategien faktisk kommer til at levere varen?
Dette har vi diskuteret intensivt i Parlamentet i denne uge, hvor formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, holdt sin første tale for MEP'erne. Selvfølgelig var der debat om strategiens tre umiddelbare prioriteter: For det første et "indre marked for viden" med flere synergieffekter og øget udveksling af know-how for forskning og erhvervsliv, for det andet en mere social markedsøkonomi med borgerne i centrum og for det tredje en økonomi baseret på grønne teknologier i overensstemmelse med EU's klima- og miljømål. Derudover handlede debatten dog også i høj grad om bedre sammenhæng mellem strategi og implementering.
For det springende punkt er implementering. Både MEP'erne og indkomne svar til Kommissionens høringsprocedure har afspejlet det. Man ønsker flere bindende mål og forpligtelser. Mange mener, at Kommissionen denne gang skal have større overvågningsbeføjelser og måske ligefrem sanktionsmuligheder. Men hvor realistisk er det i praksis? Efter den møjsommelige proces med vedtagelsen af Lissabontraktaten vil de fleste europæiske befolkninger ikke være positivt stemt for stærkere styring, og den ustabile situation vedrørende euroen og Grækenland gør det ikke nemmere. Derfor har vi et dilemma.
For mig at se, er der ingen vej uden om mere forpligtende samarbejde, hvis en strategi som 2020 skal lykkes. Det er et budskab, som jeg gerne vil understrege her. Det er vores fælles vækst og velstand, der står på spil - et projekt, som vi ikke kan tage isoleret hånd om i Danmark. Dog har vi gennem EU-samarbejdet en chance for at fortsætte den linje, som Danmark allerede med succes har udstukket de sidste årtier - og derigennem fortsat fokusere på viden som basis for vækst.
Uge 6 - 2010: Et Parlament inde i varmen - og ude i kulden
Det har været en begivenhedsrig og vigtig uge for Europa. Tirsdag i Strasbourg godkendte jeg, sammen med et stort flertal af Parlamentet, den nye Barosso II-Kommission, med Connie Hedegaard som klimakommissær. Dermed afsluttede vi en (for) lang periode med høringer af kommissærkandidater, og en tid hvor det har været småt med nye initiativer.
Men vi har også set konturerne af den nye dynamik i det europæiske samarbejde, som er skabt med Lissabon-traktaten, og som vil præge EU i de kommende år. Det er en afgørende tid, vi går i møde. Der er store udfordringer, som kræver fælles handling. Som ugens begivenheder har vist, er Europa-Parlamentet både rykket tættere ind i varmen - men måske også skubbet ud i kulden.
En gang var Europa-Parlamentet blot en perifer rådgivende forsamling - og selv tredive år efter institutionens oprettelse i følge den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, stadig et "Mickey Mouse" parlament, som der ikke rigtig var nogen grund til at tage seriøst. Det var dengang. I dag, endnu tredive år senere, er Europa-Parlamentet, med fornyet styrke i Lissabon-traktaten, en uomgængelig aktør med indflydelse på snart sagt alle politikområder og i den grad rykket langt ind i varmen, hvor beslutningerne træffes.
Foranlediget af den nye traktat vedtog vi så tirsdag en ny aftale om forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen. Den betyder, at vi parlamentarikere nu kan udfordre Kommissionens monopol på at fremsætte lovforslag i EU. Kommissionen har forpligtet sig på at tage stilling til forslag (såkaldte initiativ-betænkninger) fra Parlamentet inden for tre måneder, og inden for et år at fremsætte et tilsvarende lovforslag. Og der skal gode grunde til, for at Kommissionen kan udlade at tage imod Parlamentets opfordring. Der bliver også mere kontakt mellem de to institutioner, mere udveksling af og adgang til information, og Parlamentet får indflydelse på internationale forhandlinger, som Kommissionen fører på medlemslandenes vegne.
Det er store fremskridt for Europa-Parlamentet.
Mens Parlamentet var samlet i Strasbourg mødtes torsdag EU's stats- og regeringschefer under deres nye rammer. Mødet var nemlig ikke under ledelse af det nuværende nationale formandskab, Spanien, som det ville have været tilfældet før Lissabon-traktaten, men under ledelse af den nyligt valgte faste formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy. Normalt foregår den slags møder i den store ministerrådsbygning, der myldrer med embedsmænd og diplomater. Men ikke denne gang. Det lille "Solvay-bibliotek", som oprindeligt var indrettet som videnskabeligt bibliotek, dannede rammerne om mødet. Her var der nærmest kun plads til Van Rompuy selv og de 27 stats- og regeringschefer, og de kunne så se hinanden i øjnene uden at have mulighed for at indhente formaninger, bekymringer og forbehold fra de embedsmænd, der normalt vil udgøre deres følge.
