Nyt og debat

     1. december 2008

    Forsvarsundtagelsen – igen stopklods for Danmark

    Forsvarsundtagelsen spænder endnu engang ben for Danmark. Denne gang betyder det, at Danmark ikke kan deltage i EU's indsats mod piraters hærgen ud for Somalias kyst.

    Berlingske Tidende | 01.12.2008 | Debatindlæg

    Vi kan dagligt følge de kapringer, pirater begår i farvandet ud for Somalias kyst mod fragtskibe og andre fartøjer. Fire danske skibe er allerede blevet kapret i området. Derfor har bl.a. A. P. Møller-Mærsk valgt at tage konsekvensen og sender nu omkring 50 tankskibe på den lange tur syd om Afrika, for at beskytte dem. Det er en bekostelig affære for virksomhederne at skulle sejle flere tusinde kilometer ekstra hver gang og samtidig en unødvendig belastning for miljøet. Pirateriet udgør med andre ord en fortsat stigende trussel både mod den frie skibsfart og mod verdenshandlen – og dermed også imod væksten i Danmark.

     

    Danmark er én af verdens største søfartsnationer, hvis man måler på den last, skibene fragter. Derfor er det også kun rimeligt, at Danmark yder en aktiv indsats i kampen for en sikker transport af lasten.

     

    Jeg er glad for, at Danmark i øjeblikket deltager aktivt i jagten på piraterne med krigsskibet ’Absalon’, og at Folketinget netop har forlænget mandatet frem til april. Men det er ikke en holdbar løsning på sigt – vi må tænke i alternative løsningsmuligheder, der også er holdbar på lang sigt og i eventuelt lignende tilfælde i fremtiden.

     

    EU vedtog for nylig, at der til december sendes krigsskibe til farvandet ud for Somalia for bl.a. at foretage overvågningsoperationer samt eskortere handelsskibe og skibe fra FN’s fødevareprogram. Det er en god og ansvarlig beslutning. Det beklagelige er imidlertid, at det bliver uden Danmarks deltagelse.

     

    Danmark kan ikke deltage fuldt og helt i operationen på grund af den danske undtagelse på forsvarsområdet. Dermed bliver det 19. gang, at Danmark aktiverer forsvarsundtagelsen. Undtagelsen betyder, at Danmark ikke kan deltage i EU’s militære operationer – og dermed heller ikke i EU’s kamp mod piraterne. Det er jo ikke holdbart, at vi ikke kan indgå i styrken på lige fod med de øvrige EU-lande. Alligevel er vi påvirket af den internationale, sikkerhedspolitiske udvikling i samme grad som de øvrige EU-lande.

     

    Idet forsvarssamarbejdet i EU er mellemstatsligt, kan hvert enkelt medlemsland, fra sag til sag, selv vælge, om de ønsker at deltage i en given militær EU-operation. Men på grund af undtagelsen gælder det ikke Danmark! Det er ikke holdbart, at vi automatisk tvinges til at stå uden for opgaver, der gælder Europas sikkerhed eller andre vigtige, humanitære operationer, som Danmark reelt støtter.

     

    Forsvarsundtagelsen begrænser med andre ord Danmarks handlefrihed frem for at styrke den. Kampen mod piraterne illustrerer endnu engang, at tiden er løbet fra forsvarsundtagelsen. Jeg mener, vi skal af med den danske undtagelse, så Folketinget fra sag til sag kan beslutte, hvilke operationer, Danmark skal deltage i.

    Emne: Europa, Forsvar, Undtagelser
    Kontakt

    Det Konservative Folkepartis Hovedkontor


    1051 København K


    Konservative Bendt Bendtsen