Nyt og debat

    Pressemeddelelse 3. september 2009

    Bendt støtter Barroso

    José Manuel Barroso præsenterede i dag sit arbejdsprogram for de kommende fem år. Bendt Bendtsen støtter et hurtigt valg

    "Barrosos arbejdsprogram sætter selvfølgelig fokus på finanskrisen, som bliver prioritet nummer et fra starten i den nye Kommission. Jeg glæder mig meget over at se, at Barroso vil satse på at dæmme op for yderligere

    tab af arbejdspladser ved at sikre, at genopretningsplaner bliver fulgt nøje og gennemført effektivt, rentesatserne bliver holdt nede, og at statsstøtte i ét land ikke må få skadelige virkninger i andre lande. Det er bydende nødvendigt, at Europa ikke stikker hovedet i busken og lukker sig inde i protektionisme og snæversyn. Det har vi ikke råd til, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at leve i fortsat velfærd. Jeg synes, retningslinierne fra Barroso foreløbig ser fornuftige ud, og jeg er glad for, at min gruppe i Parlamentet støtter hans kandidatur til en ny periode som Kommissionsformand," siger Bendt Bendtsen.

     

    "Samtidig understreger Barroso, at et stærkere europæisk samarbejde om blandt andet den finansielle og økonomiske krise, ikke betyder mere centralisering af magten i Bruxelles. EU skal kun træffe de beslutninger, der er nødvendige for at løse fælles udfordringer. Det ligger meget fint på linie med det EU, vi ønsker os i Danmark."

     

    "Jeg har forståelse for, at Barroso ikke kan tage forskud på arbejdsprogrammet for en ny Kommission, som slet ikke er sammensat endnu. Det er også derfor, det haster med at få nye kommissærer valgt, så hele holdet kan trække i arbejdstøjet 1. januar 2010 og komme i gang med at finde holdbare løsninger på de kæmpe-problemer, EU står med nu," siger Bendt Bendtsen
    Emne: Europa

    Konservative Bendt Bendtsen