Beslutningen om at udnævne den nu forhenværende belgiske premierminister, Van Rompuy, til Det Europæiske Råds første faste formand var næppe truffet, førend han blev stemplet i de europæiske medier som en grå og trist bogholdertype uden visioner og gennemslagskraft. Han var i sandhed en kompromiskandidat, hed det. Nu ser vi i stedet konturerne af en "Van Rompuy-plan" om at skabe fornyet fremdrift ved at få stats- og regeringscheferne til at gå forrest og vise vejen, når EU skal handle i fællesskab, uden at alt for mange andre kan blande sig. Van Rompuy har da heller ikke vist sig synderligt imponeret af det mægtige Europa-Parlament, hvor han dårligt nok har været endnu.
Både tirsdagens og gårsdagens begivenheder viser, at banen så småt er kridtet op til de kommende års europæiske samarbejde. Det er med et styrket Parlament, men også med en ny fast formand for stats- og regeringscheferne forhippet på at bære førertrøjen. Så mens jeg med glæde konstaterer at Europa-Parlamentet er trådt et trin op ad stigen og ind i varmen, blæser der køligere vinde fra Van Rompuy, der synes opsat på at føre de store debatter om Europas fremtid i en langt mindre forsamling.
I Europa-Parlamentet skal vi benytte os af de nye kompetencer til yderligere at præge udviklingen i Europa. Vi går spændende og afgørende debatter i møde om Europas fremtid.
Uge 4 - 2010: Mørke udsigter for dansk landbrug og for landbrugsstøttens afvikling
Som mange andre erhverv gennemgår landbruget i EU krisetider, og danske landmænd har det særligt hårdt - og det selvom vi nok har nogle af Europas dygtigste landmænd. Jyllands-Posten har beskæftiget sig med landbrugets afhængighed af EU-støtte, og dansk landbrug skulle således stå med et underskud på 12,7 mia. kr. for årene 2008-2010. Dansk landbrug har i samme periode modtaget 22,3 mia. kr. i EU-støtte, så hvis støtten er fraregnet, ville underskuddet have været på 35 mia. kr. for de tre år. Til trods for dette mener jeg fortsat, at landbrugsstøtten skal afskaffes, og det bør så modsvares af bedre rammevilkår for landmændene i Danmark, herunder en afskaffelse af jordskatter og nemmere ejerskifte.
Det er hårdt at være landmand i Danmark, og jeg har stor sympati for de landmænd, der ikke kan videresælge deres drifter pga. en gældssætning, der har oparbejdet sig over flere år. Dansk landbrug har problemer med struktur- og ejerskabsforhold, men landbrugsstøtten er med til at fastholde disse og holder de mindst produktive bedrifter kunstigt i live. Det ville være bedre at ændre de relevante struktur- og ejerskabsforhold på en værdig og ordentlig måde i stedet for denne langsomme død, visse bedrifter gennemlever i disse tider.
I 1984 var landbrugspolitikkens andel af EU-budgettet 71 %, men i 2013 kommer den helt ned på 33 %. Som stedfortræder i budgetudvalget i Europa-Parlamentet arbejder jeg for en generelt mere retfærdig fordeling af EU-budgettet til projekter, der kan skabe en europæisk merværdi. Det gør landbrugsstøtten ikke, og jeg vil kæmpe for at få den helt afviklet.
Til efteråret præsenterer Europa-Kommissionen sit forslag til fremtidens landbrugspolitik. Derudover skal de såkaldte finansielle perspektiver, der udgør EU's samlede budget for en syvårig periode med start i 2014, forhandles på plads under det danske formandskab for Det Europæiske Råd i 2012. Danmarks kontante udbytte af EU kommer fra forsknings- og landbrugsbudgettet, mens vi taber penge på strukturfondene (som typisk går til de østeuropæiske lande). Derfor skal Danmark i forhandlingerne satse på at flytte penge fra landbrugsstøtten til forskningsbudgettet, så EU i højere grad kan konkurrere på viden, og Danmark fortsat vil kunne inddrive en pæn andel af pengene. Men som jeg vil uddybe i det følgende, bliver det ikke nemt.
Det bliver svære forhandlinger for Danmark, idet de tre store EU-institutioner vil arbejde sammen om at blokere for en afvikling af støtten. Flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer, anført af de franske samt syd- og østeuropæiske, er imod at reducere budgettet. At de prioriterer landbruget højt blev eksemplificeret under afstemningen om en mælkefond på €280 millioner i oktober 2009, hvor 528 stemte for og kun 89 imod. Det Europæiske Råd har valgt den kompromissøgende og anonyme Herman Van Rompuy til sin formand (populært kaldet ’EU-præsident’), så de store lande fortsat kan tækkes. Således kommer de reformivrige lande med Danmark og Sverige i spidsen til at være i undertal.
Det ser ikke bedre ud med den nye Europa-Kommission, hvis mandatperiode løber i fem år. Her overtager rumænske Dacian Cioloş, der har stærke forbindelser til Frankrig, landbrugsporteføljen fra Marian Fischer Boel. Europa-Kommissionen er som bekendt den eneste institution, der formulerer lovgivningsforslagene, og det er dermed vigtigt, at der kommer nogle spiselige forslag herfra. Cioloş udtrykte dog helt andre hensigter, da han for nylig besøgte Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, der skulle vurdere den nye kommissærs holdninger. Han sagde, at ”landbrugsbudgettets størrelse er helt berettiget” ligesom han mente, at der skal være en mere ligelig fordeling af støtten i fremtiden, medlemslandene imellem forstås.
Sidste udmelding kan have store konsekvenser for landbrugsbudgettet. I dag er det nemlig sådan, at de central- og østeuropæiske lande (herunder Cioloş’ fædreland), modtager forholdsvis mindre i landbrugsstøtte end de gamle medlemslande. Hvis alle landene skal have det samme i støtte, bliver budgettet meget stort, hvis ikke de gamle medlemslande går med til at nedbringe deres egen støtte betragteligt.
Jeg afventer Kommissionens udspil om landbrugspolitikkens udformning efter 2013 med spænding, men selv som naturlig optimist kan man ikke forvente, at der bliver skåret i det samlede landbrugsbudget.
Uge 51 - 2010: Ny kommission og nye tiltag i EU
Så lakker det mod enden af året; et år der unægteligt har budt på store ændringer for mig som konservativ politiker. Folketinget er blevet skiftet ud med Europa-Parlamentet, og fra at arbejde med EU-politik på medlemslandenes side af bordet som en del af ministerrådet, sidder jeg nu på den anden side som folkevalgt. Og de første 6 måneder har bestemt bekræftet mig i, at man som MEP har en både betydningsfuld og spændende opgave!
EU har længe været vigtigt for det danske samfund. Dog er det med mange af de udfordringer, vi ved udgangen af 2009 står over for, blevet endnu mere klart, at der skal findes flere fælles løsninger. Når det drejer sig om vækst, viden, konkurrenceevne, energi og klima, er vi nødt til at agere sammen i EU.
For at rykke afgørende ved tingene har vi i EU lige nu meget brug for én ting: Den nye kommission. Det er nemlig først, når den er godkendt, at vi igen kan få sat gang i det maskineri, der fremsætter de lovgivningsforslag, som Parlamentet skal tage stilling til. Og vi har brug for nye initiativer. Jeg ser i foråret bl.a. frem til forslag, der følger op på de små og mellemstore virksomheders (SMV'erne) vilkår, og vi skal derudover have set på efterfølgeren til den såkaldte Lissabon-strategi, som skal skabe vækst og arbejdspladser i Europa frem til 2020.
I forhold til godkendelsen af den nye kommission har vi de sidste uger i udvalgene haft travlt med at forberede de høringer, som skal finde sted i januar. Man skal ikke underkende vigtigheden af Parlamentets mulighed for at se de indstillede kommissærer efter i sømmene. På den måde bliver det nemlig sikret, at kommissærerne, der trods alt skal have ansvaret for EU's politikker og dermed næsten 500 mio. borgeres hverdag, virkelig også har styr på deres fagområder. Heldigvis er der ingen tvivl om, at rigtig mange af MEP'erne virkelig er inde i deres sager ned til mindste tekniske detalje, så kommissærerne skal nok få deres sag for! Forhåbentlig står de prøven til at blive godkendt d. 26. januar.
For mig bliver det vigtigste selvfølgelig høringerne i mit eget hovedudvalg, Udvalget for Industri, Forskning og Energi (ITRE). Da vi både dækker industri, informationssamfund, forskning, energi og rumpolitik, får ITRE hovedansvaret for at høre 4 af de i alt 27 kommissærer. Det drejer sig om tyske Günther Oettinger med ansvar for energiområdet, italienske Antonio Tajani med porteføljen for industri og iværksætteri, irske Maire Geoghegan-Quinn, som skal stå i spidsen for research, innovation og videnskab og endelig hollandske Neelie Kroes, som skal være ansvarlig for EU's digitale dagsorden.
Vi har de seneste uger udarbejdet spørgsmål i ITRE, som skal fordeles mellem udvalgets medlemmer. Der bliver flere interessante ting at spørge om. Noget af det, der personligt ligger mig meget på sinde er eksempelvis, hvordan Kommissionen vil sikre, at statsstøtteordninger og protektionisme ikke underminerer den fair konkurrence på det indre marked. Jeg vil også gerne have, at der bliver spurgt ind til, hvordan Kommissionen konkret vil sørge for at tage hensyn til SMV'erne i den kommende lovgivning, og til hvordan SMV'erne kan få bedre adgang til at indgå i konkurrencen om offentlige udbud.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser frem til, at vi i Parlamentet får flere af de "lovtunge" sager på skrivebordet. I stedet for alt for meget symbolpolitik skal vi have flere forslag, som gør noget for at afhjælpe den økonomiske krise. Og hvad er så det for en slags forslag? Jo, i denne uge ved plenarsamlingen i Strasbourg har vi fx stemt et forslag igennem, der skal give bedre kreditmuligheder for mikrovirksomheder, dvs. virksomheder med færre end 10 ansatte, inklusive selvstændige, og med en årlig omsætning og/eller en årlig balance på mindre end 2 mio. EUR. Denne "mikrofinansieringsfacilitet" har navnlig det formål at hjælpe folk i gang, som har vanskelig adgang til lånemarkedet. Idéen er aktivt at støtte selvstændige og sårbare personer på arbejdsmarkedet og at anspore folk med gode erhvervsidéer. Nu skal ordningen selvfølgelig lige stå sin prøve i den virkelige verden, men i princippet er det i mine øjne flere af den type tiltag, vi har brug for.
Ligesom i 2009 ser jeg det selvfølgelig også som min opgave i 2010 at sætte et mærkbart konservativt fingeraftryk på debatten og de sager, jeg har med at gøre her i Bruxelles. Det er en dagsorden, jeg glæder mig meget til at forfølge, og navnlig ser jeg frem til at gøre det i et stærkt samarbejde med partiet og det konservative bagland.
Glædelig jul og godt nytår til jer alle!
Uge 48 - Connie Hedegaard og EU-konference
I denne uge blev Connie Hedegaard endelig udnævnt til dansk kommissær i Europa-Kommissionen og jeg fulgte Barrosos pressemøde tæt da han i dag kl. 12.15 officielt tildelte Connie klimaporteføljen. Min tålmodighed har været lille, men jeg er glad for, at Danmark, Det Konservative Folkeparti og Connie har opnået så godt et resultat. I endnu højere grad end tidligere, har Danmarks grønne parti mulighed for at markere klimaområdet og EU-indsatsen generelt.
Det var en naturlig beslutning, da ingen af de andre kommissærer har en profil på klima- eller miljøområdet, der når Connie til sokkeholderne! Visse personer har frygtet, at klimakommissæren kommer til at sidde på en post uden reelt indhold, men Barroso slog ved dagens pressekonference fast, at Connie får sit eget general-direktorat under sig. Et general-direktorat svarer til et dansk ministerium, og dermed har Connie nu store ressourcer til sin rådighed.
Connie er støbt af et materiale, der gør, at hun kan nå langt, hvis hun spiller sine kort rigtigt og lader de andre kommissærer vide, at klima skal tænkes ind i samtlige politikker. På den måde bliver hendes koordinerende rolle meget central. Dette lagde Barroso også vægt på ved dagens pressemøde, hvor han understregede klimapostens vigtighed og tyngde.
Det er min opfattelse, at Connies centrale placering i Kommissionen ikke mindst er sikret pga. hendes personlighed. Det er ikke altid porteføljen, der bestemmer, hvor meget indflydelse man har, det handler i høj grad også om, hvor meget man tager. Hollandske Neelie Kroes har, i den netop overståede periode, som konkurrencekommissær raget ind over tunge områder som energi og industri og stævnede bl.a. Microsoft i en bemærkelsesværdig sag og har gjort sig bemærket i en sådan grad, at hun fem år i træk har haft flotte placeringer på Forbes' liste The World's 100 Most Powerful Women.
Ved EP-valget fik centrum-højre en klar fremgang. Denne tendens blev endnu engang manifesteret ved sammensætningen af den nye kommission. Med udnævnelsen går de konservative kommissærer af Europa-Kommissionen frem med 3, så vi nu har 13 i alt og herunder altså en enkelt dansk. Der vil være 8 liberale og kun 6 socialister. Den 20. januar skal Parlamentet så stemme om den samlede Kommission, før José Manuel Barroso II kan påbegynde sit arbejde den 1. februar. Ugen før afstemningen skal kommissærerne gennemgå tretimers høringer i Europa-Parlamentet. Som medlem af Udvalget for Industri, Forskning og Energi er det mit og mine kollegers job at grille de nominerede kommissærer med ansvar for industri, informationssamfundet, forskning, energi og rumpolitik.
Connie skal formentlig optræde i Miljøudvalget, og med hendes store kendskab til området og de tekniske detaljer er jeg sikker på, hun kommer til at klare sig godt. Hun er desuden højt respekteret blandt de konservative i Europa, og det tæller trods alt noget, idet den konservative gruppe sidder på godt en tredjedel af Parlamentets taburetter. Det er under disse høringer, at de enkelte parlamentsmedlemmer vil sikre sig, at den kommende kommission arbejder for lige præcis deres sager - det skaber selvfølgelig en ganske hed stemning og gør også det hele lidt mere interessant. Under forhandlingerne til Barroso I blev der afvist en kommissær fra hver ende af det politiske spektrum, og det kan let komme til at ske igen - bare ikke for Connie.
Også på de interne linjer rykker Det Konservative Folkeparti, når det kommer til EU-politikken. Sammen med partiet arrangerer jeg en EU-konference, som finder sted i morgen lørdag den 28. november. Der er tale om et heldagsarrangement, hvor vi skal vende EU's rolle i fremtiden. Udover mig selv vil også EU-ordfører Helle Sjelle, klima- og energiordfører Per Ørum Jørgensen, professor og centerleder hos Center for Europæisk Politik Marlene Wind, politisk kommentator Thomas Larsen og programleder for klima i WWF John Nordborg tale. Svenning Dalgaard fra TV2 skal være moderator. Konferencen skal desuden fungere som startskuddet på et EU-netværk, der i højere grad involverer aktive medlemmer af Det Konservative Folkeparti i europadebatten. Alt dette bør være ingredienser til en god dag med andre konservative i DGI-byen i morgen.
Uge 46 - Krisens konsekvenser: Protektionisme og statsstøtte i EU
Et af de største spørgsmål, EU står for lige nu, er selvsagt, hvordan EU's medlemslande kommer ud af den økonomiske krise. Også her i Europa-Parlamentet er der stort fokus på problematikken. Bl.a. blev der jo ved valgperiodens start nedsat et midlertidigt udvalg om den økonomiske krise, og som suppleant har jeg nu i de seneste uger fulgt udvalgets første møder.
Det endelige mål med arbejdet er selvfølgelig, at udvalget skal komme med nogle bud på de afgørende spørgsmål: Hvordan får vi skabt vækst? Hvordan får vi skabt nye arbejdspladser? Og hvordan sikrer EU sig en plads som verdens førende vidensøkonomi? Der er ingen tvivl om, at alle arbejder med de bedste intentioner. Men både i udvalget og den generelle EU-debat er der altså et par kritiske punkter, som indtil videre glimrer ved deres fravær. Jeg tænker her især på tendenserne til protektionisme og statsstøtte. I de seneste måneder har vi netop desværre set, at det er med den slags tiltag, mange EU-lande "tackler" krisen. Det er et konkurrenceforvridende skråplan på flere fronter.
For det første skaber det en ulige konkurrencesituation mellem EU's medlemslande på det indre marked, når størrelsen på statskassen bliver et konkurrenceparameter. Dette betyder så for det andet, at konkurrencen mellem konkrete sektorer bliver forvredet. Tag nu blot et par eksempler som rederi- og gartneribranchen. Den tyske stat planlægger i øjeblikket at yde et støttebeløb i milliardklassen til det tyske rederi Hapag-Lloyd. Man behøver ikke at være ekspert for at se, hvad det betyder for danske rederiers konkurrencedygtighed, når der skal hentes globale kontrakter i hus. Hvad angår gartneribranchen, har de hollandske myndigheder etableret yderst favorable statsstøttede låne- og tilskudsordninger til deres gartnerier. Dette betyder selvfølgelig sværere vilkår for eksempelvis danske gartnerier, der i øjeblikket er meget hårdt trængt på grund af krisen.
For det tredje betyder statsstøtteordninger også ulige vilkår for store virksomheder på den ene side og SMV'er på den anden. Og hvorfor så det? Jo, fordi støttekronerne navnlig bliver postet i store foretagender, hvor der er mange arbejdspladser. Men disse virksomheder har jo netop ofte problemer, fordi de bygger på forældede produktionsformer. Tag nu bare som eksempel tyske Opel, der jo i øvrigt også holder en række underleverandører fast i forældede mønstre, som ikke fører til ny teknologi. Statsstøtte til de store er kortsigtet tænkning. Vi skal tænke anderledes og navnlig på de små virksomheder, da det er her, det fremtidige vækstpotentiale ligger. Det er her, de nye bæredygtige job skal skabes. Men statsstøtte og protektionisme kan aldrig blive en måde at skabe udvikling på, heller ikke for SMV'er. Nej, svaret ligger i bedre EU-lovgivning for SMV'erne, dvs. i tiltag, som mindsker administrative byrder, lemper krav til regnskabsføring og giver nemmere adgang til forskningsmidler. Det er selvfølgelig i forlængelse af disse overvejelser, at jeg har involveret mig i det stykke lovgivningsarbejde, der i de kommende måneder skal fastlægge strammere betalingsfrister for handelstransaktioner. SMV'er i EU får nemlig ofte deres betalinger for produkter og ydelser mange måneder for sent, navnlig fra offentlige myndigheder. De såkaldte "late payments" er en kæmpe hæmsko for SMV'ernes udviklingspotentiale, så her skal vi have gjort noget!
De tider, hvor nationalstaten kunne overleve på at lukke sig om sig selv og lukke den fri konkurrence ude, er forbi. Og tendenserne til protektionisme og statsstøtte truer med at gøre krisen længerevarende og dybere, hvis nogen ikke råber op. Og det har jeg i hvert fald i sinde at gøre her i Europa-Parlamentet. Dels vil jeg gøre det i kriseudvalget, dels har jeg allerede i form af et spørgsmål til Kommissionen konkret fulgt op på den nævnte sag vedrørende gartneristøtte. For Kommissionen, som jo bestemmer over EU's konkurrenceregler, må altså gøre sig tanker om, hvordan disse regler påvirker situationen i medlemslandene. Situationen er i øjeblikket uholdbar, og det vil jeg gøre mit til for at ændre her i Bruxelles.
Uge 43 - Informationsfrihed - og lovgivning til fremme af SMV'er
Så har der i denne uge igen været plenarsamling i Strasbourg. Efter at vi ved sidste samling brugte meget tid på spørgsmålet om Kommissionens formand, har der denne gang været en mere almindelig dagsorden. Den politiske hverdag begynder at indfinde sig, men lad det være sagt med det samme: Hverdagen i Europa-Parlamentet er bestemt ikke kedelig, og af til og til kan bølgerne gå højt.
At fronterne sommetider bliver trukket hårdt op, har bl.a. været demonstreret de seneste uger, hvor vi har haft en diskussion vedrørende presse- og informationsfrihed i Italien. Visse italienske MEP'ere har sammen med parlamentets venstrefløj fremsat hård kritik af den italienske premierminister og regering og ønsket EU-regulering på medieområdet.
Det har tidligere været diskuteret i parlamentet, hvornår EU's institutioner skal bruges til at løse nationale problemer. Det er klart, at vi i parlamentet i nogle tilfælde skal diskutere spørgsmål, som vedrører fundamentale borgerrettigheder i medlemsstaterne. Men visse ting er og bliver nationale anliggender, og på linje med EPP-Gruppen mener jeg ikke, at vi skal bruge parlamentet som forum til at debattere disse sager. Parlamentet bør ikke udvikle sig til en slagmark for national politisk mudderkastning. Og faktisk har Italiens egen præsident, Giorgio Napolitano, som er socialist, udtryk samme synspunkt.
At sagen i bund og grund drejede sig om et indenrigspolitisk slagsmål i Italien blev understreget, lige inden afstemningerne gik i gang onsdag. En række italienere på tværs af salen måtte igennem et skænderi, inden der kunne stemmes. Under selve afstemningerne gik beslutningsforslagene om et EU-direktiv på området ikke igennem. Men heller ingen af de andre beslutningsforslag, som parlamentets forskellige grupper havde fremsat, blev vedtaget. Parlamentet var meget delt i sagen, og der blev hujet og råbt i plenarsalen. Så ja, visse sager kan sætte sindene i kog hernede i den politiske hverdag, men i den konkrete sag er min holdning klar: Lad dem nu holde balladen i Italien og benytte de italienske domstole til at rede trådene ud. Der er grænser for, hvad Europa-Parlamentet skal blandes ind i.
I forhold til mit eget politiske arbejde er det i denne uge lykkedes mig at blive EPP's ordfører på en udtalelse til et lovgivningsforslag, der drejer sig om bekæmpelse af forsinkede betalinger i handelstransaktioner. Jeg har haft kig på sagen i nogle uger, navnlig fordi den er meget vigtig for de små og mellemstore virksomheder. For at komme ud af den økonomiske krise, er det i den grad vigtigt, at vi tænker på SMV'ernes betingelser i ny EU-lovgivning, så de kan skabe nogle arbejdspladser. Kort sagt går lovforslaget ud på at sætte en stopper for det faktum, at virksomheder ofte må vente alt for længe på betalinger for deres ydelser og produkter, specielt fra offentlige myndigheder.
I Danmark og andre nordiske lande er problemet med forsinkede betalinger ikke så omfattende. Vi er i reglen gode til at betale regninger til tiden. Men i visse sydeuropæiske lande kan der i gennemsnit gå flere måneder, før virksomheder modtager deres penge. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Den slags udeståender kan være fatale for virksomhedernes samlede økonomi og muligheder for at skabe vækst og job. SMV'er er i en økonomisk krise mere sårbare over for sene betalinger. Det kan i sidste ende dreje sig om virksomhedernes eksistensgrundlag - og det kan IKKE være rigtigt, når det er de offentlige myndigheder, som ikke holder sig til aftalerne. Gør de ikke det, må der følge en økonomisk øretæve bagefter.
I første omgang er der med lovforslaget således fokus på retningslinjer, som skal gælde for offentlige myndigheder, og der er lagt op til at indføre en betalingsfrist på 30 dage. Vi skal arbejde med indholdet hen over efteråret, og det er en sag, jeg glæder mig meget til at komme ned i substansen af. Her er der virkelig basis for at arbejde fremadrettet for positive og konkrete resultater.
Uge 41 - Fokus på den økonomiske krise og innovation
I denne uge har der været mini-samling i Bruxelles. Disse bliver afholdt 3-4 gange årligt som supplement til de store samlinger, der finder sted i Strasbourg hver måned. På dagsordenen var bl.a. nedsættelsen af et nyt, midlertidigt udvalg om den økonomiske krise, og jeg var så heldig at få en suppleantpost i udvalget. Det er en post, jeg sætter stor pris på, og man skal ikke lægge for meget i det faktum, at det kun er en suppleantpost, da man som suppleant har de samme beføjelser som et fuldt medlem. Det vil sige, at jeg kan deltage i alle debatter, stille ændringsforslag og i reglen deltage i udvalgets afstemninger.
Danmarks størrelse taget i betragtning, og det at jeg er den eneste dansker i EPP-Gruppen, som tæller 265 medlemmer, var jeg ikke levnet mange chancer for at få en plads, men det lykkedes. Generelt synes jeg faktisk, at de danske medlemmer har gjort det rigtig godt her i parlamentet, når det gælder udvalgsposter og andre prestigefulde poster. Jeg vil i det nye udvalg kæmpe for danske interesser. Vi skal have lukket de europæiske statskasser, så de ikke bliver fuldstændig tømt som følge af protektionistiske tiltag. I Europa er vi kommet ud på en kraftig glidebane, hvor landende nærmest overbyder hinanden i statsstøtteordninger, og det er bl.a. i kampen mod dette, at jeg vil gøre min stemme hørt. Der er en stor gråzone for disse støtteordninger, og vi skal alle blive bedre til at vurdere, hvornår der er tale om ordninger, som skader konkurrencen og dermed andre landes mulighed for at gøre sig gældende på et marked.
Der kan herske begrebsforvirring, når det gælder protektionisme og socialpolitik. Det sidste kan være meget anvendeligt og medfører jo ofte efteruddannelse og omstrukturering af industrier til mere konkurrencemæssige forhold. Protektionistiske tiltag kan dog også være forklædt som socialpolitik, og det er her, vi skal passe på. I den kommende tid vil jeg være med til at belyse denne problematik, og der ligger da også allerede flere konkrete sager på mit bord.
Hovedopgaven for det nye udvalg bliver at rådgive de faste udvalg om lovforslag, der vedrører krisen. Vi får således en ganske central placering i parlamentets arbejde. Vi vil afholde flere høringer med eksperter, repræsentanter fra industrien, arbejdsmarkedets parter samt nationale regeringer. Det er så tanken, at vi skal producere en midtvejsrapport om et halvt år og en konkluderende rapport om et år, når det midlertidige udvalgs arbejde formentlig er forbi.
Udover det ovenstående vil jeg i udvalget fokusere på vilkårene for de små og mellemstore virksomheder (SMV'er). At jeg har en ganske særlig interesse for SMV'erne afspejles af at jeg er formand for EPP-Gruppens SMV-arbejdsgruppe. Her skal vi i den kommende periode arbejde aktivt for at mindske de administrative byrder for SMV'erne og i det hele taget give dem betingelser, så de kan skabe de nye arbejdspladser, vi har brug for. Vi skal agere proaktivt og sørge for at påvirke Kommissionen, allerede mens den udarbejder sine lovforslag. For at komme ud af krisen, er det vigtigt, at vi "tænker småt", dvs. tænker på SMV'ernes potentiale.
I forhold til det innovations- og SMV-politiske område har jeg i denne uge fået skabt mig endnu en platform. Kommissionen har sammen med Regionsudvalget lanceret et nyt initiativ, hvor man hvert år vil udvælge de mest innovative regioner i EU. Her er jeg netop blevet medlem af den jury, der skal udmærke disse regioner, der har bevist iværksætterånd. Det er en spændende opgave, fordi initiativet drejer sig om at fremme EU's konkurrenceevne, sætte fokus på innovativ "best practice" og ikke mindst om at gøre SMV'erne til en del af vidensøkonomien og den grønne vækst. Disse ting bliver helt afgørende for vores velstand i Europa i de næste år, og derfor skal der kæmpes for SMV'erne på alle de fronter, vi kan.
Uge 38 - POSITIV START I EUROPA-PARLAMENTET
Afskaf Strasbourg
Lad det være sagt med det samme - jeg er fortaler for, at Parlamentet skærer den månedlige rejse til Strasbourg væk for derved at hjælpe klimaet, spare en masse penge og en masse besvær. Egentlig har jeg altid været af den holdning, men når jeg nu selv møder de unødvendige rejser, der fordrer en masse logistiske besværligheder irriterer det mig endnu mere. Min rejse til Strasbourg i denne uge blev nemlig forlænget til at vare 11 timer, da flyet fra København til Stuttgart måtte lande i München, fordi landingsbanen i Stuttgart var blevet lukket pga. en nødlanding. Min gode ven og kollega Krišjānis Kariņš var i øvrigt om bord på flyet, hvori piloten leverede en perfekt nødlanding der var nødvendig da der var problemer med landingsstellet.
Tilfreds med genvalg af Barroso
Besværlighederne med at flytte til Bruxelles en gang om måneden hindrer ikke politikerne og organisationen i at fungere. Der var ingen tvivl om at det største punkt på dagsordenen var afstemningen om genvalget af Barroso som formand for Kommissionen. Som konservativ har jeg kendt Barroso i mange år. Han har gjort det rigtig godt som formand hidtil. Han har gennemslagskraft, hvilket han beviste ved G20-topmødet, hvor han samlede Europa. Han har vægtet de folkevalgtes røst i Europa-Parlamentet højt, og så har han altså formået at få klimaet på dagsordenen i forbindelse med forhandlingerne om klimapakken.
Venstrefløjen har forsøgt at få afstemningen udskudt, og de forsøger at presse citronen for at få så mange indrømmelser som muligt. Jeg har hørt argumentet om, at Barroso ikke har bred opbakning, men han har altså støtte fra EU's 27 medlemslande, og ved afstemningen i Parlamentet fik han 382 stemmer for, mens 219 stemte imod. Sjældent har vi vel set en dansk statsminister med opbakning fra mere end 50-60% af de folkevalgte?
Formandspost og politiske forhandlinger
De politiske forhandlinger i Europa-Parlamentet er meget anderledes, end dem jeg kender fra Folketinget. Til gruppemøderne i den konservative gruppe i Folketinget var vi 18 medlemmer, hos de konservative i Europa-Parlamentet er der 265 medlemmer! Ikke desto mindre lykkedes det mig i denne uge at forhandle en formandspost på plads helt i tråd med det politiske håndværk jeg har lært i Danmark og Ministerrådet.
Gruppen jeg skal være formand for, arbejder med vilkårene for små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Gruppen består af omkring 60 konservative og som formand, forventer jeg at kunne være med til at tilvejebringe nogle af de holdninger, den konservative gruppe får på området. De konservative er desuden den suverænt største politiske gruppe, og beslutningerne der træffes her kan derfor være ganske retningsvisende for det samlede parlaments beslutninger.
Til trods for den nye arbejdsmetode, rejseaktivitet (som jeg trods alt er vant til fra min tid som minister) og mange andre krævende omstændigheder, har det været en positiv oplevelse at blive medlem af Europa-Parlamentet.